En stor gårdsplads med pigsten og for enden et gammelt og udtjent drivhus var oplægget til at finde nye idéer for et mere brugbart og opdateret sted.
De fleste havefolk med drivhuse, har efterhånden indrettet dem så de både er vækst-steder og "solfangere" for familien, der kan sidde lunt og hygge sig, præcist som reptiler der suger varme til sig for at optage fornyet energi.
Renoveringen af det gamle drivhus jeg viser her, blev skudt i gang for et par år siden og fungerer nu som et ekstra rum for familien i både hus og have. Her er kun lidt planter i kummer, alligevel virker stedet hjemmelig med de valgte materialer og trods den spartanske indretning
Gården har fået plankeværk der afgrænser, nye hævede bede der møblerer og et renoveret drivhus med glasdøre, der giver adgang og forbindelse imellem den gamle have og den nye.
Gule tegl på gulvet, et simpelt bord af brædder og kastanjefletstole med fåreskind, gør drivhuset til et lunt sted at samles på kølige sommeraftener.