WANTED!!

 Sissinghurst in the Nederlands
Foto af voldgraven mellem have og hus ved slottet i Walenburg. Fra Secret Gardens by Rose Mary Verey.
Ægteparret Leisbeth og Elias Canneman, han var arkitekt - tegnede og anlagde en meget stringent og formalistisk have ved deres slot Neerlangbroek i midten af 60´erne. Havens grundstruktur består af en rondel i midten af en korshave med 4 kvarterer omkring. En have der kan minde meget om strukturen på en særlig afdeling af Sissinghurst Castle Garden, der også er lagt som kvarterer omkring en stor takscirkel, forbundet med akser, gange og stier. Taksrondellen på Sissinghurst er også noget af det mest formfaste, rent havemæssigt i dette anlæg, og står som et levende monument over det som engang var køkkenhave og som i dag benævnes rosenhaven. Mon ikke the Cannemanns har været på studietur hos Harold Nicholson og Vita Sackville-West og har ladet sig inspirere?
Er der nogle der kender stedet Walenburg og har besøgt haven i Holland?
Axonometri fra haven ved Neerlangbroek
Jeg ved ikke om denne specielle have ved Neerlangbroek eksisterer mere, men i 2013 udgav det hollandske site Tuinen en skrivelse om ægteparret og haven. Så mon ikke?
 
Foto fra `The Garden in Winther´ by Rose Mary Verey
Foto fra Rose Mary Verey´ "Secret Gardens - revealed by their owners". Rondellen ligger i midten med sandstensvase i centrum og med alchemilla mollis ved foden.

MY GRANDFATHERS GARDEN


Det svirrer med begreber som New perennial movement (NPM), New Nordic, The Dutch Wave, The New American Garden etc. og i kontrast til det, påstår flere at der ikke er udviklet ”noget nyt under solen”, men at vi alle arbejder med det samme og på samme måde siden havernes oprindelse. Vi kalder det bare noget nyt eller noget andet for at det skal virke interessant.

For min egen del, oplever jeg at der er sket store forandringer i privathaverne de seneste 50 år. Samtidig er der opstået en polarisering mellem de havefolk der gerne vil dyrke det romantiske, nostalgiske, (”hvidt og slidt-segmentet” med blomstrede vattæpper) og de havefolk der er mere til det nutidige, og som udmønter sig i minimalistiske huse og tilhørende moderne åbne haver uden hække, - for at trække grænserne skarpt op.
Men selv i nostalgiske haver er der sket forandringer, selv om ønsket måske dybest set er; at vende tilbage til gamle dage hvor verden ikke var så uvenlig som i dag. Ser jeg på min gamle morfars måde at dyrke have på, er forandringerne tydelige, - uanset om jeg betragter moderne nutidige haver eller de mere gammeldags typer. Den største forskel fra tidligere tider er nok den ekstreme form for eskapisme der praktiseres så indædt, ved siden af det at ”gå i haven”.

I min farfars have, havde opholdet karakter af nyttigt arbejde.
-        Der var ca. 50 cm. imellem hver plante, så der kunne luges og så den brede trærive kunne nå ind imellem planterne.
-        Der var meget bar jord at se imellem planterne - bar, ren brun jord ansås som smukt og nydeligt, så man kunne se, at der var luget og betragte den enkelte plante i sin helhed og uden at den blev trykket af andre planter.
-        Der var kun én plante af hver slags.
-        Planterne var stiklinge fra naboer og venner og bekendte.
-        Absolut ingen var valgt og købt i planteskoler.
-        Ingen var valgt ud fra plantens kvalitative udseende
-        Der var ingen prydgræsser i bedene
-        Der var ingen buske eller træer eller andre mere faste, klippede elementer i staudebedet.
-        Stauderne måtte ikke læne sig ind over de andre planter
-        Mange stauder blev bundet op med en stok sat ned i midten af planten og en snor hele vejen rundt så det lignede et opretstående kornneg, ligesom dem man så på marken fra høstmaskinen.
-        Der var ikke mange høje stauder
-        Stauderne var placeret der hvor der var plads og ellers udvidede man bedet lidt i længden.
-        Bedstefar flyttede aldrig stauder fordi de stod forkert placerede.
-        Han arbejdede ikke med planterne ud fra æstetiske discipliner gennem farvevalg, struktur, variationer, varierede højder, perspektiviske dybdevirkninger, kontraster i forhold til tyngde og lethed, transparens kontra kompakt masseform etc.
-        Han kendte slet ikke til ord og begreber i relation til et staudebeds udseende, stil og udtryk.
-        Han dyrkede en plante for dens egen egenarts skyld og for at have den med som en del af en samling, der hermed kunne blive mere komplet og interessant end naboens.
-        Som bonde var hans forbillede planters sundhedsmæssige ernæringstilstand frem for deres æstetiske værdier og kvaliteter
-        Han havde heller ingen ord der kunne beskrive oplevelser i haven, da han beskæftigede sig med det nøgne og nyttige liv.
Jeg er dog ret overbevist om at hans arbejde i haven stimulerede dopaminproduktionen på samme måde som jeg oplever det når jeg går i haven. På den måde er der måske ikke sket så meget med os havemennesker.
Men min morfar og mormor var bønder. Og i deres have var der ingen havemøbler. Det signalerede måske at man var doven og havde masser af tid i overskud, frem for at bestille noget?
Ud over nye signalværdier, så betragter jeg nutidens haver som værende ganske anderledes både i udseende og anvendelse end  hvad de var for bare 50 år siden.
En af de væsentligste måder de adskiller sig på er nok at de gamle haver primært blev brugt til at arbejde i.

