HERRETUR...

 


I sidste uge blev jeg inviteret med på en studietur til København, Nordsjælland og Skåne, arrangeret af arkitekt Anders Barslund, der bød på; snak og kig på arkitektur, landskab, by og billede.. og ikke mindst; et særdeles fornøjeligt selskab med to meget sympatiske interessefæller. Den anden herre var fotograf Steen Gyldendal som har sendt mig en billedserie fra turen. Jeg har tilladt mig frit at plukke.
 

Øverste foto: Lyngby Parkkirkegård fra 1952 af Harald Plum og Henrik Iversen, består bl.a. af mange korsformede gravrum dannet af skarptklippede bøgehække, hvis horisontale overkanter virkelig understreger de maleriske kroner på fritvoksende fyrretræer. Farverne på dette smukke fotografi giver en nærmest æterisk virkning, som forankres  og holdes i ave af den tunge bygningsmasse, der ligger som en meget lang, nærmest uendelig blok og giver tyngde. (herunder)
 
SLA - Stig Lennart Anderssons tegnestue, har begået et helt særligt anlæg i hvidbeton, græsser og træer omkring Lundgaard og Tranbergs smukke bygninger ved Kalvebod Brygge, hvor bl.a. SEB holder domicil. Jeg er temmelig vild med projektet. Både huse og haver. Når man går i anlægget udfordres balanceevnen. Befæstelsen, som jo her er i støbt hvidbeton, får sammen med plantematerialet, en helt særlig karakter og i stedet for at være hinandens modsætninger komplimenterer de i materialitet.
Den fejede overflade afslører sporrester af plantematerialet, der har sat mærker. Således kan betonen ikke genfremstå som nystøbt efter rengøring men må leve med aftryk af vækstmaterialets levede liv. Her og der er træer forankret med wirer, formentlig for at de ikke skal blæse omkuld. Men forhåbentlig kun en overgang, ind til de kan stå af sig selv uden krykke.
Et sammenstød der skurrer i mit æstetiske center, er der hvor SLA´ anlæg tørner sammen med Rigsarkivets taghave i baggrunden. Der er ikke noget galt med de to anlæg isoleret. Men formsproget i SLA´s anlæg skulle  efter min mening, have været afsluttet med samme tone i linjeforløbet, som resten af projektet. Her tørner de to sprog sammen i en lige skarp tværlinje uden at berige hinanden. De minder mig om hvor lidt rum der ofte tildeles til 2 forskellige udstillingshaver, der så må slås om pladsen på en havefestival.
Haveanlæggets smukke bede i organisk formsprog og stærke kontraster i materialerne kan opfattes som en forlængelse af det der sker inde i bygningerne. Her er man ikke tilbageholdende på samme måde som mange private bygherrer kan være det; grov beton mod sarte stuccolignende lyse flader skræmmer ikke.
 Rør og runde huller skær sig vertikalt igennem dele af bygningerne
og selv i lille skala er der kælet for detaljeringer mellem grovkornet stoflighed på krumme betonvægge mod spinkle håndlister af stål beviklet med handskeblødt læder. 
Næste stop var Tegnestuen BIG´ Søfartsmuseum i Helsingør ved Kronborg. Jeg interesserer mig ikke meget for søfart, men jeg kan anbefale arkitekturinteresserede at opleve bygningen med egen krop. Museet ligger under jorden. Ad et svævende zig-zag-forløb, der helt typisk for tegnestuen fungerer som både ankomstvej på taget og som tre udstillingsrum, ledes besøgende ned i en gammel tørdok og videre ind i udgravede  hulrum på begge sider af dette rustikke og meget smukke forsænkede hul i skibsform ved Kronborg.
 
