`EN MINDRE HERREGÅRD´

I går var jeg på herregårdsvisit på Udstrup ved min barndomsegn. Al den tid jeg kan huske har gården lidt en ret så omtumlet tilværelse, med despekt for de fredningsbestemmelser, den har været underlagt.
Det er der nu ved at komme skik på. Særligt i kraft af et ungt par i begyndelsen af 30´erne, der med energi og iver (og godkendelse fra kulturarvsstyrelsens "æstetikpoliti") nu har kunnet afslutte ejendommens indre renovering. Det sjove er, at den unge "herremand" også er interesseret i have, hvorfor det var særlig morsomt for mig at han bad mig om en havekonsultation.
Fra den gamle del af haven mod syd, med enkelte høje træer, flader det jyske landskab sig ud i horisonten i gentagne vandrette linjer,
 og hovedbygningen, som er det eneste bevaringsværdige tilbage af hele bygningskomplekset, står solidt placeret på en flad sandbund med udsigt over Nissum Fjord. Vi er tæt på Vesterhavet, så her er der ikke meget der rejser sig.
 
Der er både lyst og evner til at arbejde med belægninger, så som den nye flotte pigstensbort i gården langs facaderne, lagt af herren i huset.

 Den buttede døråbning med ny istandsat revledør til en tidligere hestestald, er nu inddraget som en del af beboelsen
 Tidsmæssigt, har vi lige passeret barokkens afslutning, og her kan vi vel kun 
karakterisere arkitekturen som rustik rokoko, oversat til vestjysk gårdbyggeri i hårdtbrændte munkesten.
 Længebygningen med de to små sidefløje kunne have gavn af en skarp beplantning  den kan forholde sig til og som understreger arealerne omkring og definerer de funktioner der skal komme med tiden
Havesiden består af enkelte solitære træer og trægrupper, hvoraf nogle skal fældes. Her kunne der også godt trænge til lidt mere haveeventyr!


Men selvfølgelig skal man passe på ikke at lade den ny have overstråle byggeriet, der i al sin enkelhed og karske fremtoning, har stået her siden 1700 tallet.
Det er nok mere end hvad de fleste haver gør, og her på stedet var der da stort set heller ingen nævneværdige havespor fra det oprindelige anlæg,
 Så her kan der tænkes nyt, i overensstemmelse med stedets ånd og med respekt for stilen og det unge par, der jo skal virkeliggøre et eventuelt nyt haveprojekt. En have der også skal stemme overens med familien og det liv den lever.
Mange af landets mere end 700 herregårdshaver kunne fint behøve både tilsyn, råd og vejledninger. men jeg har meget stor forståelse for at de gamle haveanlæg kan være byrder og årsag til både dårlig samvittighed og bekymringer.
 
Vi er gået i tænkeboks, før der tages beslutninger om hvad der skal ske, - og om der skal ske noget.

ps: beklager de små billeder og at der ikke er holdt kant og det hele ser ud som om det er smidt ind med en skovl! - Det er det også! Min pc kræver arbejdshandsker og roegreb efterhånden.

CONCRETE FOR MEN

På det seneste er der udkommet hobbybøger om at støbe i beton og af de eksemplarer jeg har bladret igennem omhandler stoffet fortrinsvis en form for have-beton-accessories som hosta- og rabarberblade, lysestager og mindre vaser og figurer. Kort sagt de håndterbare størrelser der ikke kræver nævneværdig muskulatur for at lykkes med. Selv hører jeg til det folk der mener at beton kan være et rigtig flot materiale, både i det modernistiske snit og i det mere nostalgiske hjørne. Det har en evne til at patinere og samler dermed spor af tid. Endelig er det værd at bemærke at det var romerne der opfandt det og at vi først tog materialet op igen ifm. modernismens opståen i 1930´erne
Kummen herover er et gammel betondrikketrug fra en tidligere stald
Men jeg må indrømme at jeg har det lidt sådan at jeg kunne ønske at flere mænd kom på banen, spillede lidt med musklerne og kom lidt mere op i størrelsen når det gælder beton til haven. For leden var jeg på besøg hos en kunde på Mors og her havde herren i huset støbt nogle kubeformede betonkummer og kvadratiske betonborde som på smukkeste vis glider ind i miljøet både ved det nye byggeri, gårdhaven og på vandsiden ud mod vigen. Jeg var ganske enkelt imponeret over den finish og elegance dette ret så rå materiale kan udstråle.
Græsserne i betonkummen får lov at passe sig selv året rundt.
Hvis jeg selv skulle exellere i betonstøberi, så ville det blive i disse størrelser, hvor materialet får lov at strække sig ud i de mere maskuline dimensioner, og som jeg finder anvendelige og brugbare.
En rustik løsning i et rustikt miljø.
Pladen herover er støbt med rionet og efterfølgende pudset og poleret og sat på et svejset stel af kraftigt galvaniseret jern. Familien har 10 års erfaring med den type borde, der kan stå ude året rundt, aldrig blæser væk og patinerer fra år til år.
 
