Rooms with views - værelser med udsigt

Det meste af min have blev anlagt ud fra den idé; at der skulle være mange rum, lange gange med udsyn og sigtelinjer der synsmæssigt kunne `binde haverne sammen´.  Haven er på vej ind i sit syvende år og hækkene af de 2500 bøg, har nået en højde fra 1,5 til over 3 meter og er blevet så faste i formerne at der nu er tale om vægge. Fra begyndelsen var det meningen at landskabet omkring skulle være en del af haven altså ingen hortus conclusus her, men alligevel er der over 7 rum i min have som lukker omkring sig selv. For at de kan ånde og for at der kan komme luft ind, har jeg forsynet dem med smalle og brede døre og små og store vinduer. Ens for dem alle er, at de har et formål: de skal enten forstærke en udsigt, forbinde to haver, eller føre et bestemt sted hen.
Ingen er lavet kun for pyntens egen skyld.

For enden af min staudehave har jeg klippet et hul i det gamle hegn og lavet en dør. Nu er den gul, da kornet på marken er ved at modne. I foråret var den grøn, og når høsten er færdig i august bliver døren brun en kort overgang, når bonden vender jorden med ploven.
Indgangen ned til køkkenhaven ude fra `Mindelunden´, fortsætter i en lang korridor videre ned igennem de andre haver.
Hækkene er efterhånden blevet så høje at jeg kan lave døre med overkarm, der forstærker udsigten ned igennem haven
 Bag ved cementkummen er der en lille døråbning med udsigt til kirsebærhaven.


 Fra haven `Det Gyldne Snit´ er der skåret en dør igennem tre hække med udsyn til de gamle træer i hegnet mod vest.
 Fra `Mindelunden´ er der et fint kig ind i `Hasselhaven´ med solstrejf på plænen.
 Igennem den dobbelte hæk `Kavalergangen´ er der klippet to ellipseformede vinduer så man kan kigge på tværs igennem haven.
 Et ovalt vindue med udsigt til hjortetrøst.
 Den 100 meter lange `Kavalergang´ ender i en lysport af solbeskinnet gult korn.
 Et andet kig igennem et vindue.
To døre igennem `Det tomme rum´
 Udsigten fra `Måneskinshaven´ op igennem tre andre haver.
 I den grønne væg bag stolearrangementet er klippet et lille vindue med udsigt til staudebedet.
Køkkenhavens hovedsti med ligusterklodser, styrer udsigten ind igennem tre lag hække til staudehaven.

Wirtz - Det 20-århundredes Le Notre

Det er ikke uden grund at Jacque Wirtz er blevet kaldt det tyvende århundredes Andre Le Notre, skaberen af de franske barokhaver ved bl.a. Vaux le Vicomte og Versailles.
Der er på samme tid, både en modernitet og gammeldags romantik over mange af de anlæg der er skabt på hans belgiske tegnestue siden 1960´erne.
Selv facineres jeg af de rene og magiske kurver, de nøjagtige former og den overbevisende rumvirkning som de styrede beplantninger giver i deres tilrettelæggelse, præcis som i de gamle renæssancehaver, men her i et nutidigt formsprog. 
Jeg medgiver at det er både minimalistisk, køligt, afdæmpet, nærmest underspillet og slet ikke bæredygtigt på nogen måde som man kunne ønske af nutidige haveanlæg. Men jeg fængsles af magien i linjer og flader, når de er til at aflæse, nøjagtig som den forunderlige skønhed man finder i støvdragere og kronblade på selv den mindste blomst.



Jeg ville aldrig begive mig af med at lave den slags haver for mine kunder, men som et pædagogisk trick, kunne man godt anvende wirtz-modellen i skitseform for mange nybagte havefolk, for at illustrere: at der først skal skabes rammer, vægge og struktur, - og siden hen kan haven møbleres med `ting´ der har blomster.