Det er netop kollisionen mellem de rene flader og den rustikke patinerede beton der giver stedet liv.
For tiden læser jeg SUPERNATUR af Malene Hauxner, om Europæisk landskabsarkitektur fra 1967 til 2007 set fra Danmark. En interessant beskrivelse af landskabsarkitekter og byplanlæggeres arbejde med nutidige problematikker i urbane områder de seneste snart 50 år. Og så er det virkelig en mærkelig fornemmelse pludselig at vandre rundt i Jakriborgs splinternye middelalderlignende gader imellem Malmø og Lund. Et boligprojekt fra 1998, der hylder de gamle byggemetoder og som af kritikkere udskældes som kulisseby og middelklassens svar på Christiania.
Det kan man til gengæld ikke beskylde Lunds Domkirke for. Det har alderen og er et monumentalt byggeri der minder meget om Viborg og Ribes domkirker. Her vil jeg gerne have lov at rose byplanlæggeren/ landskabsarkitekten for at have anvendt lokale belægningsmaterialer. De er sikkert fundet i regionen eller måske på Bornholm. Ganske anderledes forholder det sig med den nye plads og de importerede belægningssten ved Ribe Domkirke. De skulle aldrig have været skibet ind på denne lokalitet, hvis nogen skulle finde på at spørge mig.
Turning Torso i Malmø. Interessant! Spektakulært! En effektfuld konstruktion.
men bo der?
 Det beror vel også på øjnene der ser? - her i et fabelagtigt udsnit af vandspejlet ved foden af det mægtige højhus, der ligesom
alle de  øvrige fotos er af Steen Gyldendal (herover), og ejer af El Corazon. Ud over at være fotograf langt ind i hjertet og tale varmt for portrættet, så bruger han også hænderne flittigt, når han forklarer.(Her kom jeg vist til at pille lidt ved hans kamera.)
Og Anders Barslund der tilrettelagde turen, - han bærer sin arkitekt i rygraden og begejstres, som det måske ses; for originalitet og personlighed.

Tak til de herrer for genopladte batterier.

HAVER ER IKKE KUNST - MEN DET KAN VÆRE DET

Havefolk generelt er nok en gruppe, der ikke særlig ofte taler om kunst i havemæssig sammenhæng. Alligevel ser og hører man nu og da, at der peges på et bestemt haveanlæg, på lige fod med et foto, en bog eller en film hvori emnet omtales eller vises, og at det beskrevne haveanlæg kategoriseres som kunst. Men herefter ophører videre forklaringer. Ofte bliver man overladt til selv at skulle definere årsagen og finde argumenterne for at bestemte ting benævnes som kunst. Eller finde en forklaring på, eller mening med at noget fremhæves frem for andet som værende det.

Og ja; kunst opfattes også subjektivt, og kan i den forbindelse være nogles argumentation for at det ikke kan og skal diskuteres.
For har vi ikke alle fået en grundlovssikret ret i dåbsgave til at udråbe en have, et billede, et stykke musik eller lyrik som værende kunst, hvis vi får lyst, hvis vi er af den helt personlige holdning og uden at vi absolut skal forklare os? - Er det ikke nok at vi hæfter ordet kunst på elementet, hvis vi synes det fortjener det?
Hvad mere kan man forlange?
Men derved bliver det kun et personligt statement uden underbygning og for det meste en hurtig afslutning på en samtale, der ellers kunne blive interessant. Splitsekunder efter at vi er blevet bedt om at forklare os, snupper vi den nærmeste bagdør med ord som ”jamen det mener jeg det er” eller ”det er det bare” eller hvis vedkommende bliver gået lidt mere på klingen; ”jamen det ved jeg ikke hvorfor, jeg har jo ikke forstand på kunst”. Eller måske den værste af dem alle: ”- smag og behag er så forskelligt, - og det kan man ikke diskutere!”  

Haver adskiller sig fra de mange andre kunstarter ved at de for en stor dels vedkommende bæres af stil. Og opgaven kolliderer dermed i nogle havefolks hjerner, da stiløvelse er den værste provokation, man kan udsætte dem for. For nogle er konsekvensen at de blot tager tøj på, frem for nogensinde at klæde sig. At kunne holde varmen, må være alt nok og i forlængelse heraf, kan man spørge, om det er tilstrækkeligt at maden er grå, når bare man bliver mæt?
Tesen om at årsagen skal findes i generel usikkerhed når vi taler stil, underbygger C. Th. Sørensen i bogen Haver – Tanker og Arbejder fra 1975 i afsnittet `Havekunstens oprindelse´:
Stilisering
”Ordet stilisering er brugt uden videre, som om det er entydigt som ordet læse. Det er det desværre ikke. Stil betyder beherskelse, oplyser ordbøger, men det kan også forstås som renhed, renselse, klarhed. Således som stilisering bruges her er det noget med at forfine, fuldkommengøre og forstærke det karakteristiske ved et objekt. (Måske dækker et ord som improvement.)”

