KERTEPILEURT ER EN FARLIG PLANTE



Det skulle man næsten tro, når man ser hvor lidt udbredt og sjældent anvendt den er i haverne. Der er sikkert dem som vil hævde, at det er en kommunal plante, eller at den er både invasiv og giftig i fejlagtig forveksling med den noget større plante, som man finder forvildet i naturen og som af nogle kaldes pilurt og andre; japansk boghvede. De to pileurt har intet med hinanden at gøre, men de har det til fælles at de passer sig selv og på det nærmeste; kvæler alt ukrudt på jorden under dem. Den jeg her vil anbefale er den lille kertepilurt, på latin: Persicaria  amplexicaulis og det er en utrolig nem og driftsikker plantegruppe, der virkelig fortjener mere udbredelse i danske haver.

 

Det er en plantegruppe der udmærker sig i små gentagne grupper i større staudebede, for de skal nok klare sig mellem alle de andre planter. De er også eminente i større flader fordi deres blomsterstande er så små og elegante med de oprette spir og danner en god kontrast til det grove bladværk på planten, der hurtigt danner en form. I mindre haver kan de nemt styres med spaden og de bliver aldrig besværlige hverken at grave op eller plante ud. Og så findes de selvfølgelig i forskellige højder.
Så kommer vi til farven.
Jeg ved at mange har det svært med rødt, og specielt røde farver i staudebedet. Men lad mig have lov at forklare: rødt er ikke bare rødt, selv om den hører til primærfarverne. Rødt kan hælde mod gult, hvidt, sort, og blåt og efterhånden er der kommet så mange sorter at de findes i et utal af nuancer. Men det er med persicaria som det er med rosengruppen: En plante skal ses på stedet og vurderes med farve højde og drøjde i de rette omgivelser, og ikke vælges og anskaffes ud fra farvepigmentet på en glittet side i et plantekatalog. man må se planten i blomst.
I forlængelse heraf er det værd at bemærke at plantens farvede blomsterstande har et meget transparent (gennemsigtigt) udtryk (farvevirkningen bliver ikke så koncentreret) og derfor egner denne plantegruppe sig sammen med snart sagt alle andre staudetyper, inklusive prydgræsserne.
Særligt sammen med dem, smitter farverne fra persicaria af på omgivelserne og persicaria planternes struktur giver via bladværket en solid tyngde og de slanke spir på stilkene; en bemærkelsesværd lethed til et hvert bed.
Blomstringen varierer en smule fra juni til frost. Nogle har kortere blomstringstid, men fælles for alle er at deres bladmasse nærmest forsvinder helt fra jordens overflade kort efter den første nattefrost. Man skal altså ikke køre haveaffald væk. Eneste minus er at vinterhavens bede har bare pletter der hvor de står, så derfor er det en idé at plante dem lidt inde i bedet.

 Tørke og efterårsvejr med let nattefrost har stort set samme virkning på bladmassen: Den gløder før den forsvinder fra jordens overflade.






En plante eller to af den vilde art; Persicaria polymorpha, står her bagerst i et af mine store staudebede med sine spektakulære blomsterstande, der holder det meste af sommeren og visner i en `ikke ucharmerende´ brun nuance hen på efteråret. Det er virkelig en plante der vil noget og som let bliver tre meter høje på en sæson.
Jeg har ofte talt med Anne Svane fra Staudestedet om hvor uforståeligt det er, at de fleste af hendes kunder i butikken går pænt uden om persicaria. Måske kender de den ikke eller  fejlagtigt tror at den er farlig?

Har man fået lyst at prøve planten så kan jeg varmt anbefale et klik på Annes webshop og en lille surftur på den belgiske havearkitekt Chris Ghyselens hjemmeside. Han er også plantemand og har fremavlet et hav af smukke sorter i alle mulige skønne farver og former. Se alle Chris´ persicariaer her og find Annes webshop her - det kan til gengæld godt blive farligt for dankortet.
De to øverste fotos på indlægget er fra Chris´ hjemmeside.

