SELVGROET ARKITEKTUR

En lodret stang giver højde, to giver højde og mellemrum, og flere sammen giver både højde, mellemrum og rytme og sætter omgivelserne i bevægelse. Er de placeret i flere gentagne grupper og med forskellige afstande, kan de med deres arkitektoniske virkning lette en kompakt masse. Her er der tale om spir på den franske kongelys Verbascum chaixii `Album´som blev udsået i et bed til brug i den hvide have for over ti år siden og den trives i den sandede muldjord vi kan tilbyde den.
Den peger op ad med sine slanke stænger og fastholder den vertikale retning, der giver en præcis og tydelig modvægt til alle de andre retninger og former - lette eller tunge - som de fleste staudebede består af. Det er blevet en yndling, og den får lov at så sig selv hvor den vil. Vi hjælper den også ind imellem til at finde nye steder og den er blevet symbolet på vores tilgang til have og alle vore staudebede de seneste par år. Vi er holdt op med at luge og har overladt alle græs- og staudebedene til sig selv. Vi magter det ikke mere, da der er så meget andet der skal gøres og har derfor besluttet at alle de mange kvadratmeter bede er et eksperiment: ”Hvor længe kan de overleve uden vores indblanding?” Det har holdt i godt to år, der har både indfundet sig brændenælder, mælkebøtter, burre, kvik og rajgræs, men rigtig mange af stauderne og græsserne lader til at gro videre. Vi høvler det hele ned i marts med en trimmer og en hæksaks på en stang og kører hen over med en gammel rotorplæneklipper efter at vi har samlet de største strå sammen til et bål i bunden af haven. Det er det hele.

Det betyder så også at vi ikke længere kan invitere folk indenfor i haven. De fleste havefolk tåler nemlig ikke synet af ukrudt, - ja nogle leder ligefrem efter det. Det kan lyde helligt og nærmest højrøvet, - det er det ikke - vi taler af erfaring og kan godt forstå det, og vil selvfølgelig ikke udsætte nogen for den slags ubehagelige oplevelser.


 Sammen med den stribede græs Miscanthus sinensis `Morning Light´ giver den franske kongelys nærmest lidt tyngde.

 I den gule have har den selv indfundet sig, helt uden hjælp.

Vi tror selvfølgelig ikke selv på at eksperimentet kan vare ved. En dag må alle bedene være ”sprunget så meget i skov” at det ikke mere er en have, men foreløbig går det tilfredsstillende.
 De andre med stænger, Veronicastrum virginicum, har en helt anden slags spir og en helt anden virkning. Det er da også, om noget nær det samme, en lidt anden historie om selvgroet arkitektur.





 

THE BLUE SEA OF SALVIAS

 Beplantningen her, af forskellige prydsalvie Salvia nemorosa og Sesleria autumnalis med bræmmer af prydløg har afløst nogle store stedsegrønne cypresser og thujaer med bånd af røde roser.
 De stedsegrønne planter indrammede den asfalterede sti. så man førhen gik igennem en tunnel, en ret fin oplevelse i grunden, men den var også ret så dyster.
 Hvis ikke man vidste, det skulle man ikke tro at det var vejen til en forlystelsespark for børnefamilier, men mere en processionsvej hen til en kirkegård.
 Man skal selvfølgelig ikke være fordømmende overfor stedsegrønt. Jeg har ofte hørt det omtalt som kirkegårdsplanter, hvilket jeg mener er både umodent og dumt.
 Men beplantningsturen ind i tivoliland var efterhånden kørt lidt træt, selvom der var levnet plads til en smal stribe af højrøde Poulsen-roser langs stenkanten mod vejen. En rigtig `firsermodel´, vil nogen sikkert påstå?
Som det forholder sig nu, er strækningen blevet åbnet op så man kan skimte arealerne til begge sider. De gamle træer er stammet op og har fået den arkitektoniske hovedrolle og bølgerne af salvie "stryger" det hvælvede terræn i flere lilla, violette og blå nuancer, alt efter om det er modlys, medlys, solskin eller overskyet himmel man oplever dem i.
 De lange bløde bedstrøg med salvier og prydgræs er tegnet op med streger på jorden, før der blev plantet. En opgave der kan løses i 1:1 på stedet, når bare man har sikret sig, at der er planter nok at tage af.


MUSEUMSHAVE

De fleste kender sikkert motivet af Det lille Rådhus i Ebeltoft. De færreste ved nok at der bagved gemmer sig et lille trekantet åbent rum, dannet af tre bygningers bagsidefacader? Denne plet er for tiden genstand for mit bly og viskelæder på papir, og med de skrappe krav og retningslinjer der er i et sådant gårdrum, er det rig lejlighed til at stimulere fantasien.
 Gårdrummet tilhører Museet Siamesisk Samling og anvendes af besøgende og nu og da af rådhusets bryllupsgæster, der samles til en skål og evt. fotografering. Der er også et selvstændigt vaskehus med toilet.

 Bygningerne ligger i forskellige niveauer og ikke to facader taler det samme sprog, lige på nær bindingsværket.
 Siamesisk samlings gårdfacade der næsten synker ned under jordniveau er det fornemste med taktfaste vindueshuller i facaden og som derfor sætter retningen for, hvorledes der skal formgives.
 Rådhustårnet knejser på tagryggen og er allestedsnærværende i haverummet.
 Og andre kunne måske få glæde af det, da der er indgang ad en gammel jernlåge fra gaden?

 Først lige begyndt....og der er lang vej endnu.

