bauhaus er ikke kun et byggemarked

På kunstakademiets keramikafdeling hvor jeg underviser, er læren om den tyske bauhausskole (1919-33) en obligatorisk disciplin. Denne fantastiske skole, har sat sine markante spor og inspireret helt op til i dag, med et ret systematisk undervisningsprogram som spændte over møbler og design med bla. Gerrit Rietveld med møbler og arkitektur med W.Gropius og billedkunst og farvelære med blandt andre Paul Klee og Johannes Itten som foregangsmænd.

En af mine absolutte favoritter fra den periode er "The red and blue chair" af Gerrit Rietveld. Den er for mig indbegrebet af modernismen; et tredimensionelt udtryk af Mondrians malerier, et lille elegant og stringent, skulpturelt objekt, der viser den moderne arkitekturs konstruktionsprincipper, - en konstruktion der er regnet ud "inde fra", med kvadratet som rettesnor. Endelig er farvevalget et kapitel for sig, - defineret i rødt og blåt med gule pletter, for enden af sorte "streger".

 - og så sidder man forbavsende godt i den stive stol!

På havefronten, er stolen de seneste hundrede år kopieret til det grænseløse, hvilket egentlig også var intentionen; at denne stol skulle kunne aflæses og bygges af en hver med lidt fingersnilde.
Wave Hill stolen herover, er en bearbejdet kopi af originalen og er ret nem at bygge selv. Den kan stå råt og ubehandlet i sølvfarvet vejrbidt træ, eller fremstå monokrom, eks.  i en kinarød på en grøn plæne. Eller som grafiske tegn i matsort. - Måske en lille julegave, hvis man har lidt brædder tilovers i skuret?

HJÆÆÆÆÆÆLP, JEG ER EN TEKNIKIDIOT!!

Kender du det, - at man pludselig står med håret i postkassen og lillefingeren klemt fast i brevsprækken!?
- Jeg har opbrugt min kvote på picasaweb, så der nu ikke er mere plads til fotos på min blog.
Har jeg været en gris og frådset unødigt!? OG: Hvordan og hvorfor skal man lave nye indlæg på en haveblog, hvis ikke de er ledsaget af fotos?
Forleden læste jeg på Karstens gode blog; Grønne Nedslag, hvorledes man på google+, kan lægge flere fotos ind på sin blog udenom picasa. Han har beskrevet det ret så udførligt, men selvom jeg har prøvet som en sindsyg er det endnu ikke lykkedes for mig.
OH ak og ve, - jeg er en af de der digitale analfabeter, en tekniktåbe!

- tilbage i maskinrummet igen, - jeg må ringe til en ven.

En god dag til alle................

Ud på de blå timer

Indrømmet; inspireret af andre bloggeres passion for `det blå´, skal indlæget her, også handle om det.........og helst uden at det skal blive alt for høj-have-kulturelt.

Jeg har flere gange forsøgt mig med rene blå temaer i bede, men synes at de blå farver først kommer ordentlig `i spil´, når de sættes sammen med andre farver.

 I et af de store engbede ved Glasmuseet Ebeltoft, har jeg plantet Camassia (prærielilje), og dens evne til at indordne sig efter omgivelserne, synes jeg lykkes fint her. Den er en eminent plæneplante, hvis man lader græsset gro omkring dem efter afblomstringen helt hen til august hvor det med fordel kan slås med le. Rølliker, blæresmelde, kællingetand og klinte vil også være oplagte i et sådant plænebed, sammen med de småblomstrede narcisser

Perovskia `Little Spire´ er min yndlingsblå. Jeg bliver overrasket gang på gang, hvor mange konstellationer af røde, orange og lilla farver den går godt i spænd med. Og så er det ikke nok med kun én plante. Der må ganske enkelt mange til, for at danne en ordentlig blå flade.

En gammel Helenium af ukendt sort får en mere krydret og varm orange tone, når den har selskab af Perovskia og det gælder næsten uanset, hvilken sort af de rustfarvede solbrud man vælger at sætte op imod denne smukke lysende blå farve

Amsonia Tabernaemontana er en delikat og eksklusiv staude, der blomstrer tidligt med helt særegne lysende blå stjerner. Den skal stå samme sted i mange år og bliver med tiden mere buskagtig. I fuld sol bliver bladene orangegule om efteråret og den egner sig til at placere i flader.