I indledningen anfører han bl.a.: ”Det er vigtigt at erindre sig menneskets dybe trang til at gøre alt bedre, en evig stræben mod en uopnåelig fuldkommenhed, som er det egentlige, menneskelige princip. Vi vil gøre tingene teknisk bedre, avle mere og bedre, såvel planter som dyr…” Og senere fortsætter han ”…men det er egentlig ubegribeligt at vi har en lige så stærk, ja, ret beset stærkere, dybere og mere oprindelig trang til at gøre tingene skønne. Det er let og ligetil at vurdere vore tekniske resultater, mængde og kvalitet af hvede, frugt og kød, styrke og isoleringsevne i en væg og en ovns udnyttelse af brændsel, men hvad skønhed angår, er vi aldeles usikre. Vi accepterer begrebet, og at der er et overordentlig stærkt behov for skønhed. Vi er ikke tilfredse med at skabe hensigtsmæssige ting, funktionelle ting, det skal også være skønne ting, måske kun skønne ting. Jeg skal ikke her anføre mere kun fremhæve, hvor vigtigt det er at huske denne kendsgerning. Haver i de forskelligste former er netop ofte skabt kun med det skønne som formål, men alligevel vil havekunst for mange være et nok så fremmed eller uklart begreb. Så meget mere mærkeligt, som det saligste, mennesker verden over kan forestille sig, netop er en have, - paradiset.

Helt personligt tror jeg at en af forklaringenerne skal findes i, at der mangler indlevelsesevne og ord for at kunne begribe en have. At sproget der skal til, for at kunne underbygge en tese om at noget er havekunst, ikke er trænet. Eller kort og godt, vi har hverken lavet fælles, individuelle eller egne personlige præmisser for hvad vi mener der skal være til stede for at vi vil anvende ordet kunst i havemæssig sammenhæng. Vi gør det bare når det passer os og uden at gå dybere ned i materien. Vi lader os som regel nøje med ord som pænt, flot, skønt, smukt, dejligt, sødt eller yndigt og i forlængelse heraf med lyde som; Ihhhh! Åhhh! Neeeeej! og Waaaauuuuuuuw!
 
Havekunst praktiseres af forvænte kvinder
Jeg ved ikke om det er fordi vi lever i forskellige elitære universer og at der ikke er verbal udveksling imellem disse at forståelsen og indsigten ofte mangler? - Den svenske professor og landskabsarkitekt Thorbjørn Andersson, hævder i New Agenda – Dansk landskabsarkitektur 2003-08, at havekunst ikke er fremmed i Danmark, men er det i Sverige.

Citat:” I Sverige er der ikke mange der betragter havekunsten som noget særlig vigtigt. Forvænte kvinder der forsørges af deres rige mænd, helliger sig havekunsten i deres eksklusive hjemlige omgivelser. De helliger sig dermed også en virkelighedsflugt for at lindre det faktum, at de i virkeligheden er ved at kede sig ihjel”.

1- i noten bag i bogen kan læses: Det er muligt at velhavende danske kvinder keder sig lige så meget. Men hvorfor er f.eks. Karen Blixen i Danmark respekteret for sin fine smag, når samme fænomen i Sverige ville blive betragtet med mistænksomhed?

Jeg kan godt trække på smilebåndet men jeg forstår ikke pointen. Eller også er jeg bare ikke enig med ham. Karen Blixen var bl.a. kendt for sine fine blomsterarrangementer, og havde ikke havekunstneriske evner. Blomsterarrangementer har ikke noget som helst med havekunst at gøre, - og jeg mener da også at udtalelsen tenderer det populistiske og at det er en betænkelig måde at argumentere på da havekunst og en haves karakteristik som kunstværk heller ikke har noget med fin smag at gøre.
En have bliver ikke til kunst af sig selv i kraft af at den gror, - kunst er ikke tilfældigt opståede naturfænomener, men menneskeskabte artefacter.
Jeg hører nu og da folk proklamere; at nærbilleder af blomster med kronblade og støvdrager er større kunst end den nutidens kunstnere kan frembringe. Total forfejlet i min optik. Natur er ikke kunst. En blomst er ikke kunst og planter vokser ikke med henblik på at blive til kunst. Mennesker laver kunst, - naturen gør ikke.
Der skal være en kunstnerisk vilje, - en kunstnerisk intention, forstået sådan at ophavsmanden eller kvinden til haven har bestemt sig for at ville anlægge en have med en kunstnerisk bevidsthed, der ligger udenfor almindelig intuition og indskydelser. Altså at den som udtænker idéerne og formgiver/ tegner haven, vil gøre det med sigtet; at skabe et kunstnerisk værk med henblik på en bestemt oplevelse og at sætte fokus på et bestemt begreb og vinkle det fra en side der kan afkodes og læses af beskuere.
-        At der så ikke er garanti for det bliver et kunstværk er en anden sag, men viljen og hensigten med opgaven skal være til stede.