SNYDT!

Normalt har jeg det ikke sådan at jeg føler mig snydt hvad angår årstiderne. Og jeg hylder også ordsproget om dårlig påklædning frem for dårligt vejr. Det hører ligesom med til hele havegamet at man ikke må forvente bestemte begivenheder gentage sig på bestemte dage og bestemte årstider. Man må leve med haven i stedet for imod den. Nuvel, man kan da sikkert genkalde sig lyden af brokkehoveder, hvis vejret ikke har levet op til forventningerne, - eller gøre det til en dyd at agere hverdagens lokale meteorologer med opdateringer på nedbør og temperaturer etc. i havens blomsterbede og randområder, hen over hækken eller på andre sociale platforme.
 Netop i år har jeg haft en snert af at føle mig lidt snydt og et større behov for at tale om vejret end før hen. Jeg elsker nemlig de vinterkolde rimfrostmorgener før løvet er faldet hen i oktober. Dem har vi ikke haft her.
 Og kontrasten mellem det morgenhvide sølvlag, der har lagt sig som et transparent tæppe hen over de endnu ikke kollapsede staude- og græsbede i begyndelsen af november er noget af det bedste jeg ved og som jeg mener at have til gode.
 Græsser der flammer op inde bag sølvskæret som den sidste farvehilsen fra sommeren er som et festfyrværkeri der endnu lader vente på sig
 og de afpillede sølvsprayskeletter af plantestængler, der læner sig ind over havestien og gør det næsten umuligt at passere, er efterårsmotiver jeg holder rigtig meget af og som nu er for sent at forvente.
Det er først de senere år jeg er blevet opmærksom på at ikke alle er begunstigede med disse knitrende frostkolde rimmorgener hvor græsset knaser, lyden af stilhed er øredøvende og kulden svirper i næsen. Her er ikke brug for opdateringer, for de fleste kender følelsen af denne renhed, der indtræffer hvis sammenfaldet af de forskellige forhold er tilstede: temperaturen der falder tilstrækkeligt, luftfugtigheden der er korrekt og vinden der har lagt sig helt til ro. I mange byområder er temperaturen for høj og forureningen for tung til at disse scenarier er tilbagevendende årlige begivenheder. Her er vi så heldige at bo på spidsen af Jylland nær kysten, og så privilegerede at den frostlomme, der strækker sig hen over haven gør, at disse rimfrostscenarier gentager sig i oktober og november, når de fleste andre har plusgrader. men ikke i år.- Jeg må nøjes med at genkalde fornemmelsen af denne uskyldsrene havetilstand ved hjælp af fotos fra sidste års rimfrostdage.

Det er lidt snyd!

LUDO

Har fået en invitation i en mail med et billede fra søde venner på Falster, som jeg for nogen tid siden lavede en haveplan for og som de har arbejdet på siden. Det var et stort ønske for dem at få hække og særrum, som kan fyldes ud med  forskellige plantesamfund, som tiden, lysten og trangen kommer.
Her over ses en fri-hånds-axonometri-skitse, der viser inspirationen fra et velkendt brætspil med korsgange og fire cirkler. For at opnå nogle uens og dynamiske mellemrum og for at kunne trække nogle tværakser imellem rummene og korridorerne, så de ikke følger den slagen geometrifascisme, har jeg rykket de fire cirkler væk fra deres normale placering. Jeg må  snart komme til Falster og besøge de garvede havefolk for at se hvor langt de er kommet og ikke for at spille ludo.