Bladene ligner pileblade og er en gevinst i sig selv i et hvert staudebed.

 

I vores gule have `Det Gyldne Snit´, er de selvsåede blålilla indianermynte en kærkommen modvægt til alt det cremede og stråfarvede hen på sensommeren. Uden dem ville hele havebilledet virke fad og trist.

I et kun ét år gammelt bed, har den smukke asters `Little Carlow´ og Thalictrum `Splendide´ lige nøjagtig tilført det røde bed så meget kølighed, at man undgår "den knasende fornemmelse imellem tænderne"

Prydsalvie Salvia `Dear Anja´ og mælkeklokken Campanula lactiflora `Prichardts Varity´ og `Loddon Anna´, har en særlig farveafsmittende effekt på de hvide lægebaldrian, der sår sig lystigt som karse rundt omkring, selvom jeg hvert år hiver alle dem op, jeg kan finde. Gad vide hvad der vil ske hvis ikke jeg gjorde det?

"KAN MAN GODT DET NU?"

For leden var jeg på besøg i en have, hvor ejeren konsulterede mig og søgte råd på forskellige områder i haven, og talen faldt bl.a. på hækken og dens tilstand. De forholdsvis unge planter var ikke blevet studset i siderne og højden havde for længst overskredet det der var planen. På mit råd om at den burde skæres tilbage og klippes , kom spørgsmålet: "Kan man godt klippe hækken nu, her hvor det snart er vinter?"

"Ja bestemt".

Hos os er udsigten fra stuehuset ikke belæmret med de mange meter hække af bøg vi har her i haven, men jeg ved selvfølgelig godt at de er der. Specielt til højre for bassinet tordner de op som en kanelfarvet truende borg, fra november til løvspringet igen i maj.

For det meste når vi hen i slutningen af oktober, før `the final cut´, og det er om at gå til makronerne og se bort fra at en del blade falder af under arbejdet. Bøg skal klippes hårdt og behandles med en fast hånd.

Men med de store hækarealer, vi har her og fordi jeg godt kan lide det rationelle, befriet for tyrani af havearbejde, så har vi de senere år haft succes med at klippe hækkene `ned´ og `ind´ på denne årstid. 

Flere gange har jeg endog klippet mine takshække i december, hvilket gør dem helt præcise og formfuldendte når sneen og rimfrosten for alvor sætter ind.

Man skal selvfølgelig kunne tåle synet af bøgen, der bliver knap så præcis i formen, her i november, som den gør når bladene stadigvæk er saftspændte og grønne, hvis man klipper i slutningen af august. Men fordelen ligger i at man kan sprede havearbejdet ud over flere måneder, og så koncentrere sig om én ting ad gangen, selv om jeg har rigtig god hjælp af gartner Torben, når det står på.
Jeg elsker de dage med klippearbejdet, på en stige, i tre meters højde, og hvor man får mulighed for at se det hele.... sådan lidt fra oven.

"EN FLAD FORNEMMELSE"

I haverne arbejder man med det horisontale og det vertikale. Bevidst eller ubevidst. Man kan også vælge at bruge de helt almindelige betegnelser; vandret og lodret, men uden garanti for at man har gjort sig bevidst om effekten af dem. Specielt de skarptskårne hække, med de helt flade oversider er særlig attraktive for den som vil understrege det horisontale.

I vores have er det blevet mere reglen end undtagelsen, at alle hække bliver klippet med en flad overkant således, at der hvor den lodrette hækvæg og den vandrette overkant mødes, dannes der skarpe hjørner som er med til at fremhæve den horisontale retning.

Det er selvfølgelig et bevidst valg, fordi vi ønsker at de vandrette linjer på hækkene skal danne et stærkt modspil til det mere amorphe, "det af naturen formede". Eller rettere; der er ikke særlig meget i vores have vi kontrollerer med beskæringer - det meste får lov at vokse frit. Men med hækkene sætter vi kontraster op, i form af det stramt styrede over for det fritvoksende.