Alle fotos her er fra Wirtz Internationals egen hjemmeside:




`Gardens are for People´


En titel på havebogen fra 1955 af Thomas D. Church, men også en overskrift på stemningen i Ellipsehaverne d. 17 juni 2012
Claus fortæller om den `Maximalistiske have´
Opmærksomme lyttere
Bent Vinkler i solskin

Parterre
Afslappet stemning og samtaler i det grønne
...børn leger..
slentretur med "forbudt passager"...
stemning i `Det gylden snit´
plantekøb med råd og vejledning..


`People in doors´
Alle fotos af:
Rasmus Bruun Liboriussen

Vi er i chock, vi er rørte og meget taknemmelige

Dagen derpå...
Festivalsti

de forladte selskabslokaler

burde nok have sat et lignede skilt op flere andre steder :-)


Det er virkelig dagen derpå for os.
Jeg drak en halv fadøl, da de sidste gæster forlod haven og jeg har stadigvæk det man på godt gammeldags engelsk kalder for: hangovers!!
Det var uvirkeligt! Folk stømmede ind, den ene bildør smækkede i efter den anden ude på marken og folk fra hele landet, også Bornholm, Sverige og Norge, myldrede ind på gårdspladsen og stod i tålmodig kø. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og må knibe mig i armen. De fleste af de særligt indbudte med boder og indslag meldte tilbage om en god dag, mange gæster kom og sagde pænt farvel og tak, og naboer og venner kom og gav en hånd, så det ikke brændte sammen.
Der er meget at glæde sig over og også en del at tage ved lære af, men man spørger ikke lige en nybagt mor om hvornår hun skal have den næste, vel?

Det er også en stor glæde at se Claus´ omtale af arrangementet og de søde kommentarer, Tims billedserie og lune billedtekster....og ja jeg har ikke været rundt hos alle havebloggere som var her, og flere nåede jeg ikke at hilse på. I skal give jer til kende når I sådan kommer rendende :-)

Mange hilsener og stor tak til alle her fra!

De sidste - Garden Party - informationer

Mange mailer, flere ringer og stiller spørgsmål om dagen på søndag:


Er der ordentlige parkeringsforhold: Ja vi har to tdl. græsmark til biler

Kan man komme rundt i kørestol: Ja, der er græsstier de fleste steder

Må man tage sin hund med: Nej der er ingen adgang for Molly og King og de andre søde hunde

Kan man spise sin medbragte mad og drikke sin egen kaffe? - Nej ikke inde i haven, men udenfor

Kan man se Ellipsehaverne på andre tidspunkter end på søndag? Ja, vi har åben hver dag de næste 14 dage, og herefter er de lukket.

Går der bus fra Århus? Njaaaaa.... til Tirstrup (122-123), og herefter er det på gåben 3 km., eller i en taxa.


Gode idéer:
Tag varmt tøj på og med
En lille klapstol
..eller et tæppe
Kontanter, hvis du får lyst at shoppe
Et fuldt opladet fotoapparat
Tålmodighed og godt humør

Vi ses....

Det er IKKE en privat fest...

 Vi bliver nok nødt til at inddrage noget af havens udenomsarealer, hvis gæsterne skal kunne få luft ind imellem :-)!!
Denne billedcollage er af den svenske fotograf og havebogsforfatter Gabriella Dahlmann, som besøgte mig i slutningen af juni 2010.

Jeg får stadigvæk søde mails fra folk og interesserede havemennesker, der forsigtigt spørger: om de må komme til The Garden Party nu på søndag, eller om det kun er for inviterede? andre; - om de må komme dryssende senere end kl. 12? og andre igen om de skal bestille billetter?

Det skal man ikke. Bestille billetter. - Og man må komme når man har lyst. Det er en lille havefestival, for alle der er interesserede, og vi håber selvfølgelig der kommer mange...og ikke flere end at vi kan være her. Ellers tror jeg på, at alle gæsterne vil være tålmodige og hjælpsomme, så vi allesammen får en god dag. - Jeg har fået mails fra både Sverige og Norge, Sønderjylland og Skagen, Fyn og Sjælland og jeg er ret så overvældet, glad og taknemmelig over den megen interesse. - Det er næsten uhyggelig spændende, hvor mange der kommer.