Dernæst; havekunst er i modsætning til al anden kunst; billede, lyrik, musik og teater en processuel kunstart hvor form, rum og tid er i stadig bevægelse og bliver hermed også et forløb med et langt større abstraktionsniveau end skulpturen, billedet og huset. Vi taler meget om symbolindhold og korte sansninger af naturens vidunderlige univers, men alt for sjældent om den fantasi der skal til for at opleve og forstå en have.

8 kategorier

Jeg vil pirres når jeg betragter kunst og dermed også et havekunstnerisk værk og anvender derfor følgende 8 vækkelseskategorier.

Det skal:

Være særegent
 
Have nogle mærkværdighedskvaliteter
 
Skille sig ud fra mængden og være anderledes
 
Give anledning til forundring
 
Ryste beskueren ud af traditionelle konventioner og forestillinger
 
Pirre nysgerrigheden
 
Bevæge, røre og stimulere sanserne
 
Have nogle overvejede, æstetiske og kompositoriske principper i materialevalg, rum, form og tid.

Men der er selvfølgelig ingen garanti for at jeg står i et havekunstnerisk værk hvis alle ovennævnte vækkelsesområder er opfyldte. Der skal mere til. Noget der måske er uforklarligt og som skal opleves med en sjette sans. Men det er alt afgørende for mig at haven ikke er anlagt ud fra vilkårlige tilfældighedsprincipper.
Under alle omstændigheder kan vi i det lange tidsperspektiv kun få lov at opleve brudstykker af kompositionen, kontrasterne, lys- og skyggevirkningerne, fortællingen, temaet der kan være baseret på farve, plantevalg, form og arkitektoniske greb, eller at værket er båret af en grundidé som en fortolkning eller en parafrase over et stykke lyrik eller måske en hyldest til en form, et stykke musik eller videnskaben.
En have - eller simuleret virkelighed
De fleste havetyper bygger på det arrangerede i sammenstillingen mellem planter, jord, sten og vand. Men for mit vedkommende er den akkumulerede tid den væsentligste faktor, og som adskiller havekunsten fra alle andre kunstarter.
Vi lever i en verden der tilbeder evig ungdom og hvor plastikoperationer og botoxbehandlinger er blevet normal hverdag for mange. De fleste totalrenoverer/ totalspolerer boligen og det må helst ikke vare ret meget mere end et par uger, før vi sukker over at det trækker i langdrag. Og vi flytter igen, som aldrig før, - fra sted til sted, fra region til region, og sjældent når vi at slå rødder, hvilket også bekræftes i det fænomen at den danske gennemsnitsborger, kun bor i samme hus i ca. 7 år og at de ukendtes gravsteder eksploderer i omfang fra år til år.

Som havearkitekt, kan det derfor være en udfordring at se sig selv som medskaber af haver, der på forhånd ofte er dømt til en alder der ikke overskrider purkens i første klasse. Min holdning er da også den; at man som ny haveejer, bør tænke sig grundigt om før man starter motorsaven, fælder frugttræerne, lægger fliser og strør skærver ud. Hvis ikke det allerede er gjort.

Showgardens, udstillingshaver, konceptuelle haver, havetableauer, haveinstallationer, have-paradeborde, potte- og krukkehaver etc, er alle arrangerede universer, der oftest forsvinder sammen med den første efterårsstorm. – Derfor er de efter min mening ikke haver og de har meget lidt at gøre med havebegrebet generelt..ja kald mig bare gammeldags.