Du kan se flere fotos fra stedet på min hjemmeside www.kjeldslot.dk
 

GØR GÅRDEN GRØN

 
Jeg har før vist fotos fra Faurskov Gods på Fyn, hvor forskellige bygninger danner vægge for en femkantet pigstensbelagt gårdsplads. Ønsket var den gang at rummet måtte blive mere grønt, så det kunne indbyde til mere ophold og hygge.
 
Biltrafikken helt op til hoveddøren var til daglig frustration og gården havde heller aldrig været tænkt som parkeringsareal da godset i sin tid blev opført i 1992. 
Her blæste en del ude fra søen bag den lave mur imellem to af bygningerne. 
De eksisterende lindetræer havde det ikke alt for nemt og trivedes ikke.

Men det største problem for mig at se, med manglende hygge og intimitet, var den monumentale brønd i den runde niche, som jeg fandt alt for stor og klodset.
 
 
Derfor foreslog jeg brøndens granitvægge skåret næsten helt i bund, en lav takshæk langs den krumme indermur, og som fik lov at fortsætte i en krumning ud på gårdspladsen for at afslutte det cirkulære rum der var lagt op til. 5 høje avnbøg, klippet i søjleform blev plante taktfast på takscirklen og mildner overgangen til den høje runde tårnbygning samtidig med at de dæmper de turbulente vinde fra søen.
 Avnbøgesøjlerne indrammer udsigten over søen
og indsynet til gården fra den runde plads, der nu er blevet grønt og virker mere frodig.
 Vandet er blevet mere nærværende, har fået karakter af vandspejl og er rent fysisk kommet tættere på både børn og voksne, når man sidder i rummet og nyder de sagte rislelyde og lysrefleksioner fra himlen
 
Ensartede buksbombomber markerer en sti og flankerer søjler og døråbninger langs facader og en stor trekantet taksflage, der med tiden bliver klippet knivskarp, følger de oprindelige ledelinjer i gården og vil med tiden stå som en fast og præcis sokkel for kvinden i bronze (udført af en engelsk billedhugger, som jeg ikke husker navnet på).
To tværgående bede er udsparet i taksflagen for at blødgøre den stramme form og gøre gården lidt festligere med blomstrende roser, der på varme sommerdage stikker hovederne op over det stedsegrønne og vælter lidt skødesløst ud på granitstenene i enderne.

En lidt simpel løsning jeg har valgt!? - ja måske.
Ejerne siger de er glade og bruger gården mere end nogensinde. Her kan man nu sidde mange steder og flytte sig alt efter om man ønsker sol, skygge læ, er to eller mange.
- og bilerne, - de holder pænt parkeret udenfor dette rum.




DET LEVENDE LYSTHUS

 
Lysthuse af klippet lind syren og hassel, har været kendt og anvendt i mange år og det er bemærkelsesværdigt hvor få haver der i dag har disse intime skyggefulde steder, der giver plads til ugenerthed og afsondring fra omgivelserne. Med en avis, en kop kaffe, en spændende bog eller, en god samtale kan man sidde her i lille skala. Det var sådan de blev brugt førhen, de levende lysthuse i større haveanlæg. Sådan sker det også her på stedet, midt i et af Københavns åndehuller.
 Tre små cirkulære rum og beskårne opstammede ildløn og paradisæble på en græsplæne, samt et par  større rum med springvand. En idé der er lige til at anvende i en hvilken som helst dansk have, næsten uanset størrelsen.
 