HAVEMAGI


 

I hele mit arbejdsliv har jeg penduleret imellem to yderpunkter; det frie udtryk, hvor naturen har været inspirationskilde, - og det mere formelle præcise udtryk, hvor geometrien og matematikkens lovmæssighed i form og flade har været model. I lange perioder, hvor det omgivende landskab dannede motiver, har jeg ofte fundet stor tilfredshed i at fange den bearbejdede udgave af naturens strå og dens forunderlighed i nogle få penselstrøg.
 
Til andre tider har det eksempelvis været studier af mosaikgulve eller fascinationen af de mange muligheder, man finder i legen med polygoners logiske univers, der enten kan have dannet forbillede for en keramisk form eller er blevet til et stykke ornamentik som dekorationsfragment på en lerflade. Det har ikke været uproblematisk og jeg har til tider befundet mig i dyb frustration over ikke at kunne forene de to yderpunkter i et overbevisende udtryk i samme objekt.
Men i haven har vi mulighed for at jonglere med begge dele. Samtidig. At sætte tyngden i de formalistiske, klippede og præcise massiver op imod det transparente florlette - de fritvoksende vækster, der ikke begrænses af menneskehænder - kan i et samspil komplementere hinanden på en måde, så der opstår noget der nærmer sig magi.

I haverne kan vi sætte det nøjagtige tæt op ad det unøjagtige, fordi vi ikke er bundet til et enkelt objekt der er begrænset, indenfor sin egen ramme. Vi arbejder med flere samtidig. Ligesom vi arbejder med linjen og fladen i en anden form for afgrænsning end den man ser i det 2-dimensionale billedformat med begrænset længde og bredde. Man kan derfor betragte arbejdet i en have som opbygningen af en slags 3D-installation. Og med flere modsatrettede begreber i samme have - et sted vi kan bevæge os rundt i - kan det blive til en leg af variationer med det klare imod det uklare, det åbne imod det lukkede, det kontrollerede imod det løsslupne, det styrede mod det frie, det lyse imod det mørke, det flade imod det kuperede, det spændte imod det slappe, det høje imod det lave, det vandrette imod det lodrette, skalaspring etc. etc. 

For ikke at tale om de mange farvemuligheder vi har og i langt større flader end i de fleste andre medier. Jeg er, som så mange andre, også kommet til den konklusion at magien i haven sandsynligvis kan opstå der, hvor de to yderpunkter møder hinanden i et samspil. - Prydgræsser og blomstrende stauder alene (hø, - som det jo i virkeligheden er) skaber ikke magi eller noget spirituelt i sig selv. Til det skal man have fat i træer, sten og vand, hvori der er bundet en helt anden tidsskala.
Men sætter man det kortlivede og fritvoksende vækstmateriale op imod det mere langsigtede (langsomt- voksende), og her imod en styret form som en klippet hæk, hvori kræfterne fra gartnerens klippebevægelser er indkapslet, - da kan man være heldig at opnå noget der nærmer sig det magiske.

Afdøde keramiker Sys Thomsen skriver i sit lille skrift ”Hverdagsglæder og hverdagskvaler”

”Al kunst er lavet med inderlighed, men at alt hvad der er lavet med inderlighed ikke nødvendigvis bliver til kunst er en anden sag."