LANDSKABSRENOVERING

Et mærkeligt udtryk. Det kommer sig nok af, at en sådan opgave handler om at der skal arbejdes med de overordnede helheder - i forlængelse af de eksisterende værdier - og at resultatet helst skal se ud som om landskabsarkitekten har trukket sig tilbage, uden egentlig rigtigt at have været der.
...se flere fotos fra dette fantastiske sted i Danmark


ALLIUM AFLATUNENSE

Tiden er inde for prydløg. Det går hurtigt og når der er varmt bliver de brændt af i løbet af ingen tid. Lægger man løgene i skygge eller halvskygge, kan man forlænge blomstringen betydelig, - de bliver lidt lysere og mere vandige i farven, men det gør nu ikke noget efter min mening.
 Her er det Allium aflatunense `Purple Sensation´, den er noget mere intens i farven end selve arten, som jeg foretrækker. Her under letløvede træer varierer farven.
 Aflatunløgene er lagt i brede bræmmer sammen med prydsalvie og til at lysne er der indplantet store partier af Sesleria autumnalis. Når aflatunløgene er afblomstret og hovederne klippet af kommer en ny løgtype Allium sphaerosephalon op i mellem Sesleriaen. De er meget mindre i blomsten, bordeauxfarvede og giver et helt andet udtryk. Blomsterstandene fra disse får lov at stå til hen på vinteren.
 Partierne her, ligger som brede strøg på begge sider af hovedfærdselsåren til Sommerland Sjællands forlystelsespark og fylder godt og vel 800 kvm. De blev lagt for to år siden og er stabile planter.
 Sammen med tre forskellige sorter af prydsalvier og sesleria giver de mange allium en smuk variation, hen over sommeren på de store arealer der skråner svagt, ind mod vejen.

Arbejdet med de mange nye beplantninger i parken, begyndte jeg for godt tre år siden og det fortsætter med nye tiltag hvert år. Billederne her er lige tikket ind i indbakken fra ejerne, Kåre og Mette, med en invitation om at komme og nyde synet.
Indtil da, vil jeg nyde resultaterne af et godt samarbejde.

NÅR HAVELYSTEN PRESSER PÅ


Her i huset var det herren, der fik havelyst og brug for at der skulle ske noget med stedet. Parret spurgte om hjælp, så forandringerne kunne leve op til familiens ønsker og husets fremtoning. Det har været en fornøjelig proces, både sammen med ejerne og sammen med anlægsgartnerne. Og for ejerne er den er ikke slut endnu, men først lige begyndt.
Terrænkurven på grunden, hang førhen som en blød hængekøje og første opgave var at rette op på det og terrassere hele stykket i tre rektangulære størrelser med samme bredde og tre forskellige dybder for at skabe dynamik, når man bevæger sig rundt på havens gulvflader.
Indkørslen langs husets smukke gavlfacade blev nedlagt og erstattet med trærækker , en smal plæne og staudebede. Bilerne kører nu i garagen fra en anden indkørsel.
De tre terrasserede plæner blev forbundet med to brede trapper i hver side; et hold aksialt ud for hoveddøren til huset og et hold ud for en ny trappenedgang fra husets hævede terrasse. Her blev der ganske enkelt slået hul i halvmuren og monteret en granitstenstrappe med rækværk og gelænder. De to terrænspring der herved fremkom, blev til havens bede og blev mod hussiden forsynet med smalle takshække, der med tiden skal klippes således at overkanterne flugter vandret, og så man oplever at væggene bliver højere jo længere man bevæger sig ned i haven. Samtidig udgør de en bagvæg for bedene, når man kigger op på huset, set nede fra haven. Omvendt skal hækkene pirre nysgerrigheden, set oppe fra huset og lokke ned i haven. Bedene måler ca. to meter i dybden og ca. 10 meter i længden.
Trapperne understreger terrænspringene imellem de tre niveauer og samtidig er der skabt forbindelse mellem huset og haven.


Formgivningen er simpel, grænsende til det kedelige. Men valget af denne enkelhed udspringer i, at der her bor en ung familie, hvor de voksne sætter pris på den tid vi lever i og at herren i huset er det mest dedikerede havemenneske på matriklen og hvis ønske var en stram og enkel have, der også gerne måtte være lidt vild.  - det vil tiden så vise om den bliver. Lige nu har han bestilt et ca. 1 m. bredt og 6,5 meter langt stålkar, til et aflangt vandspejl på den nederste og største af plænerne. Det er da lidt vildt! Og mon ikke han tager en bid af plænen de næste mange år i ny og næ, efterhånden som havelysten bare griber om sig? Det kan man vist ikke forhindre.
 Nu er den daglige haverunde blevet et tilbagevende must, for at se hvad der sker. For oppe fra husets terrasse kan man ikke opleve det hele, men må ned i haven og hurtigt smutte ned ad trappen til plænerne med bedene.
Den gamle beplantning med høje fyrtræer blev skånet og mange rhododendroner, blev flyttet ud i havens periferi, for at sløre det sortmalede raftehegn og dermed grænsen imellem have og fortov

 
 
To forskudte trærækker med tretorn, blev plantet mellem vindueshullerne for at forankre husfacaden til havens gulv og for at understrege de rektangulære flader der strækker sig på tværs af grundens lænderetning. Samtidig forstærker de det optiske perspektiv, set fra stuens vinduer.
Nu er her ikke mere indkørsel og smedjejernslågen i det fjerne har fået påmonteret en sortmalet stålplade, så man kan opholde sig ugenert.
Billederne er taget for nylig i maj 2016 og anlægsgartnerne forlod stedet for ca. et halvt år siden, efterår 2015. Det er ret utroligt så meget der kan ske på kort tid, - men det har blot fået det til at krible endnu mere i fingrene på havejeren. Her må der gerne ske  endnu mere.