 Rummene her er hver fyldt ud med et rundt bord og en halvcirkelsformet fast bænk af træ med gulve af chaussésten.
De små opstammede træer ved lysthusene er klippet i kronerne så de danner små parasoller for de som helst sidder i skyggen -
samtidig er trækronerne på stamme det naturlige modspil til den faste runde "dåseform" i bøg.
Det grønne univers ligger imellem to bygningskroppe fra hver sin tidsalder og bliver herved et smukt bindeled imellem forskelligt bygningsarkitektur og to tidspoker. Begge byggerier har det monumentale og de røde murstensvægge til fælles Stierne skærer sig logisk vej igennem græsfladen og forbinder boliger og institution. Her er arbejdet overbevisende i både stor og lille skala med grøn form og simple virkemidler, hvor der opnås stor rumvirkning. Her er ikke mange blomster, det grønne er nok og giver stemning af have og formrigdommen blødgør det store mellemrum og skaber interesse for at gå lidt på opdagelse. Som besøgende eller bruger, føler man sig ikke fortabt i et stort prangende eller åbent fællesareal, der kvæler individet. Man kan samles flere, mange og rigtig store grupper på plænerne og man kan finde sammen to og to i den personlige samtale -
 man kan vælge at smide sig på græsplænen bag en af hækkene
 

 eller man kan sætte sig i skjul helt alene og koncentrere sig om sig selv og en indrammet udsigt.

Med til historien hører det også, at hele dette grønne areal inden længe bliver fyldt op med  et nyt stort byggeprojekt af mange kubeformede, hvidpudsede funkishuse iført stålbalkoner, fladt tag, og felter af listeværk i importeret ædeltræ, på strategisk udsatte steder på facaderne ; du ved, -  den slags bygningstyper vi ser skyde op som paddehatte overalt ved landets havnefronter og som primært er omgivet af beton og stålrækværk.
Gad vide hvem der har fået den super gode idé? - det skal nok blive rigtig pænt og spændende.
Sikke en kontrastvirkning man vil opnå til det eksisterende byggeri!


MALERKUNST OG HAVEKUNST

 
 
Konkret komposition, 1955 (olie på lærred.) Paul Gadegaard

For leden var jeg på HEART (Herning Kunstmuseum) og genså den permanente samling af Paul Gadegaards kunst og som også var en af de første her i landet, der indenfor moderne maleri, udførte en totaludsmykning i fabrikant Aage Damgaards Den Sorte Fabrik. Jeg blev endnu engang bekræftet i hvor stærkt og overbevisende dansk malerkunst og havekunst gik hånd i hånd i perioden fra 1920´erne til begyndelsen af 1960. Malene Hauxner beretter indgående om det som en af de første, i `Fantasiens Have´ og Sven-Ingvar Andersson og Steen Høyer beskriver det med ikonet `C.Th. Sørensen – en havekunstner´

Georg Boye, Erik Mygind, Knud Preisler, Eywin Langkilde, Jørgen Arevad-Jacobsen og af de seneste; Jeppe Aagaard Andersen er nogle af de landskabsarkitekter, der i takt med de store opgaver har beskæftiget sig med mindre private haver, sat ind i et nutidigt formsprog og skabt nogle moderne haverammer. Kigger man efter i arkiverne vil man opdage at 1950´ernes modernistiske geometriske flademaleri, hvor stumpe vinkler var motivet, også var noget der optog havearkitekterne.
Spacial Komposition III, 1959 - (olie på træ) Paul Gadegaard - der skal ikke meget fantasi til et forestille sig denne komposition ført over i et nutidigt haveanlæg, hvor det nederste hvide felt er en planoversigt på et byggeri, det grønne felt næstefter; en smuk græsflade, det smalle lyse felt der takker sig; en flisebelægning og det orange felt; et blomsterhav med varme farve toner.
 Hækstumper i skæve vinkler danner rum. - Georg Boye 1951 - Man kan nemt forestille sig denne have som et lille intimt sted med et par skulpturer og florlette blomsterbede der spiller op ad de smukke hækstumper der i sig selv skaber liv og dynamik i haverummet.
 Plan over forslag til gårdhave 1950´erne. - Jørgen Arevad-Jacobsen - Denne fine plan giver mindelser om et spil pin ball, hvor kuglerne finder vej ind imellem de morsomme bedformer der omkranses af buksbom. En ny udgave af en parterrehave, vi for det meste ser i form af tidligere tiders modeller 
Plan af Jørgen Arevad-Jacobsen over privathave med stumpe vinkler på belægningskanter og hækstykker. 