MORE THAN 15.000 TIMES


Opskriften på idéen til denne beplantning, kommer fra et foto jeg en gang har taget af gyldne solstrålestriber der fremkaldes når de rammer et blåt hav. Det er ganske vist før set. I nogenlunde tilsvarende udgaver i Engkjöping, Chicago eller for endnu længere tid siden i Berlin i en vildere udgave og i det som hedder Mauerpark. Det handler i alle tilfælde om den blå farve og det som får den til at blive ekstra blå, så man også i Odsherred i forlystelsesparken S. Sjælland kan få en blå oplevelse.

Listen her lyder:
1440 stk. Salvia nemorosa 'Blauhügel' i flere grupper
1440 stk. Salvia nemorosa 'Caradonna' i store grupper
1440 stk. Salvia nemorosa 'Mainacht' i flere grupper
1440 stk.Salvia nemorosa 'Ostfriesland' i mange grupper
1800 stk. Sesleria autumnalis i aflange plamager på tværs af to bede, som får dem til at hænge sammen.
 
Og til ventetiden:
6000 stk. Allium aflatunense i smalle strøg uafhængigt af salviesorternes placering
+ 1500 Allium sphaerosephalon i felterne med græsserne.
4 mand i en uges tid tager det når der mere end 15.000 gange skal stikkes en skovl eller planteske i jorden for at lave huller til enten græsserne, prydsalvien og de to slags prydløg.
Efter endt arbejde kan man glæde sig til medio maj, hvor den første farvebølge skyller ind over de hævede bede og som man kan nyde  på turen på hulvejen, der skiller et planteareal på godt 800 kvm. i to ulige store dele.
(Sesleria får en gulgrøn farve i stråene (solstrålerne), som lyser op og giver kontrast til de blå læbeblomster i salvien (havet))

HERRETUR...

 


I sidste uge blev jeg inviteret med på en studietur til København, Nordsjælland og Skåne, arrangeret af arkitekt Anders Barslund, der bød på; snak og kig på arkitektur, landskab, by og billede.. og ikke mindst; et særdeles fornøjeligt selskab med to meget sympatiske interessefæller. Den anden herre var fotograf Steen Gyldendal som har sendt mig en billedserie fra turen. Jeg har tilladt mig frit at plukke.
 

Øverste foto: Lyngby Parkkirkegård fra 1952 af Harald Plum og Henrik Iversen, består bl.a. af mange korsformede gravrum dannet af skarptklippede bøgehække, hvis horisontale overkanter virkelig understreger de maleriske kroner på fritvoksende fyrretræer. Farverne på dette smukke fotografi giver en nærmest æterisk virkning, som forankres  og holdes i ave af den tunge bygningsmasse, der ligger som en meget lang, nærmest uendelig blok og giver tyngde. (herunder)
 
SLA - Stig Lennart Anderssons tegnestue, har begået et helt særligt anlæg i hvidbeton, græsser og træer omkring Lundgaard og Tranbergs smukke bygninger ved Kalvebod Brygge, hvor bl.a. SEB holder domicil. Jeg er temmelig vild med projektet. Både huse og haver. Når man går i anlægget udfordres balanceevnen. Befæstelsen, som jo her er i støbt hvidbeton, får sammen med plantematerialet, en helt særlig karakter og i stedet for at være hinandens modsætninger komplimenterer de i materialitet.
Den fejede overflade afslører sporrester af plantematerialet, der har sat mærker. Således kan betonen ikke genfremstå som nystøbt efter rengøring men må leve med aftryk af vækstmaterialets levede liv. Her og der er træer forankret med wirer, formentlig for at de ikke skal blæse omkuld. Men forhåbentlig kun en overgang, ind til de kan stå af sig selv uden krykke.
Et sammenstød der skurrer i mit æstetiske center, er der hvor SLA´ anlæg tørner sammen med Rigsarkivets taghave i baggrunden. Der er ikke noget galt med de to anlæg isoleret. Men formsproget i SLA´s anlæg skulle  efter min mening, have været afsluttet med samme tone i linjeforløbet, som resten af projektet. Her tørner de to sprog sammen i en lige skarp tværlinje uden at berige hinanden. De minder mig om hvor lidt rum der ofte tildeles til 2 forskellige udstillingshaver, der så må slås om pladsen på en havefestival.
Haveanlæggets smukke bede i organisk formsprog og stærke kontraster i materialerne kan opfattes som en forlængelse af det der sker inde i bygningerne. Her er man ikke tilbageholdende på samme måde som mange private bygherrer kan være det; grov beton mod sarte stuccolignende lyse flader skræmmer ikke.
 Rør og runde huller skær sig vertikalt igennem dele af bygningerne
og selv i lille skala er der kælet for detaljeringer mellem grovkornet stoflighed på krumme betonvægge mod spinkle håndlister af stål beviklet med handskeblødt læder. 
Næste stop var Tegnestuen BIG´ Søfartsmuseum i Helsingør ved Kronborg. Jeg interesserer mig ikke meget for søfart, men jeg kan anbefale arkitekturinteresserede at opleve bygningen med egen krop. Museet ligger under jorden. Ad et svævende zig-zag-forløb, der helt typisk for tegnestuen fungerer som både ankomstvej på taget og som tre udstillingsrum, ledes besøgende ned i en gammel tørdok og videre ind i udgravede  hulrum på begge sider af dette rustikke og meget smukke forsænkede hul i skibsform ved Kronborg.
 