I buksbomhaven, med parterrebedet, er de flade overkanter efterhånden blevet så brede, at de selv i en uklippet tilstand, også kan fange skyggespillet fra de omgivende træstammer

Den store krumme væg i gården, der afgrænser buskettet bagved, får en nærmest bygningsmæssig karakter, specielt pga. den flade overkant.

I staudehaven er det taksene og ligustertrommerne i bedene, der bliver klippet med en flad overside, for at fremhæve det horisontale imod de opadstræbende elementer og for at understrege at terrænet ikke er vandret, men falder væk fra huset.

Ved driverhuset i udkanten af haven, tæt på marken er en flage af liguster blevet klippet i en bred formation for at understrege udsigten. Det bliver nærmest en sokkel for himlen, træerne og markerne i baggrunden.

Selv når ligustertrommerne bliver lidt lodne, stikker de op i bedene som "markante moler i et oprørt hav", og specielt de flade overkanter, giver et solidt modspil til det viltre udtryk i græsserne og de vitale stauder.

Ligusterklodserne i køkkenhaven fungerer som stopklodser for enden af hvert bed og skaber samtidig en alléstemning i køkkenhavens længderetning. Det er nemt, - det tager kun ganske kort tid at trimme dem med den elektriske hækklipper, og det giver en overraskende effekt hver gang de bliver strammet op. Mange gange kan man snyde med lugningen, fordi køkkenhaven får så rent og stramt et udtryk, ved denne minimale indsats.

På tværs, er motivet ikke ringere, men understreger sammen med bøgehækkens bagkant det vertikale stativ med klatrerosen. 

De gamle buksbom i " Mindelunden" er efterhånden ved at blive grønne igen efter at være blevet flyttet for 4 gang i 2005. Det har taget sin tid for dem at komme sig, men meningen er den, at de skal klippes som krogede træstubbe og være det naturlige modspil til de krumme hækvægge, der danner baggrundsflade og med en vandret overkant.

Ved vores indkørsel fungerer den brede væg af bøg som en lav mur, der omkranser den gamle frugtlund. Uden den ville det hele blot have karakter af en vilkårlig skovbeplantning med en markvej. Hækken er ikke højere end at forbipasserende kan kontrollere om der er "ordnede forhold" her hos os. Vi kan til gengæld sidde i gården og holde øje med hvem der går forbi og vinke.

- Her mødes modsætningerne; det plejede imod det uplejede, det styrede imod det ukontrollerede og det kulturbårne imod det naturnære, sat op imod hinanden og giver os alt andet end `en flad fornemmelse´. 

FOREDRAG PÅ FALSTER

`MINE BEDSTE HAVER´
- en billedserie af forskellige haver

Mandag d. 5. november 2012 kl. 19.00
på biblioteket, Rosenvænget 17, 4800 Nyk. F.

Jeg glæder mig rigtig meget.
Det er en anden og noget mere udfordrende formidlingsform, end at vise rundt i sin have IRL og fortælle om den, undervise på skoler, eller berette om intentionerne ved en haveplan hos en kunde.
Ikke at DET er kedeligt.
Men man bør i foredraget også være sig bedvidst om en anden faktor, nemlig underholdningsværdien.  Ja jeg ved godt det kan lyde plat, men den er ret nødvendig, mener jeg.

De fleste har sikkert oplevet forelæsninger og foredrag, hvor den fagligt velfunderede formidler virkeligt havde noget at byde på, men som desværre tabte sine tilhørere efter blot tyve minutter, fordi der ingen humor var til stede? Eller i det mindste tankevækkende pauser, eller fordi foredraget i sin fremførelse virkeligt blev en monotom tale uden dynamik!

Det er bestemt også en svær disciplin og man skal oppe sig.
- Det skal man egentlig også som tilhører, hvis man vil have noget med sig hjem.

Jeg arrangerede et foredrag med Peter Olesen en gang, hvor han den først time viste lysbilleder af det arveste møjbyggeri man kan forestille sig i Danmark og hvor tilhørerne fik sig det ene billige grin efter det andet.
Vi morede os kosteligt over andres fejl og dumheder.