Jeg er sikker på at mange af de nævnte havearkitekter ville billige kunsthistorikeren Hans Roses uddrag i bogen Spätbarock fra 1922 ” Det man kan indvende mod den landskabelige have er ikke så meget, at den ligner naturen mere end andre havetyper, men særligt dette at den principielt er uden udviklingsmuligheder. Landskabshaven har det til fælles med naturen, at der ikke frembringes nye typer, og udviklingen er så betinget af organisk vækst og forfald, at den ikke kan bedømmes fra et kunsthistorisk, men kun fra et naturvidenskabeligt synspunkt”

At landskabshaven så har undergået store forandringer siden da, og til stadighed flirter med den formelle og mere formfaste havetype, - ja det er en ganske anden sag.

 
 
 

 

`COLOURS IN YOUR GARDEN´

Der er skrevet et hav af havebøger om farver i haven. Titlen i overskriften, eller noget der ligner, er jeg stødt på rigtig mange gange i bøger der behandler emnet og hver gang jeg står og bladrer, er jeg ikke i stand til at abstrahere fra planteforslagene, plantetyperne og de steder hvor de er anvendt. Det kan skyldes min manglende fantasi, men de bliver for det meste manualer på hvorledes man "burde" indrette og tilrettelægge sin have for at den skal "blive rigtig". Jeg tror måske Claus Dalby er en af de få, der kan illustrere hvad han mener med farver anvendt i haven. Sikkert fordi han gør det enkelt og primært med billeder der illustrerer hvad det er han mener.
Stedet her, besøgte jeg forleden og det som står øverst på ejernes ønskeliste er farver. "Alt er grønt her og vi ønsker os flere farver i haven"  Der må selvfølgelig vises hensyn til udsigten og det farvevalg der skal anvendes her, er nok i den afdæmpede skala. Jeg forestiller mig også at størrelsen på blomsterhovederne er små. Eksempelvis spir, kugler, små læbeblomster og mindre skærmeblomster, så de store landbrugsflader og skovbryn får følgeskab af noget der minder om naturlighed i stærke rammer, og som her er sat ind i en havesammenhæng.
Heldigvis er her nogle gode rammer og landbrugslandet lige udenfor den monumentale hæk, der løber i havens periferi og følger terrænets bugtende kurver. Længere borte og ude i det fjerne; ligger bakkerne på Jyllands højderyg. Vi er 100 meter over havet. Jorden er sandet, så her er et fantastisk godt dræn..
Tre længer i bondehusstil, afløste en gammel faldefærdig gård i 1980´erne og dengang blev der plantet to cirkulære hække, en i taks og en i bøg, ud for de to stuehusgavle. Her kan der leges med farver uden at de kolliderer alt for meget med den smukke udsigt der primært er grønne og blålige farvetoner.
Udenfor de runde hække ved stuehuset, i den parkagtige del af haven, skal farvevalget selvfølgelig nedtones og farvefelterne agere i større grupper for at spille sammen med de store græsflader og solitære træer?
 Og formsproget i bedene må fortsætte dialekten i det kuperede terræn. Længst væk fra huset etableres en lille hemmelig have, hvor de lange lyse sommeraftener kan nydes.
 
Her bag takshækken ligger et tomt rum, som fint kan indrettes med  flere mindre partier af blomstrende vækster, så man fra havedøren kommer direkte ud i noget der har mere havekarakter.
På gårdspladsen skal der lægges ny grusbelægning, i en mere varm tone og nye belægninger i en mørk brændt tegl rundt om huset og på terrasserne skal spille sammen med pigstensbelægningerne langs husmurene.
Kort sagt: - et haveanlæg der har rammerne, stedet, arealerne og udsigten, og ikke mindst spændte ejere der trænger til at her lives lidt op ved hjælp af flere farver.