På samme måde er det med haver, - der er ingen garanti for at vi opnår hverken havekunst eller havemagi ved at anvende ovenstående præmisser.
Men det er trods alt forsøget værd.

 

MED JAPANSK TOUCH?

Ejerne fortæller at huset er en let kopi af et andet hus som er "et rigtig arkitekttegnet hus" og fra tiden hvor mange danske og nordiske bygningsarkitekter lod sig inspirere af det østerlandske og særligt det japanske. Her er ingen hverken forventninger eller ønsker om at der skal være have i traditionel forstand og da slet ikke noget japansk.
Trods kopi er det alligevel et smukt og solidt hus, der ligger velplaceret i smukke omgivelser og med udsigt over et storslået landskab mod øst og "havesiden" af bygningen vendt mod vest. 
Bygningens renovering har været undervejs i flere år og har nu fået selskab af et stort garageanlæg med værksted opført i træ, med paptag. Haven har de seneste 30 år været mere grund end have. Og hvorfor skal man også lave så meget have når omgivelserne er en daglig glæde og børnene hellere har villet klatre i træer og spille fodbold end dyrke jordbær?
"Der er ikke meget af det eksisterende på grunden jeg skal vise hensyn til", lyder opgaven, - men bygning og de ovenstående planterester, fortæller at der skal arbejdes med forgrund, mellemgrund og baggrund som en naturlig del af den logistiske opgave, hvor det er adgang, parkering og ophold der sætte dagsordenen. Huset ligger i landskabet og er en del af det. Det skal det også være, når jeg er færdig med at tegne og gartnerne har afsluttet anlægsarbejdet.
Havebagsiden har nogle kvaliteter, der bør bevares, gamle frugttræer, en stor majestætisk gran og et busket der skal forynges.
Og så er der det store hul ud for kælderplanet, og den store firkantede klods ud for stueplanet, hvor der er ønske om terrasser til ophold. Her skal der arbejdes med en formgivning og et plantesortiment så landskabet, haven og huset mødes.
Det bliver med samme enkelthed som det japanerne sætter pris på, men her bliver ingen japansk have. Til det er omgivelserne for nordiske, for danske og for østjyske.

TEN YEARS AFTER

Navnet vil, for de fleste, sætte tankerne i sving og få os til at huske den legendariske gruppe med numre som ,bl.a. The Wall, der efterhånden er blevet en klassiker og som siden er opført i nye opsætninger på alverdens scener. I havesammenhæng har vi også en klassiker der, om ikke er legendarisk, så i hvert fald er både legende og levende. 
- Jeg er ikke sikker på at Claus har tænkt sin genudgivelse af "Den levende have" som et jubilæumsnummer, men for præcis 10 år siden - et par uger efter at tryksværten i bogen var tør - husker jeg tydeligt en vandring sammen med ham i den smukke have, der bugnede med stauder og blomsterløg, man sjældent så og som ikke var hver-mands-eje. De latinske betegnelser flød som en lind strøm fra Claus´ mund og gæsterne - inviteret på stuegang - blev indført i den sanselige verden som han med stor sikkerhed kan formidle i kraft af flair for at se farvedetaljer og sammensætninger, finde de rigtige planter, der blomstrer i kor og hvor kulørerne enten i kronblade eller støvdragere sætter hinanden i spil. Hurtigt bliver man bekendt med mandens maleriske evner og enorme viden, der gør det muligt for ham at komponere med planter som supplerer hinanden, enten i kraft af tonale kvaliteter eller hvor brugen af det kontrastrige er nødvendigt.

Kort før 00´erne blev resten af plænen fra den gamle have gravet op og erstattet af en skæv takshæk, granithavestier og masser af bede til dyrkning af blomster.

