NYRENOVERING I HUS OG HAVE

 Det er altid interessant at diskutere hvor meget og hvor lidt? Skal der skrues mere eller mindre på haveknapperne?
Hvor ligger værdierne og hvad er vigtigst. Ind imellem kan man tænke, at det også er let at ødelægge ved at klistre for meget havehalløj på en grund, med et hus der er renoveret med respekt og velplaceret i forhold til det omgivende landskab. Så det i virkeligheden måske er små og næsten usynlige tilføjelser der skal til for at afrunde helheden. Herover skal der plantes en meget bred bræmme og et ca. 60 cm højt pur, så husets terrasser indrammes og nedtoner de mere løse effekter man har på sådanne områder. det giver også lidt mere intimitet. Og så skal vi arbejde med et stort og mægtigt staudestrøg på siden af huset, væk fra udsigten. Det er en opgave der skal tænkes og løses i 1:1 på stedet og uden tegninger.

HAVE MØDER HUS OG HUS MØDER HAVE

Mange landskabsarkitekter "tegner ude fra landskabet og ind til huset", hvor imod en del bygningsarkitekter "tegner inde fra ildstedet og ud i haven". Begge dele kan have sine fordele men så sandelig også sine ulemper. For er man bevidst om at man bør skabe en forbindelse imellem de to?

 Ejerne her, ville godt have lavet lidt om i haven og set på tingene med friske øjne, hvilket resulterede i flere ændringer. Bl.a. at husets østvendte facade fik mere opmærksomhed med terrænændring og en lille græs- og staudehave med tilhørende terrasse og udsigt til søen omkring ejendommen. Et husnært sted hvor man har lyst at opholde sig.
 Terrænet blev hævet en anelse, og befæstet med mørke tegl, så huset fik et plant areal at stå på
 Trin som disse og befæstelsen foran husfacaden er med til at understrege terrænet og skabe en mere elegant overgang mellem husets nærmeste omgivelser og selve haven.
 Det er også naturligt at lave en opholdsplads her og lade facaden danne den ene fulde væglængde for blomstrende bede og en terrasse.
 I sensommeren blev stauder og græsser stukket i jorden og efterfølgende skulle der, plantes en lav indfatningshæk af bøg, der skal følge gangarealerne i sokkelhøjde og markere bedene. Det får yderligere den virkning at huset "sætter sig i haven".
Og en hård og skarp granitstenstrappe mod syd, bliver blødgjort af vækster, der med tiden vil smyge sig ind omkring husets terrasse og trappe og give læ og forankre stedet til omgivelserne, så man forhåbentlig får lyst at slå sig ned.

NY GRUND, NYT HUS OG EN NY HAVE

For tiden arbejdes der her på tegnestuen med en temmelig våd og ret så flad grund, omkranset af marker, beliggende i Faxe Kommune. - Et jordstykke på 3 tdl. hvor der tidligere har stået et husmandssted og opgaven lyder på et haveanlæg omkring et nyt hus (som ikke er rejst endnu) samt et randområde udenfor haven, hvor der skal være plads til at man kan lege med planter.
Jeg sætter pris på den slags opgaver og selv om den kan synes ret så fri, så er der alligevel en bunke dejlige begrænsninger man må vise hensyn; ejernes ønsker og behov for det første, - noget eksisterende på stedet, der bør bevares, så som træer, buske, trærækker og levende hegn, våde lavninger/ fordybninger, hvælvet terræn, nogle dyrkningsforhold der giver både fordele og ulemper, og nogle omgivelser der forlange, i en vis udstrækning, at blive respekteret, så stedet føjer sig naturligt ind
 i det landskab der omslutter det.
 Da jeg besøgte stedet her lå temperaturen lidt over frysepunktet, og den megen efterårsregn blev suppleret med endnu mere og havde sat sine tydlige spor.
-  men selv en grå regnvejrsdag, kan give stof til eftertanke.
 Inde på grunden står en del selvsåede vækster, - (sådan begynder en skov)
 Men det er lige så meget dynamikken imellem de åbne arealer og det som tegner til at blive mere kompakt og lukket, der inspirerer.
Helt ude ved den smalle vej, står en række af træer, der meget vel kan have fungeret som en velklippet hæk i tidernes morgen, men som nu er sprunget i vejret og har blonderet himlen i baggrunden.
Sådanne eksempler, på det der er overladt til tilfældighederne, er stærkt inspirerende, når man skal til at trække blyanten på ny, hen over et papir, der skal illustrere en ny grund på 3 tdl. med et nyt hus og en ny have.


