"At tilbede det smukke og hade det grimme er umodent"

Sådan lyder et gammelt japansk ordsprog og første gang jeg hørte det, følte jeg mig en lille smule provokeret. Jeg tror meningen nogenlunde er den samme, når den engelske haveskribent Robin Lane Fox udtaler; at han i takt med stadig større viden og mere indsigt, må erkende at der ikke findes en grænse imellem dårlig og god smag.



De bedste haver jeg kan komme i tanker om, er da også begunstiget med en vis form for forundringsværdi og ikke mindst en hel del mærklighedskvaliteter. Elementer der kan få mig til at stoppe op og som jeg ikke umiddelbart har set før. Havebegereber jeg ikke kan forstå eller afkode med det samme eller finde en selvfølgelig mening med. Sådan har jeg det også med malerier og billedkunst generelt. De billeder, der giver et bud på eksempelvis en ny farvesammensætning, der gør op med alverdens farveteorier og principper, og som kan give mig en en fornemmelse af at "jeg ikke har forstået det hele endnu", er utrolig berigende og livsbekræftende for mig. Der er stadigvæk nyt at lære forude og god mulighed for at jeg fortsat kan udvikle mig. Ofte er det også der, hvor en blomst eller plante har placeret sig som selvsåer, man får de gode aha-oplevelser og som får een til at arbejde mere fordomsfri med haven og forsøge at arbejde med nye teorier og principper.
Ikke sjældent oplever jeg kompositioner i haven, det kan være arkitektoniske, formmæssige, anderledes farvesammensætninger, tankevækkende materialesammenstød etc, jeg i første omgang ikke rigtig kan "greje". I stedet for at dødsdømme det med det samme, måske fordi jeg ikke forstår det, - øver jeg mig konsekvent i at vente og vente og måske tænke lidt og stille nogle analytiske spørgsmål, før jeg beslutter mig om det er noget jeg kan lide eller ej.
Jeg er godt klar over at ovenstående kan lyde frygtelig helligt.



Men i modsætning til mange, er jeg nok af den opfattelse, at vi her i landet mangler smagsdommere. Ikke at de skal bestemme hvad vi skal mene, kunne li´ og ikke li´, men deres udtalelser kunne få debatten til at rulle og menigmand til at engagere sig og blive lidt klogere.
Et samfund, der har afskaffet sin elite og sine smagsdommere, bliver et meget eensrettet og kedeligt samfund, der er uden diversitet og udvikling - og muligheden for at føre den kvalificerede samtale om skønhedens og grimhedens æstetik forsvinder hermed.

..........at holde hvad det lover.



Og det gjorde det så. En lovende varm sommer, pænt med nedbør og belønningen: bugnende bede med grøntsager og blomsterværk til vaserne, - og vi høster og plukker endnu.
Den røde grønkål er lige så let som den grønne og får lov at stå i køkkenhaven indtil den ikke kan mere. Den kunne også være fin i staudebedet som neutraliserende bundfarve. For høster man den til grønlangkål kan det blive en lidt klam affære, da resultatet bliver gråt i gråt, præcis som rødløg der steges bløde i smør på panden. Det kunne ellers være fint at servere mørkerøde grønkål til jul, men det lader sig altså ikke gøre.



Den røde grønkål blev plantet symetrisk i fire bede, giver et arkitektonisk indslag i køkkenhaven.



Sammen med de små dahliahoveder, dildskærme, kæmpe jernurt, porrernes blålige blade og den røde grønkål, fremtrylles der et strålende farvebed der kan lidt mere, end det regulære køkkenhavebed.



Drømmen i det tidlige forår var en frodig køkkenhave der kunne byde på andet og mere end grøntsager. Ind imellem har vi diskuteret om dette andet blev for meget, men jo nærmere vi kommer de kolde nætter, jo flere buketter henter vi ind i stuerne for at nyde de sidste rester af alt det livsbekræftende en køkkenhaven med blomster kan præstere. Og uden en egentlig ekstra indsats. De plejes i samhørighed med alle de spiselige sager. Men måske skal næste års farvesammensætninger være endnu mere raffinerede?