Claus erfaringer og store indsigt er, i havesammenhæng, akkumuleret hen over ganske kort tid. Han læser ordentlig på lektien og afprøver; hvorledes man gør som havemand eller kvinde, han gør sine forsøg, både fra frø, fra stiklinger og fra aflæggere, hvilket bevirker at han ved hvad han taler om. Derfor er Den levende have også så vedkommende. Det er en havebog med masser af planteportrætter og hvor Claus tager både den lidt erfarne og nybegynderen med ved hånden og indfører læseren i hvorledes en haveverden kan udvikle sig hvis man vil dyrke blomsterglæden.
Og det er dybest set det, langt de fleste vil med deres haver, hvis de gider beskæftige sig med den i en eller anden form.
"Den levende have" ligger stadigvæk i toppen, af de havebøger jeg vil anbefale til nye haveejere. Først og fremmest fordi den er så nærværende både i skrift og fotos, den har en række gode planteportrætter på staudevækster, der er langtidsholdbare. Og så er den personlig - også for mig, fordi den minder mig om de første år af vores havevenskab.
Jeg husker specielt en samtale med Claus, hvor han var meget kritisk overfor den ret mørke tone i trykningen. Jeg husker også at vi ikke var helt enige, fordi den mørke stemning i mange af billederne, for mig, er en smuk gengivelse af virkeligheden, og det sparsomme lys der lægger sig på skyggesiden af Risskov og holder den levende have lidt i ave, når der praktiseres med de mange smukke plantesammensætninger og som inspirerer et utal af haveejere.


Takshækken er ikke længere spæd, men spændstig og forankrer det smukke og brusende blomsterhav, der er kendetegnende for Claus Dalbys have fra tidlig forår til langt ind i efteråret.

WHAT ARE GARDENS FOR

"A garden is a real place imagined, and, with time and care, an imagined place made real."
Frit på dansk:
"En have er et virkeligt sted i tankerne, og med tiden og omsorg, en fantasi gjort til virkelighed."

Har netop bestilt bogen "What are Gardens for" (alt for sent, skulle have været i november) skrevet af Rory Stuart, udgivet i 2006 og skulle være hjerneføde til de havefolk, der ønsker gods til at tænke og filosofere over hvad haver er som begreb. Jeg har lavet så meget research på bogen, så jeg nu ved at Rory ikke giver noget svar til læseren, men udstyrer os med en mængde nye spørgsmål og tanker, der er værd at tage med sig, når man beskæftiger sig med have, hvad enten man arbejder i den eller besøger andres.

Et andet sted jeg synes er værd at vende sig om efter, når man leder efter havehjerneføde er den amerikanske skulptør Sheppard Craige´ have i Italien Il Bosco della Ragnaia.

Jardingardens har lavet en lille smuk og meget poetisk film om stedet, der består af både gammel fritvoksende skov og nye geometriske former og linjer lagt ned, både under den frie skovbundsvegetation og ude på de omkringliggende åbne arealer. Det er der kommet noget særdeles mærkværdigt og meget interessant ud af. Hjemmesiden er bestemt heller ikke uinteressant.

Il Bosco della Ragnaia

Jeg stiller mig til stadighed spørgsmålet; Hvad er min have til for?
Spørger man et barn vil det sige jordbær, en teenager vil sige fodbold og en travl karrieperson; for at holde naboerne på afstand...og der findes garanteret tonsvis af andre svar!?

BEDET SOM DEKORATIVT ORNAMENT

- eller er det omvendt

”Jeg ser ikke parterret som en messehagels broderi eller et bogbinds ornamenter omsat i buksbom, men en mærkelig, for så vidt meget tydelig udvikling af bedet. Det der før var rammen om et indhold, bliver nu selve indholdet.”
”Havekunstens oprindelse” - C. Th. Sørensen 
 Forleden fandt jeg et gammelt fotografi af en, synes jeg selv, rimelig vellykket, stor keramisk kumme jeg udførte på drejeskiven i begyndelsen af 1982, - mit sidste år på Kunstakademiet. Kummen var cylindrisk med skråtstillede taktfaste rhombeformede felter på ydervæggen, der dannede et lysere zig-zagmønster i mellemrummene. Den blev efterfølgende udstillet på en censureret udstilling i det fine Kunstindustrimuseum i Bredgade i København, i dag Designmuseum Danmark. Senere blev den vist på et par gallerier og herfra solgt til en kunstforening som jeg ikke husker navnet på. Jeg ejer altså kun farverne i erindringen og formen og ornamentet på et sort hvidt billede.
Men trangen til at arbejde med dekorativt billedornamentik i zigzagmønsteret må være opstået på ny, eftersom alle vores buksbomplanter i vores have blev gravet op før vi flyttede i 2005 og efter nogle måneder i depot og grundige overvejelser, samlet og anvendt i en særlig have med et parterremønster det nye sted, stærkt inspireret af mønsteret på kummen.
Da vi kom her, var der blot et bredt hegn af syrener og græs helt op ad husets gavl mod vest. Planen var, at der skulle anlægges en krum sti rundt om huset og anlægges en lille særhave, indrammet af to sæt bøgehække i forlængelse af husets to facader. – Da vi havde ryddet det meste kom et gammelt æbletræ til syne, hvilket vi ikke nænnede at fælde. Parterrehaven ligger her nu som en forlængelse af huset. Her er sol i de tidlige morgentimer og igen hen på eftermiddagen, alt efter hvor man placerer sig. Og i det ene hjørne af mønsteret står det gamle æbletræ stadigvæk og troner og giver skygge på varme dage.