Det er netop kollisionen mellem de rene flader og den rustikke patinerede beton der giver stedet liv.
For tiden læser jeg SUPERNATUR af Malene Hauxner, om Europæisk landskabsarkitektur fra 1967 til 2007 set fra Danmark. En interessant beskrivelse af landskabsarkitekter og byplanlæggeres arbejde med nutidige problematikker i urbane områder de seneste snart 50 år. Og så er det virkelig en mærkelig fornemmelse pludselig at vandre rundt i Jakriborgs splinternye middelalderlignende gader imellem Malmø og Lund. Et boligprojekt fra 1998, der hylder de gamle byggemetoder og som af kritikkere udskældes som kulisseby og middelklassens svar på Christiania.
Det kan man til gengæld ikke beskylde Lunds Domkirke for. Det har alderen og er et monumentalt byggeri der minder meget om Viborg og Ribes domkirker. Her vil jeg gerne have lov at rose byplanlæggeren/ landskabsarkitekten for at have anvendt lokale belægningsmaterialer. De er sikkert fundet i regionen eller måske på Bornholm. Ganske anderledes forholder det sig med den nye plads og de importerede belægningssten ved Ribe Domkirke. De skulle aldrig have været skibet ind på denne lokalitet, hvis nogen skulle finde på at spørge mig.
Turning Torso i Malmø. Interessant! Spektakulært! En effektfuld konstruktion.
men bo der?
 Det beror vel også på øjnene der ser? - her i et fabelagtigt udsnit af vandspejlet ved foden af det mægtige højhus, der ligesom
alle de  øvrige fotos er af Steen Gyldendal (herover), og ejer af El Corazon. Ud over at være fotograf langt ind i hjertet og tale varmt for portrættet, så bruger han også hænderne flittigt, når han forklarer.(Her kom jeg vist til at pille lidt ved hans kamera.)
Og Anders Barslund der tilrettelagde turen, - han bærer sin arkitekt i rygraden og begejstres, som det måske ses; for originalitet og personlighed.

Tak til de herrer for genopladte batterier.

HAVER ER IKKE KUNST - MEN DET KAN VÆRE DET

Havefolk generelt er nok en gruppe, der ikke særlig ofte taler om kunst i havemæssig sammenhæng. Alligevel ser og hører man nu og da, at der peges på et bestemt haveanlæg, på lige fod med et foto, en bog eller en film hvori emnet omtales eller vises, og at det beskrevne haveanlæg kategoriseres som kunst. Men herefter ophører videre forklaringer. Ofte bliver man overladt til selv at skulle definere årsagen og finde argumenterne for at bestemte ting benævnes som kunst. Eller finde en forklaring på, eller mening med at noget fremhæves frem for andet som værende det.

