Den stedsegrønne rose


Den kollapser til sidst under sneen fordi den bliver brugt som en halv busk op ad væggen mod nord. Men den er blevet mit varemærke på grund af alle dens kvaliteter.




Som havearkitekt placerer jeg den i mine kunders haver, hvis der findes plads og jeg bliver bedt om at komme med forslag til roser.





- Den hedder Mme Alfred Carrieré. Det er den bedste rose jeg kender. Den står med stedsegrønne blade på og klarer mange frostnætter. Op ad en nordvendt væg. Den har bløde grene og næsten ingen torne og den er nem for alle, selv begyndere. Med et snuptag er den bundet op på en mur, pergola eller stativ osv. Den har glinsende grønne blade, selv om den aldrig bliver sprøjtet. Det er den første rose i hele haven der blomstrer hvert år. Blomsterne er pudderrosa og blegner efterhånden i smukke creme nuancer. De sidder nikkende på lange stilke, så man kan lave dejlige buketter, der holder længe i vasen og sender en berusende duft ud i stuen. En let krydret, men stærk duft med en snært af citron. Den fungerer fint som fritvoksende busk, der hvor der er plads. Ca. 4x4 og 3 meter høj, hvis man ikke klipper den. Jeg bøjer bare grenene ind under de kraftige hovedgrene, så de ligger vandret. Derved dannes der mange flere blomster. Den har efterhånden form som en halv busk op ad væggen og er kun bundet med tre tvægående stykker ståltråd der holder den fast til muren.
Resten af sommeren og efteråret sender den enkelte blomsterhoveder ud indtil frosten kommer.

En rose der passer i en hver have, bl.a. fordi den ikke er så over-perfekt i blomsterformen. Der er noget afslappet og landligt over den.

"Det står som pisset i sne"


Sådan beskrev Anne Just mig ofte resultatet af et nyt færdiggjort bed eller et nyt indslag i hendes berømte have i Hune. Meningen er god nok. Det handler om, at vores anstrengelser for at formgive vores haver står overbevisende og klare. Det kan være i farvesammensætningen om sommeren, og nok så væsentlig: selve havens arkitektoniske udformning, der gerne skal være en fornøjelse hele året rundt. Med sne på, fremtræder havens skelet tydelig og klar og afslører om der er tale om en overbevisende og stærk rygrad.



Sneen giver haven det grafiske udtryk, der nok rent billedmæssigt kan være lidt eensformigt, skarpt og hårdt at se på. Men det er på denne årstid, man tydeligt kan afgøre om haven trænger til at få et løft og blive justeret, - eventuelt med nogle stærke og enkle arkitektoniske elementer.









Den sidste bænk i haven fik lov at blive stående, her flankeret af buksbomkugler som får stedet til at virke lidt mere beboeligt.

Skødesløs elegance og dekadent forfald



I relation til indlægget "Den hollandske bølge" lægger jeg lidt flere novemberfotos fra min staudehave ud på bloggen. Til fornøjelse for nogle og forundring for andre, måske?
De nyere græs- og staudehaver er nemlig opbygget ud fra det princip, at en plante skal være smuk selvom den er "død", og ydermere skal den være stærk nok til at kunne fange rimfrosten og bære et snefald. Indtil da kan man som det ses, - nyde en helt anden farvepalet og plantestruktur end den man har kunnet se hele året indtil nu, og som efter min mening er både elegant og dekadent på helt forunderlig vis.

Tryk på billederne så de bliver forstørrede, - så kan du se lidt flere detaljer.
Men husk at lade dem blive på min blog!











Room with a view



Det er efterhånden mange år siden at jeg erfarede at haver bør anlægges med henblik på flotte kig ud igennem husets vinduer. Ellipsehaverne er da også, i højgrad, udtænkt og formet med det for øje. Fra man slår øjnene op og trækker gardinerne fra i soveværelset, gør morgentoilette, laver kaffe i køkkenet spiser i spisestuen, nyder aftenen i stuen til man trækker for igen i soveværelset. 70% af vores tid oplever vi haven igennem vinduerne. Defor må vi også give den noget opmærksomhed, så den tager sig ud fra sin bedste side.