Efter min mening går en have dybere, fordi her er tale om vækster der gror, vokser og udvikler sig i relation til hverandre. I interaktion med ejerens indsats og mangel på samme, bliver haven virkeliggjort hen over uger, måneder og årtier. Den akkumulerede tid, som planterne herved kommer til at symbolisere, skaber en spirituel atmosfære som de andre arrangementer ikke ejer, endsige; nogensinde vil kunne opnå. Magien i en have opstår således i kraft af samspillet mellem menneskelig tilstedeværelse og planternes udvikling og modning. En have er først besjælet i tyveårsalderen, - hvis der da er plantet vækster i den som kan opnå den alder?
 


”Al kunst er skabt med inderlighed. - Men at alt hvad der er lavet med inderlighed ikke bliver til kunst er en anden sag”

Sys Thomsen

 
 
 















TO BE CONTINUED...

Disse store græs- og staudebede, som jeg omtalte i et tidligere indlæg får følgeskab af flere bede og de blomstrende arealer bliver hermed udvidet til mere end det dobbelte.
I skrånende langstrakte forløb med plæner imellem er det store grupper af småblomstrende stauder og græsser, der strækker sig ud i den del af parken, som jeg har designet og som blev beplantet i marts 2014. Billederne her er ca. 14 dage gamle, altså slut september, så efter parkens lukketid er der stadig oplevelser at hente.
Formen på de fire til seks meter brede bede, tager udgangspunkt i nogle spændte buer
der lægger sig ind som kurvede tanger i et kupperet terræn.
På de næste fotos ser man forberedelserne til hvorledes de nye langstrakte bede skal fortsætte
 og som til næste åbningssæson skal fremstå som ankomstarealer til parken. Her bliver der etableret to brede dobbeltbede, der tilsammen fylder næsten 1000 kvm. og som skal byde gæsterne velkomne før de ankommer til selve forlystelsesarealerne længere inde i anlægget.
 Afgrænsningerne langs bedene med de store kampesten, skal lægges om  og erstattes af  egentlige lave kampestensmure.

 De mange sten, som nu ligger i bedene på hver side af indkørslen til parken (og hvor der før var stedsegrøn ene), skal selvfølgelig fjernes, før der bliver plantet godt 8000 nye planter.
Og hvorledes det vil tage sig ud, glæder jeg mig til at kunne vise til foråret 2015 midt i maj, når parken åbner igen.

HVAD-BLOMSTRER-NU-MENTALITETEN


Det er blomsterne der driver havelysten og dyrkningstrangen for de fleste haveejere.
Ja alt i hele haveverdenen er drevet af dem.
Det er nok også derfor at det meste havestof på blogs, i blade, magasiner og på tv, kun omhandler de planter der blomstrer lige her og nu, og som er skyld i at have-vinterhalvåret er en temmelig depressiv og død periode, hvad angår snak og arbejde om emnet på vores breddegrad.
Kun de mest nørdede og optimistiske gider skrive og filme om det. Eller give lyd fra sig med et blogindlæg og opskrift på speltboller, hvor der kan lempes birkesfrø fra valmuer af egen avl ind. I virkeligheden burde der laves en temalørdag med titlen `Døden fra Lübeck - nu også i haven”.
Så kunne vi måske indse at også haven, præcis som landskabet viser hvorledes en cyklus fra vækst over modning til endeligt forfald er et sindbillede på os alle sammen og at vi skal i den retning uanset?
Men nej.
Vi må vise at vi formår at bøje naturens gang og i desperation, har vi investeret i noget fremmed grønt, importeret fra den anden side kloden, men som pga plantens oprindelige dna og væksttilpasning først blomstrer ind i det vi kalder oktober og november, hvor alt andet omkring os er godt på retur. Ind i kollapstilstanden.
Hvis jeg som menneske er natur, skulle jeg vel for pokker kunne forvente at noget i mine gener vækker gensynsglæde, når jeg står overfor en rådden træstub med hul i og blævresvampene hængende på siderne, der indikerer at nedbrydningen er godt på vej?
Nej igen. - Jeg griber også stadigvæk fast med det yderste af neglene for at holde stand her hen i slutningen af september: Hvad er i blomst nu? – og hvad blomstrer lige om lidt?
Indtil der ikke er mere at gøre.
Så dropper jeg det hele og går i hi.
Det er der selvfølgelig ikke noget galt i.
Det er vel nærmest naturligt?
Det gør bjørnene også
Problemet er bare at de æder inden de går i hi.
Jeg æder først rigtigt igennem, når jeg er gået i hi.
Derfor bliver jeg federe og federe. Og ønsket om at slippe den infantile tilgang; hvad-blomstrer-nu-mentaliteten? - stiger i takt med tallene på vægten.
I stedet kunne jeg gå ud og motionere i haven. Der er nok at gå i lag med. 
Det har jeg så lige gjort for en kort bemærkning, - og i forbifarten fotosnappede jeg  den duftende klematis rhederiana (øverst) og frøstandene fra klematis flammula (nederst) der kravler op i udvalgte værtsplanter. De er begge vilde. Jeg er også ret vild med dem, - og de ved sikkert ikke selv at de er indvandrere, der vækker forundring fordi de blomstrer på et tidspunkt, hvor de fleste andre er færdige og har lagt sig?
Jo, - her på matriklen kan vi også lidt endnu!