ET NYT HUS

 I går morges søndag d. 29 februar 2016, stod opgaven på at give ejerne til denne skønne ruin, nogle nye input til hvorledes stedet her kan transformeres til en 65 kvm. stor værkstedsbygning. Det handlede først og fremmest om at sætte nogle præmisser op for bygningskroppens udformning og proportioner, - at vælge nogle materialer, der respekterer stuehusets, - at tænke en bygning, der relaterer til omgivelserne, og endelig; - at skitsere et hus der er rar at være og arbejde i, tillader et godt lys at trænge ind og som samtidig optimerer udsigten til de havemotiver man indrammer med de nye vindueshuller.
 Vi er på et sted, hvor atmosfære står højt prioriteret
 - hvor nænsomhed og veneration for ælde og historie betyder meget
 og hvor begrebet æstetik bliver tydeligt, fordi man fornemmer ordet i sin rene form; sansekundskab.
 Her er der ikke plads til hverken Ikea- eller Silvan-løsninger,
 - stedets ånd fortæller os hvad vi skal, og den følsomhed der arbejdes med i udearealerne skal forsætte i den nye bygning der skal rejses her. Rå pudset glatmur i kontrast til en kampestensvæg, bygningshuller i vægge med referencer til portåbninger og uprætentiøse pandeplader som tagdækning er de flader og materialer vi arbejder med lige for tiden. Her må man respektere fortiden, lade sig inspirere af nutiden, og bygge et hus for fremtiden.
Efter første skitsesession, skal snakken og stregerne hvile, før der tages fat igen med de mere præcise proportioner.
Ved en sådan opgave må man have tålmodighed og vente, indtil stedet selv har fortalt hvorledes det skal se ud.

Og man skal lytte efter.

EN NY HAVE

Bøger, blade, hjemmesider på internettet, andre folks haver, parker og anlæg ved slotte og herregårde...vi har ubegrænset adgang til inspirationsmateriale, af både den virkelige og den mere arrangerede, når der skal bruges visuel gødning til en ny have eller hvis man blot vil lave lidt forandringer.
En verdensomspændende site der har gjort det til sin fornemmeste opgave at samle alt hvad der findes indenfor bolig og have er sitet HOUZZ, hvor også flere danske have og landskabsarkitekter har uploadet billedmateriale til gratis brug.

HERREGÅRDSHAVEN

En ny opgave - et sted hvor der skal udvises hensyn til fredede bygninger, og til noget af den bevaringsværdige beplantning og de givne terrænforhold der tilsammen skaber en unik atmosfære. 
 Den oprindelige bygning er pakket ind i plastik for at blive renoveret, så den kommer til at fremstå som i 1840, hvilket er det skæringsår Kulturarvstyrelsen, arkitekten og ejeren er blevet enige om skal være nedslaget for den tidsperiode man vil fastholde.
 Det forholder sig lidt anderledes når vi kommer udenfor. Her kan vi ikke genskabe en herregårdshave fra slutningen af 1700-tallet.
 Men vi kan respektere det som er værd at respektere, bl.a. dette gamle platantræ.
- hvilket er mere end man kan sige om bygningen til venstre, der er kommet til i 80´erne, og er en spejling af det gamle bindingsværkshus. Og med rette kan man spørge om det var en heldig måde at løse det på,
- svar, får man nok ikke,
- hvilket godt kan undre, da det findes i miljøet mellem huse og omgivelserne og som også den gang var vigtige aktører.
De klassiske arkitektoniske elementer, som vand, træer, alléen og pladsen ved bygningerne skal understreges og genskabes i en afdæmpet variant.