Ellipsehaverne strækker sig over ca 7500 kvm. Så vi har valgt at gøre det enkelt og skabe ro omkring huset og trække de komplicerede beplantninger længere væk. Det var også et ønske, at understrege det landlige, hvor både det moderne landbrugsland og et smukt, gammelt herrgårdslandskab, der ligger næsten lige udenfor vinduerne, også skulle være en del af oplevelserne. Specielt fra slutningen af oktober til hen i marts, hvor vi opholder os mere indendøre og flintrer mindre rundt derude, hvor det hele sker. Endelig har det simple også den fordel, at det "fanger" det skiftende vejrlig hvor solen, regnen, duggen, rimfrosten og sneen er med til at skabe de forskellige udsigter til haven.














Alle fotos er optaget ud af husets åbne vinduer, hele vejen rundt.

Den hollandske bølge


Stråfarvede akse af blåtop.

Staudebedene i Ellipsehaverne består af ca 40% prydgræsser, hvilket gør haven "oprejst" langt ind i vintermånederne

Knopper af monarda, spir af agastache foran sandrørhvene og lille elefantgræs.
Karl Foerster og Ernest Pagel fra Tyskland var de første to herrer, der indførte prydgræsserne som det væsentlige element i staudebedene. Senere fulgte Wolfgang Oehme og James van Sweden, og siden 1990´erne, har de hollandske herrer Ton ter Linden, Henk Gerritsen og ikke mindst Piet Oudolf markeret sig som plantepersonligheder og skabere af havetyper, vi hidtil ikke havde set. Det er tankevækkende at det alle er mænd, der har fremmet brugen af prydgræsser, sammen med staudetyper på mere end 2 meter i højden. Bedene eller rettere beplantningerne er på denne måde blevet en væsentlig del af selve havernes arkitektur. De skaber vægge og rum i kraft af deres enorme vækstkadence og er på denne måde blevet en god afløser (eller supplement om man vil) for de haver, der udelukkende består af høje tætklippede hækvægge, fyldt ud med traditionelle blomstrende staudebede.

Sandrørhvene med sort baggrund af rød hjortetrøst
Man kalder da også stilen for "The Dutch Wave", som var en fornyelse og et sundt og nutidigt modstykke til den lidt gammeldags "Rosemary Verey-style", som har været specielt englændernes foretrukne havetype i mange år. Ikke desdo mindre har englændere været hurtige til at byde den nye "bølge" velkommen ind i haverne og man ser gang på gang i udenlandske havetidsskrifter og på internationale websider fra både England, Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig etc. det ene smukke haveanlæg efter det andet, som er skabt med varierede arter af prydgræsser og kraftige stauder, der ikke har gennemgået den samme hensynsløse forædling som mange af de traditionelle staudetyper. Der er også tale om stauder og græsser, der fremviser nye og smukke sider i forfaldsperioden fra oktober til langt hen i januar.

De 2 meter høje spir af veronicastrum står der stadig langt ind i vintermånederne med en smuk kanelbrun farve
Danmark sakker fortsat bagud når det gælder denne nye havetype. Men heldigvis har jeg erfaret at det stadig oftere sker, at mine kunder i den yngre alder, er interesserede og modtagelige overfor mine plantegninger med plantetyper, der tager afsæt i det mere naturlige look, hvor prydgræsserne og de naturnære stauder får lov at spille hovedrollen. Og er herren i huset med på råd, når den nye have skal anlægges, er det mere reglen end undtagelsen, at der bliver plantet mange prydgræsser i det nye haveanlæg. Forhåbentlig vil den hollandske bølge skabe mere end blot små krusninger i danske haver, i årene fremover.

Løvehale modstår strid blæst, regn, slud, tung snevejr og bliver stående rank og strunk helt til næste forår.