Dahliadrømme


Siden min barndom, har georginer associeret til mareridt om falsk lirekassemusik og halvdårlige cirkusforestillinger. Disse knoldplanter, der hen over sommeren kan udvikle sig til buskdimensioner med fede, kødfulde blomsterhoveder i alle afskygninger og størrelser så store som barnehoveder, har det meste af mit liv været eensbetydende med rigtig dårlig smag. Den grimme smag i munden kan jeg stadig få, ved synet af de kaktuslignende sorter i ekstreme, unødvendige farvekombinationer. Det er tankevækkende at vores smag for vækster kan være så forskellige. Selv inden for samme planteslægt. Jeg oplever nogenlunde det samme fænomen med roser, på ture i rosenplanteskoler. Nogle hviner af fryd over specielle sorter, andre fyldes med væmmelse over de selvsamme planter.
Men i år skal det være. - Nu skal der være fest i køkkenhaven. Jeg har netop lagt dahliaknolde i fire bede, - præcis som jeg oplevde min gamle morfar gjorde det i forlængelse af kartoffelstykket . Og det var lige så sikkert som amen i kirken, at de kvitterede med farvestrålende blomsterhoveder, der til forveksling lignede dem, som de store karle fra gårdene skød kridtet af i skydeteltet, når tivoli på omtrent samme tid, havde slået teltene op og inviteret sognet til gøgl i den nærliggende landsby.
Jeg har endelig overgivet mig til gøglet og den halvdårlige smag.
Køkkenhaven skal nemlig bugne i år.
Også af farver.
Og jeg føler mig helt overbevist om at de dahliaer, som nu er lagt i jorden, fuldt ud vil leve op til mine sensommerdrømme om hustruens bugnende buketter i stuernes vaser indtil den dag , - eller nat, hvor dahliadrømmen brister i nattefrosten, og som gør det af med georginehovedernes eventyrlige festforestilling.

Om det lykkes ved jeg endnu ikke. Men man har da lov at drømme.

Nu vælter de op
















Et forår efter en streng og lang vinter resulterer som oftest i at alt eksploderer og bliver brændt af på ganske kort tid. Det er bare om at nyde det hele og suge til sig af alle indtrykkene. Blomsterløgene afløser hinanden med en ekstrem fart. For små fire uger siden, lå her mængder af sne på jorden og siden da er vintergækker, våradonis og krokus blomstret og visnet. Påskeklokkerne er heldigvis "længere i spyttet" og har taget over sammen med snepryd og nu står de første tulipaner klar med spæde blomsterknopper, der skal fortsætte festen i min have.
Alt imens besøger jeg andres haver, giver råd og vejledning, og tegner planer for nogle, der har besluttet sig for at leve deres havedrømme helt ud i virkeligheden.
Her i Ellipsehaverne har vi fået vandspejl, driverhuset mangler stadig glas, men "det ligger i ordre" som tømreren har sagt. Bare det så ikke bliver liggende der! - Flere steder i haven er der lagt faste stier, så man kan gå tørskoet rundt. De giver samtidig en fornemmelse af et beboet sted hvor det faste gulv giver flot kontrast til de grønne vægge og det farvede, bløde plantemateriale i bedene. - Alt det glæder jeg mig til at se her til sommer. Inden jeg får set mig om er vi sikkert der? - Når bare ikke sommeren også eksploderer i et eller andet? - Tørke eller regnskyl. Det er måske i virkeligheden det, som er det mest tankevækkende og interessante; vejret, der er en meget stor del af den proces vi selv har sat i værk, ved at plante, så og gøde, luge og vande, binde op og beskære, for at udleve vores drømme og skønne haver.

Et lille ps:
Mange spørger om åbningstider i Ellipsehaverne. Det fremgår på forsiden af hjemmesiden og det er de tider man kan regne med. Store selskaber kan selvfølgelig stadigvæk ringe og lave aftaler med rundvisninger udenfor den almindelige åbningstid.

Høsttid i prydhaven















Slutningen af marts begyndelsen af april er sidste frist for at nedhøvle staudebeddets græsser og vinterstærke stauder. Helt bevidst har jeg valgt planter i græs- og staudebeddet, der formår at stå oprejst med smukke frøstande langt ind i vintermånederne, så der også er noget at fornøje sig over på den tid af året. Den sekundære gevinst, er varmen over arbejdet med at klippe, rive sammen og køre væk når skuespillet er ovre og det hele er kolapset. I år gør jeg forsøg med at køre hen over noget af staudebeddet med rotorplæneklipperen, så det visne plantemateriale kan gøre gavn som bunddækkemateriale. Måske er det måden at minimere sliddet på fremover? - Jeg har før sagt det; havearbejde, der har karakter af rengøring bryder jeg mig ikke om. Men her er det nødvendigt.