Men resultatet fraviger skitsen. De kantede og skarpe klodser som man ser på tegningerne er gjort bløde og antallet er mindsket, så de i stedet fremstår som elliptiske former med en grundkontur som noderne på et nodeark. Et tema der også er anvendt i resten af haven. Denne beslutning blev taget under selve opmålingen og imens vi afsatte pinde og spændte snore ud, der skulle holde fast i mønsteret. Og min konklusion er nok den; at rigtig meget lader sig gøre på papir og på skitser og andet kan realiseres når man arbejder med virkeligheden i 1:1.  På den måde bliver blyet på papiret skitsen; ud fra tanken og hensigten, og det skabende arbejde fortsætter i den videre proces med snor og spade og senere med saksen.
Mit ønske med denne buksbomhave var, at den skulle virke dynamisk, og ikke statisk og ”låst” som mange af de gammeldags parterrehaver. Og at man trods vandrette hækoverkanter på linjerne, alligevel kunne fremtrylle en virkning af bølger. Intentionen var desuden at linjerne skulle være i bevægelse, når man gik rundt om mønsteret og derfor blev der lavet en gang af genbrugsfliser helt ude i periferien. Denne gang er også meget praktisk når rammen om billedet; bøgehækken, bliver klippet og løvet skal fejes sammen.
De første år var der ingen grænser for fantasier om løgplanter og sommerblomster og det lykkedes også nogenlunde et par år. Men i dag har mønsteret af buksbom fået hovedrollen og nu er det skyggespillet i det tredimensionelle ornament, der er interessant.
Blomster i parterrebede er ganske enkelt alt for arbejdskrævende og kolliderer nemt med tidspunktet for klippearbejdet. Derimod er fliserne og knoldebroen indtaget af hhv trædepudebregnen Cotula leptinella, og den spanske bakkestjerne Erigeron karvinskianum. Til sommer skal der lægges fint grus i bunden af bedene, for yderligere at understrege det nedtonede i haven. I dag anvender vi stedet med det klippede ornament som en slags grøn meditationshave, hvor man kan forholde sig i ro og eftertænksomhed og hvor bl.a. arbejdsindsatsen og tidsfaktoren er indkapslet i de grønne linjer.

Det er da også en særlig dag i begyndelsen af juni, når der skal klippes. Her er det nødvendigt at være omhyggelig og gøre sit bedste og derfor bliver det heller aldrig kedeligt at klippe mønsteret i præcis form, selvom det tager det meste af en dag.  

Parterrehaver er smukke i al slags vejr; både når det regner, når det sner eller fryser, - i solskin, i tåge og når månen lyser. Landskabsarkitekten I.P. Junggreen Have formulerede sig sådan om disciplinen; ”En lillebitte gren af landskabsarkitektur eller såkaldte havekunst, vi engang imellem beskæftiger os med, er det, som englænderne kalder Topiary Works, et spændende område, som kan drives op til noget der kan nærme sig kunst. – Det er interessant, fordi man ikke helt er herre over det. Det er planterne, der har magten, og man må slås for det, liste sig frem”

Mange finder parterrehaver ganske upassende og helt ude af trit med nutidens stil. Alligevel har end ikke modernismen formået at dræbe ornamentet. Hverken i kunsthåndværket, billedkunsten eller arkitekturen. Derfor er jeg heller ikke helt enig med den gode Sørensen, når han forsvarer parterret som en entydig udvikling af havebedet og ikke et forsøg på at skabe billedornamentik. Jeg mener det kan være begge dele, alt afhængig af vinklen man ser det fra og endelig med hvilken intention man skaber bedet ud fra.
Det dekorative ornament kan være hovedsigtet, hvor man må affinde sig med også at stå tilbage med bede. Men en dag vil buksbombølgerne måske være blevet så omfangsrige at mellemrummene til sidst vil være forsvundet og man står tilbage med en knudehave (Knotgarden)!?