Og ja; kunst opfattes også subjektivt, og kan i den forbindelse være nogles argumentation for at det ikke kan og skal diskuteres.
For har vi ikke alle fået en grundlovssikret ret i dåbsgave til at udråbe en have, et billede, et stykke musik eller lyrik som værende kunst, hvis vi får lyst, hvis vi er af den helt personlige holdning og uden at vi absolut skal forklare os? - Er det ikke nok at vi hæfter ordet kunst på elementet, hvis vi synes det fortjener det?
Hvad mere kan man forlange?
Men derved bliver det kun et personligt statement uden underbygning og for det meste en hurtig afslutning på en samtale, der ellers kunne blive interessant. Splitsekunder efter at vi er blevet bedt om at forklare os, snupper vi den nærmeste bagdør med ord som ”jamen det mener jeg det er” eller ”det er det bare” eller hvis vedkommende bliver gået lidt mere på klingen; ”jamen det ved jeg ikke hvorfor, jeg har jo ikke forstand på kunst”. Eller måske den værste af dem alle: ”- smag og behag er så forskelligt, - og det kan man ikke diskutere!”  

Haver adskiller sig fra de mange andre kunstarter ved at de for en stor dels vedkommende bæres af stil. Og opgaven kolliderer dermed i nogle havefolks hjerner, da stiløvelse er den værste provokation, man kan udsætte dem for. For nogle er konsekvensen at de blot tager tøj på, frem for nogensinde at klæde sig. At kunne holde varmen, må være alt nok og i forlængelse heraf, kan man spørge, om det er tilstrækkeligt at maden er grå, når bare man bliver mæt?
Tesen om at årsagen skal findes i generel usikkerhed når vi taler stil, underbygger C. Th. Sørensen i bogen Haver – Tanker og Arbejder fra 1975 i afsnittet `Havekunstens oprindelse´:
Stilisering
”Ordet stilisering er brugt uden videre, som om det er entydigt som ordet læse. Det er det desværre ikke. Stil betyder beherskelse, oplyser ordbøger, men det kan også forstås som renhed, renselse, klarhed. Således som stilisering bruges her er det noget med at forfine, fuldkommengøre og forstærke det karakteristiske ved et objekt. (Måske dækker et ord som improvement.)”

I indledningen anfører han bl.a.: ”Det er vigtigt at erindre sig menneskets dybe trang til at gøre alt bedre, en evig stræben mod en uopnåelig fuldkommenhed, som er det egentlige, menneskelige princip. Vi vil gøre tingene teknisk bedre, avle mere og bedre, såvel planter som dyr…” Og senere fortsætter han ”…men det er egentlig ubegribeligt at vi har en lige så stærk, ja, ret beset stærkere, dybere og mere oprindelig trang til at gøre tingene skønne. Det er let og ligetil at vurdere vore tekniske resultater, mængde og kvalitet af hvede, frugt og kød, styrke og isoleringsevne i en væg og en ovns udnyttelse af brændsel, men hvad skønhed angår, er vi aldeles usikre. Vi accepterer begrebet, og at der er et overordentlig stærkt behov for skønhed. Vi er ikke tilfredse med at skabe hensigtsmæssige ting, funktionelle ting, det skal også være skønne ting, måske kun skønne ting. Jeg skal ikke her anføre mere kun fremhæve, hvor vigtigt det er at huske denne kendsgerning. Haver i de forskelligste former er netop ofte skabt kun med det skønne som formål, men alligevel vil havekunst for mange være et nok så fremmed eller uklart begreb. Så meget mere mærkeligt, som det saligste, mennesker verden over kan forestille sig, netop er en have, - paradiset.