 Nogle af de gamle træer er fredede og her, imellem disse gamle kæmper, dukkede en original granitstensbelægning op, ca. 50 cm. nede under den gamle vej, ved arbejdet med retableringen og udskiftningen til en ny vejbelægning. Den gamle granitbelægning skal indgå som en del af den nye allé.  I baggrunden (billedet herover) ses hvorledes den gamle allé fortsætter videre i landskabet.
 Men størstedelen af den have der for længst var sprunget i skov er visse steder ryddet helt, for at få lys, luft og perspektiv ind og for at fremhæve noget af det gamle herregårdslandskab.
 - vådengen på billedet herover er en væsentlig del af både landskab og haven.
 En trægruppe som denne er værd at gemme og som medvirker til at vi oplever perspektiv i landskabet og forbindelse til himlen.
 På jorden under træerne pibler tusindvis af dorothealiljer op, der snart vil dække den gamle skovbund og forvandle den kanelbrune jord til et grønt sammenhængende dække. Hvad der sker senere ved ingen. Men måske får den megen lys og varme, der nu kommer ned på jorden, uanede konsekvenser for de skatte af løg og vækster der har overlevet i de mange år i skyggen af træerne, hengemt under bladmulden?
Det er en spændende opgave og det bliver en langs proces, hvor man skal være opmærksom undervejs. Der findes ingen forudbestemte løsninger eller svar. Vi må føle os frem på stedet og for hinanden, iagttage, udveksle og vurdere, før der træffes beslutninger.
Det er en opgave som defineres undervejs og hvor undfangelsen af det nye haveanlæg er en proces, der først er slut den dag hvor den sidste streg på den nye tegning er trukket - og den dag den sidste vækst er plantet - og måske det år hvor de nye kroner når hinanden.
Ja man kan stille spørgsmålet; hvornår er et sådant anlæg egentlig færdigt- og hvornår er haven rigtigst? - Når tegningen foreligger? (det er vel her intentionen og selve idéen er fremkommet, formet og anvist?) -  Når planterne er plantet? (det er vel dem der skaber det fysiske værk?) Når gartneren har klippet hækken? (og afrundet overkanterne og derved blevet en væsentlig del af designprocessen og bestemmende for udtrykket?) - 10 - 20 - 30 - 100 eller 200 år efter, når haven er vokset op og noget allerede er begyndt at kollapse? (det er vel tiden der skaber atmosfæren?)
 
Et er sikkert; ejernes arbejde vil, så længe de føler noget for stedet; veksle mellem at restaurere og bevare, renovere og genskabe, forny og forandre. På den måde er de fleste haver i dette land, ikke underlagt samme doktriner som gamle herregårdsbygninger kan være det.
Haverne er levende stof på en helt anden måde end bygninger og er derfor sjældent dikteret af samme bygningstekniske krav. Haver er friluftsarkitektur. 
 
Har du lyst til at se dele af en anden herregårdshave kan du klikke ind her , hverken have eller bygninger har samme alder som anlægget herover. Det tog sin begyndelse så sent som i 1990.

MENNESKE OG NATUR

For tiden er den ”naturlige have og alt hvad der er naturligt omkring den” igen på kraftig frem march over det meste af kloden. ”Den naturlige have” er blevet en slags programerklæring om at man tilslutter sig ”det naturlige” og at man er troppet op i rækken af frelste, der påstår at man kan blive en del af noget større, at ”man kan være med til at redde verden” - Et tilbagevendende tema i havekulturen.
I menneskehedens lange historie ser vi bl.a. vore mærker på jordkloden udmønte sig i haver og installationer i landskaber som tilbagevendende fysiske resultater af givne livsbetingelser. Den islamiske have er opstået omkring en gravet brønd med vand og vandingskanaler, relaterende til de fire verdenshjørner, men afskærmet mod den ukendte og vilde natur med farlige dyr, for at give mennesket mulighed for at overleve; dyrke mad og opnå en vegetativ tilstand. Den engelske landskabshave opstår mange århundreder senere - som kraftig reaktion, imod tidligere tiders overklasse og kan bl.a. læses som en aversion imod de aksiale barokhaver med herskeren i centrum. Men den blev også et manifest for den vesteuropæiske mands frihedsidealer og nødvendige behov for ”naturlig frisk luft” og en havetype, der blomstrede op i tæt samspil med amatørernes indtog.



Panik før lukke tid
Som konsekvens af vores rovdrift på klodens ressourcer og dekadente forbrugerisme, er klimaforandringerne blevet en ny og nærværende trussel. Vi bliver bange og utrygge og vender nødtvungent opmærksomheden ud mod den smule forhutlede natur, der er tilbage (læs: det af menneskehænder endnu urørte) og som vi har svigtet. I krampagtige forsøg på at redde en lille flig af det og ikke mindst; vores egen eksistens, - florerer begreber som diversitet, mangfoldighed, økologi, biodynamisk dyrkning, bæredygtigt og naturnære løsninger…som aldrig før.