Glæder mig til at se jer og håber I vil medvirke til at det bliver en god dag for alle.

Så er det lige før....

 ...og vi har rygende travlt!



»Ellipsehaverne, som vi tog første spadestik til i 2005, har dannet ramme om flere tv-udsendelser og bliver på dagen scenografi for nogle af landets haveeksperter og markante udstillere, plantemænd og plantekvinder, der har gjort sig bemærket i landets havekredse med hver sit specialområde, og som hver især har lovet at bidrage til en festlig og interessant dag«, siger Kjeld Slot.

uddrag fra Stiften....
Du kan læse hele artiklen her:
http://stiften.dk/syddjurs/stor-havefestival-paa-vej-i-ellipsehaverne

Det stiliserede vandhul

Skal det være med - eller vil du helst have det uden?
- Her mener jeg planter i vandet. For hver gang vi laver vandhuller i haven, så må vi tage stilling til om det skal være med, eller uden planter. Det sidste kræver nemlig en større indsats med at renholde, med mindre man har rindende vand eller store pumper, der kan rense vandet i hullet, der uvægerligt vil udvikle sig til sump eller mose på ret kort tid, hvis vandet står stille og ikke vedvarende bliver udskiftet eller cirkulerer.

Vådområder som disse ved Salling, har sikkert været inspirationskilde til mange forsøg med vandløb og des lige, eller det mere stille, som nedenunder, der kan betragtes som en stiliseret grøft/ kanal der løber igennem en sø.
Den renoverede barokhave ved Ledreborg.

Magisk kurve mellem græs og vand i min egen have. Jeg valgte at hente inspiration i det lille vandhul, som man ofte ser om efteråret og vinter i lavninger på marker med vintersæd.
Forårshimlen spejler sig i overfladen

Snepryd i græsset omkring den blå spejlskive


To rækker tyrkisk hassel indrammer de sejlende skyer på himlen
Tæt på, spejler husfacaden sig i vandoverfladen og giver mindelser om voldgravens effekt.

De første nætter med frost skaber grødis og laver et spejlbillede i "materet glas".
Placeringen af vandhullet og den runde form var vigtigt, da den ud over spejlinger og liv i haven også skulle "samle" de forskellige elementer af gamle træer, nye trærækker, en dåseformet taksformation på plænen og samtidig forstærke sigtelinjen ned i haven. Da vandet ligger ret højt oppe i haven må den præcise runde form ligeledes signalere, at det er et menneskeskabt produkt og ikke en illusion af et naturfænomen. I så tilfælde, ville vandet jo løbe helt ned i bunden af haven og samle sig der. Det er vigtigt at holde arealet fri for haveting og sager, så plænen omkring og de buede takshække på hver side, bliver en væsentlig del af havebilledet.

Ind imellem, finder jeg også at vandhullet er omgærdet med uhygge og dramatik. Fantasien kan hurtigt fremmane et billede af en 25 meter dyb brønd man kan drukne i.
"The final cut" - Det er vigtigt at få slået græsset tæt inden vinteren, så de forskellige elementer får lov at spille præcist op til hinanden.

Vandspejlet skal ses på afstand. Det er ikke meget værd hvis man står ved kanten og glor direkte ned i det. Her er intet at se og opleve, ud over en rusten jernbund 15 cm. under vandoverfladen.

Det sker to eller tre gange om året, at jeg fylder vand i. For det meste når jeg synes jernkanten bliver for tydelig og vandspejlet ligger for langt nede under græsset. Ellers tømmer jeg det kun og renser det en gang hvert forår.

At stilisere noget, betyder at man trækker det væsentligste ud af det man vil vise, eller i dette tilfælde; vil tegne og forme, - undlader alle bagatellerne og uvæsentlige detaljer, og herefter udtrykker med præcision og akkuratesse hovedindholdet af det man vil fortælle.