Helt personligt tror jeg at en af forklaringenerne skal findes i, at der mangler indlevelsesevne og ord for at kunne begribe en have. At sproget der skal til, for at kunne underbygge en tese om at noget er havekunst, ikke er trænet. Eller kort og godt, vi har hverken lavet fælles, individuelle eller egne personlige præmisser for hvad vi mener der skal være til stede for at vi vil anvende ordet kunst i havemæssig sammenhæng. Vi gør det bare når det passer os og uden at gå dybere ned i materien. Vi lader os som regel nøje med ord som pænt, flot, skønt, smukt, dejligt, sødt eller yndigt og i forlængelse heraf med lyde som; Ihhhh! Åhhh! Neeeeej! og Waaaauuuuuuuw!
 
Havekunst praktiseres af forvænte kvinder
Jeg ved ikke om det er fordi vi lever i forskellige elitære universer og at der ikke er verbal udveksling imellem disse at forståelsen og indsigten ofte mangler? - Den svenske professor og landskabsarkitekt Thorbjørn Andersson, hævder i New Agenda – Dansk landskabsarkitektur 2003-08, at havekunst ikke er fremmed i Danmark, men er det i Sverige.

Citat:” I Sverige er der ikke mange der betragter havekunsten som noget særlig vigtigt. Forvænte kvinder der forsørges af deres rige mænd, helliger sig havekunsten i deres eksklusive hjemlige omgivelser. De helliger sig dermed også en virkelighedsflugt for at lindre det faktum, at de i virkeligheden er ved at kede sig ihjel”.

1- i noten bag i bogen kan læses: Det er muligt at velhavende danske kvinder keder sig lige så meget. Men hvorfor er f.eks. Karen Blixen i Danmark respekteret for sin fine smag, når samme fænomen i Sverige ville blive betragtet med mistænksomhed?

Jeg kan godt trække på smilebåndet men jeg forstår ikke pointen. Eller også er jeg bare ikke enig med ham. Karen Blixen var bl.a. kendt for sine fine blomsterarrangementer, og havde ikke havekunstneriske evner. Blomsterarrangementer har ikke noget som helst med havekunst at gøre, - og jeg mener da også at udtalelsen tenderer det populistiske og at det er en betænkelig måde at argumentere på da havekunst og en haves karakteristik som kunstværk heller ikke har noget med fin smag at gøre.
En have bliver ikke til kunst af sig selv i kraft af at den gror, - kunst er ikke tilfældigt opståede naturfænomener, men menneskeskabte artefacter.
Jeg hører nu og da folk proklamere; at nærbilleder af blomster med kronblade og støvdrager er større kunst end den nutidens kunstnere kan frembringe. Total forfejlet i min optik. Natur er ikke kunst. En blomst er ikke kunst og planter vokser ikke med henblik på at blive til kunst. Mennesker laver kunst, - naturen gør ikke.
Der skal være en kunstnerisk vilje, - en kunstnerisk intention, forstået sådan at ophavsmanden eller kvinden til haven har bestemt sig for at ville anlægge en have med en kunstnerisk bevidsthed, der ligger udenfor almindelig intuition og indskydelser. Altså at den som udtænker idéerne og formgiver/ tegner haven, vil gøre det med sigtet; at skabe et kunstnerisk værk med henblik på en bestemt oplevelse og at sætte fokus på et bestemt begreb og vinkle det fra en side der kan afkodes og læses af beskuere.
-        At der så ikke er garanti for det bliver et kunstværk er en anden sag, men viljen og hensigten med opgaven skal være til stede.

Dernæst; havekunst er i modsætning til al anden kunst; billede, lyrik, musik og teater en processuel kunstart hvor form, rum og tid er i stadig bevægelse og bliver hermed også et forløb med et langt større abstraktionsniveau end skulpturen, billedet og huset. Vi taler meget om symbolindhold og korte sansninger af naturens vidunderlige univers, men alt for sjældent om den fantasi der skal til for at opleve og forstå en have.