Efter pausen viste han dias af tilhørernes, eller rettere vores egen bys bygningsmasse, og her var der bestemt ikke mindre at grine af.
Nu var det bare os selv.
Man kan anfægte det som et billigt greb, men det virkede.

Jeg tror det er vigtigt at man parkerer det selvhøjtidelige, sammen med overfrakken i garderoben og går ind til opgaven med en god portion humor og selvironi, uanset om man er foredragsholder eller tilhører.

Min gode haveven Anne Just, holdt også foredrag og fortalte mig en gang, at hun nu og da havde store problemer med en bestemt slags selvhøjtidelige tilhørere, og som hun kaldte for "de sure havekoner". Det var ganske enkelt umuligt for hende at "nå" dem, hvor meget hun end forsøgte.

Tilgiv mig Anne, fra din himmel - at jeg tillader mig at resitere dig:

"Og så sidder de der på forreste række med håndtasken i skødet, klemt godt op under p......., og er ikke til at slå et smil af"

"Hvorfor har du dog plantet græsserne forrest?"

Det blev fremført mere som en mavesur kommentar, end som et egentligt spørgsmål havegæsten reelt havde lyst til at få et svar på.

Jeg kan selvfølgelig være ligeglad. Hvad rager det mig?

Og det gør det så alligevel, fordi der er en helt naturlig forklaring på det og som er ret så selvfølgelig. Og så fordi de der sådan-skal-man-altså-gøre-i-sin-have-når-det-skal-være-helt-rigtigt-attituder tænder mig totalt af!

Det handler om prydgræssernes placeringer i mine staudebede. Gæsten proklamerede at de skulle plantes bagerst i bedet fordi de er de højeste planter og med tydelig hentydning til at "det er sådan man bygger et staudebed op, de højeste helt tilbage og de laveste helt foran".
Ja godaw do!! - mig og min bare r..

 

Som om der findes en "Emma Gad-opskrift" på hvad man må og ikke må. Græsserne er plantet både bagerst, midt i og forrest i mine staudebede og det er meningen og ikke en fejl!

Jeg vil have dybde i bedene og de skal spille sammen med de andre høje stauder der gror der.

Tænk hvis grøftekanten var bygget op med de højeste bagerst og de lavest forrest?

 I min have skal græsserne flette sig ind imellem de andre planter og ikke stå til skue som solitære planter med skilte på, så man kan se hvor de stammer fra. Jeg er revnende ligeglad med hvad de hedder. Jeg skal ikke snakke med dem!

Men jeg vil have at de er en del af bedene. De skal nikke med stråene helt ind på min pande. De skal sløre de andre planter, læne sig graciøst op ad dem eller klø dem på støvdragerne og lade næserne løbe med dugdråber så tunge som glasperler.

 De skal bøje sig og neje for mig, når jeg går tur, så jeg kan lade fingerspidserne stryge aksene og håndfladen mærke stråene

 De skal både danne bagtæpper og transparente fortæpper og bøje nakken helt ind over den nyklippede græsplæne, som en ballerina der dypper tåen i en ballet.

Derfor!

Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at plante alle mine prydgræsser bagerst i mine staudebede, foreslå det til andre eller for den sags skyld, finde på at tegne en ny have ud fra et sådan princip.
Og der er jeg måske Emma-Gad-agtig? Men jeg gider ikke høre på disse fundamentalistiske havedoktriner om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Her må tilfældighederne gerne råde.

Se så at komme ud og plant nogle flere prydgræsser i havens staudebede, - det er slet ikke så svært. Og lad endelig være med at høre på alt det ammestuesnak, der florerer rundt omkring. Også at de sår sig som karse og breder sig som kvikgræs. Vrøvl! Selvfølgelig kan man anskaffe sig græsser der breder sig, men de findes sjældent hos specialplanteskolerne, der som regel ved hvad de snakker om. Overdam i Hørsholm er et godt sted at starte.
- De fleste græsser holder længe, mange med gyldne farver og senere som havens spøgelsesagtige skeletter der bærer sne og rim til langt hen på vinteren.