- På Chelsea Flowershow 2015, gik førsteprisen til ”et stykke natur” skåret ud i blokke et sted ude på landet, sat på sættevogne og kørt den lange vej og genplaceret som en udstillingshave for en kort bemærkning i byen. Haveinteresserede blev fløjet ind fra det meste af verden for bl.a. at nyde denne helt specielle importerede landskabsplet ude fra landet. Særligt bæredygtigt blev det altså ikke, men det så sådan ud, og man står tilbage med spørgsmålet om det er bymenneskets grundlæggende længsel til naturen, der forårsager en sådan manøvre og som kostede os alle et gigantisk CO2-udslip?
”The Greatest Catwalk on Earth”
The High-Line i New-York, ”The Greatest Catwalk on Earth”, - for alle der vil se, ses, - eller vise resten af verden at de er blevet set der), er ét langt paradefortov, en halv snes meter over gadeniveau, og med en ”naturlig beplantning” der mimer noget natur ved at efterligne ”den vilde vegetation” som, før renoveringen, havde indtaget de forladte jernbanespor. Og i andre af klodens storbyer har urban-gardening-folket travlt på gadehjørner og ved fortovscaféer, med at hive violette gulerødder op af plastikposejord, importeret til byen, og plukke stangbønner dyrket i selvgjorte containere af brugte europaller, for herefter at udstille sig selv og resultaterne på instagram, facebook og snapchat og begejstret berette om det på twitter, haveblogs og i bøger med recycling som det nye buzz-ord. Oftest med de overordnede mål: at indkassere flere likes og tjene endnu flere penge. Der er ikke noget galt i at tjene penge. Men man kunne måske ønske, at det blev gjort på en lidt mere charmerende måde, og at også TV-kanalerne holdt sig for gode til at bilde folk den slags på ærmet? Og tilbage til CO2-kvoterne. Hvordan går det egentlig med dem?
Men i disse oceaner af elskværdig tåbelighed, er der en understrøm i os som urmenneske; en dyb trang til at forene og forlige sig med naturen. En trang der stiger op i os og gentager sig som menneskets pulsslag i den korte tid vi har været her på jorden og som vi skiftevis tilbeder og udnytter på forskellig vis, alt afhængigt af vore livsvilkår. På den måde spejler vi os selv som mennesker i haver og landskaber, og dem i os - førhen, her og nu. Og vi kommer ganske givet også til det i fremtiden, så længe vi får lov at være her på jorden.

Egentlig skulle indlægget her, slet ikke handle om vild natur, urban farming eller udgydelser og aversioner imod at der endnu ikke er fremlagt beviser for påstande om at urban gardening skulle være bæredygtigt. Sigtet er at fortælle om en fagbog jeg købte for flere år siden og som henvender sig til folk der interesserer sig for grundprincipperne for at anlægge en have, som menneskeskabt sted, der kredser om andet end planter og signalværdier, men mere om formsproget. Det er en fagbog jeg til stadighed tager ned fra hylden for at læse i og blive klogere af. Hovedbudskabet er, at der findes to, og kun to urhaver, som vi til stadighed arbejder ud fra, på tværs af tid og kontinenter. Bogen består af smukke plantegninger, oprejste planer, vegetationsformers udstrækning, arkitektur og belægningsstrukturer, adskilte så man kan danne sig et overblik over havernes grundstrukturer og hvad skeletterne består af. Der er ingen farvefotos af planter i den, og det er da nok også primært en bog for haveplans-nørder og folk der arbejder med haver for andre, og er interesserede i gamle anlæg fra Kina, Japan, Indien, Middelhavslandene og resten af Europa.
Men det er en yderst velskrevet og smuk bog, der også giver en poetisk oplevelse i de tekster der ledsager de mange skønne tuchtegninger.

”In the poetics of music Stravinsky pointed out that natural sounds such as the calls of birds and the whispering of brezes, though they may delight us, are materials for music rather than music itself. To become music, sounds must be chosen and arranged. So it is with gardens. Natural landscapes are not yet gardens; it is only through the selection and composition of their elements and materials that gardens are made. To compose is to adjust the balance and tension of yin and yang – water and mountains, human order and the Tao of nature, sun and shadow, breeze and stillness, sound and silence – to create new relations that carry meaning for us.”

”We´re not sure whether it comes as a disappointment or as a great relief to note that in all of human history there seem to have emerged just two basic notions of how to do this. There are just two Ur-gardens. Each reprecent not only an idea of what is pleasurable, but also an ideal of felicitous equlibrium between humankind and nature.”
se tegningerne:
Ligheden mellem Hadrians Villa i Tivoli og Harold og Vita´ have i Kent er slående, trods de forskellige størrelser på anlæggene, deres placeringer, og det enorme tidsgab der er imellem dem. Og sådan er der mange eksempler i bogen, hvor man tænker; "Nåh; det er der det kommer fra."

- Charles W. Moore var en berømt postmodernist i 80´ernes USA og mange vil sikkert være uenige i den herres betragtninger.