8 kategorier

Jeg vil pirres når jeg betragter kunst og dermed også et havekunstnerisk værk og anvender derfor følgende 8 vækkelseskategorier.

Det skal:

Være særegent
 
Have nogle mærkværdighedskvaliteter
 
Skille sig ud fra mængden og være anderledes
 
Give anledning til forundring
 
Ryste beskueren ud af traditionelle konventioner og forestillinger
 
Pirre nysgerrigheden
 
Bevæge, røre og stimulere sanserne
 
Have nogle overvejede, æstetiske og kompositoriske principper i materialevalg, rum, form og tid.

Men der er selvfølgelig ingen garanti for at jeg står i et havekunstnerisk værk hvis alle ovennævnte vækkelsesområder er opfyldte. Der skal mere til. Noget der måske er uforklarligt og som skal opleves med en sjette sans. Men det er alt afgørende for mig at haven ikke er anlagt ud fra vilkårlige tilfældighedsprincipper.
Under alle omstændigheder kan vi i det lange tidsperspektiv kun få lov at opleve brudstykker af kompositionen, kontrasterne, lys- og skyggevirkningerne, fortællingen, temaet der kan være baseret på farve, plantevalg, form og arkitektoniske greb, eller at værket er båret af en grundidé som en fortolkning eller en parafrase over et stykke lyrik eller måske en hyldest til en form, et stykke musik eller videnskaben.
En have - eller simuleret virkelighed
De fleste havetyper bygger på det arrangerede i sammenstillingen mellem planter, jord, sten og vand. Men for mit vedkommende er den akkumulerede tid den væsentligste faktor, og som adskiller havekunsten fra alle andre kunstarter.
Vi lever i en verden der tilbeder evig ungdom og hvor plastikoperationer og botoxbehandlinger er blevet normal hverdag for mange. De fleste totalrenoverer/ totalspolerer boligen og det må helst ikke vare ret meget mere end et par uger, før vi sukker over at det trækker i langdrag. Og vi flytter igen, som aldrig før, - fra sted til sted, fra region til region, og sjældent når vi at slå rødder, hvilket også bekræftes i det fænomen at den danske gennemsnitsborger, kun bor i samme hus i ca. 7 år og at de ukendtes gravsteder eksploderer i omfang fra år til år.

Som havearkitekt, kan det derfor være en udfordring at se sig selv som medskaber af haver, der på forhånd ofte er dømt til en alder der ikke overskrider purkens i første klasse. Min holdning er da også den; at man som ny haveejer, bør tænke sig grundigt om før man starter motorsaven, fælder frugttræerne, lægger fliser og strør skærver ud. Hvis ikke det allerede er gjort.

Showgardens, udstillingshaver, konceptuelle haver, havetableauer, haveinstallationer, have-paradeborde, potte- og krukkehaver etc, er alle arrangerede universer, der oftest forsvinder sammen med den første efterårsstorm. – Derfor er de efter min mening ikke haver og de har meget lidt at gøre med havebegrebet generelt..ja kald mig bare gammeldags.

Efter min mening går en have dybere, fordi her er tale om vækster der gror, vokser og udvikler sig i relation til hverandre. I interaktion med ejerens indsats og mangel på samme, bliver haven virkeliggjort hen over uger, måneder og årtier. Den akkumulerede tid, som planterne herved kommer til at symbolisere, skaber en spirituel atmosfære som de andre arrangementer ikke ejer, endsige; nogensinde vil kunne opnå. Magien i en have opstår således i kraft af samspillet mellem menneskelig tilstedeværelse og planternes udvikling og modning. En have er først besjælet i tyveårsalderen, - hvis der da er plantet vækster i den som kan opnå den alder?
 


”Al kunst er skabt med inderlighed. - Men at alt hvad der er lavet med inderlighed ikke bliver til kunst er en anden sag”

Sys Thomsen