ps: Begge klematis stammer vist nok fra Asien,  - hvorimod stammen foroven, er en gammel elmestub på vej ned i jorden.

 

 

HERSKABELIGE RAMMER

 
I går var jeg på havebesøg ved Vemmetofte Kloster i nærheden af Faxe Ladeplads.
Lejerne bor i en del af den ene længe til højre med hoveddør i gavlen slottets voldgrav overfor. Bag det store træ til venstre ligger hovedbygningen
og de præcise voldgravskanter i hugget granit og den lille bro skaber en stringent ramme om vandet og et stærkt modspil til de bløde plantemassiver.
Til venstre for indgangen er der udsyn til fortsættelsen af voldgraven i den præcise vandflade som ligger nede under høje trækroner imellem bløde græsklædte volde.
Inde i gården ligger det enorme tapis vert (her et stort parterre med lave naurhække der omkranser bløde græsplæner. Bagerst ses den smukke ladebygning.
 Vest for den længe som det drejer sig om, har vi den store have på ca. 5000 kvm. omkranset af store fuldvoksne træer og som skaber en dejlig ramme. Her skal der arbejdes en del med detaljeringer og et brugbart indhold.
 Et stort cirkulært buksbomkranset bed tæt på bygningen huser en del roser i alle mulige farver, et skævt opstammet grantræ og en flerstammet guldregn. Det skal der nok gøres noget ved, men bedet forbliver på stedet i sin oprindelige form.
 Foran den røde facade skal der være café med servering for gæster og de mange smukke og store rum i bygningen vil fungere som et B&B i herskabelige rammer.
Og haven, - ja den skal med tiden indgå som en væsentlig del af den oplevelse lejerne forsøger at skabe for deres gæster.


 

PLANT TRÆER

I fredags var jeg på havebesøg syd for Kolding hos ejerne af en skøn gammel gård fra slutningen af 1800tallet. Det som fæstner sig stærkest, når jeg besøger sådanne steder er den akkumulerede tid man finder, - ikke kun i bygningerne, men også i stedets træer.
På den kæmpestore gårdsplads troner tre store lindetræer, der sikkert tæller samme år som udbygningerne.
Ude fra hovedvejen fører den gamle kastanjeallé op til gården, - alderen på dem trykker og inden længe skal man beslutte sig for om en ny bør afløse den gamle.
I selve haveanlægget skaber de enorme træer rum og parkkarakter og husets relativt høje facader får kvalificeret modspil.
 Vandet i en nylig udgravning gør både himmel, bygninger og have nærværende.
På afstand ser man at også den store parkplæne inden længe skal have nye solitære træer, der kan afløse de gamle og skabe rumvirkning.
 Det er således ikke for ejerne selv, men for de kommende generationer der skal plantes træer.
 Fire stammer danner portal til havens hovedakse,
 der (set den anden vej fra) fortsætter ind i skoven og videre ud i landskabet i et blåt hul.
Men når alt det så er nævnt, - så er her en helt fantastisk atmosfære. Den smukt patinerede veranda med trappe, kugler og søjler sender tankerne tilbage i en tid, hvor der her levede og arbejdede et helt lille samfund.
 Nu skal der etableres en ny beplantning foran den smukke facade, hvor sommerdagene kan nydes og udsigten fra stuerne være uhindret.


Langt ude i periferien af parken er et vældigt område indtaget af store mængder mosebunke, der giver en fin og overbevisende overgang til naturens egen frie vilje. Måske skulle man invitere mere mosebunke længere ind i haven, nu da den trives så godt på stedet her?