`COLOURS IN YOUR GARDEN´

Der er skrevet et hav af havebøger om farver i haven. Titlen i overskriften, eller noget der ligner, er jeg stødt på rigtig mange gange i bøger der behandler emnet og hver gang jeg står og bladrer, er jeg ikke i stand til at abstrahere fra planteforslagene, plantetyperne og de steder hvor de er anvendt. Det kan skyldes min manglende fantasi, men de bliver for det meste manualer på hvorledes man "burde" indrette og tilrettelægge sin have for at den skal "blive rigtig". Jeg tror måske Claus Dalby er en af de få, der kan illustrere hvad han mener med farver anvendt i haven. Sikkert fordi han gør det enkelt og primært med billeder der illustrerer hvad det er han mener.

Stedet her, besøgte jeg forleden og det som står øverst på ejernes ønskeliste er farver. "Alt er grønt her og vi ønsker os flere farver i haven"  Der må selvfølgelig vises hensyn til udsigten og det farvevalg der skal anvendes her, er nok i den afdæmpede skala. Jeg forestiller mig også at størrelsen på blomsterhovederne er små. Eksempelvis spir, kugler, små læbeblomster og mindre skærmeblomster, så de store landbrugsflader og skovbryn får følgeskab af noget der minder om naturlighed i stærke rammer, og som her er sat ind i en havesammenhæng.

Heldigvis er her nogle gode rammer og landbrugslandet lige udenfor den monumentale hæk, der løber i havens periferi og følger terrænets bugtende kurver. Længere borte og ude i det fjerne; ligger bakkerne på Jyllands højderyg. Vi er 100 meter over havet. Jorden er sandet, så her er et fantastisk godt dræn..

Tre længer i bondehusstil, afløste en gammel faldefærdig gård i 1980´erne og dengang blev der plantet to cirkulære hække, en i taks og en i bøg, ud for de to stuehusgavle. Her kan der leges med farver uden at de kolliderer alt for meget med den smukke udsigt der primært er grønne og blålige farvetoner.

Udenfor de runde hække ved stuehuset, i den parkagtige del af haven, skal farvevalget selvfølgelig nedtones og farvefelterne agere i større grupper for at spille sammen med de store græsflader og solitære træer?

 Og formsproget i bedene må fortsætte dialekten i det kuperede terræn. Længst væk fra huset etableres en lille hemmelig have, hvor de lange lyse sommeraftener kan nydes.

 

Her bag takshækken ligger et tomt rum, som fint kan indrettes med  flere mindre partier af blomstrende vækster, så man fra havedøren kommer direkte ud i noget der har mere havekarakter.

På gårdspladsen skal der lægges ny grusbelægning, i en mere varm tone og nye belægninger i en mørk brændt tegl rundt om huset og på terrasserne skal spille sammen med pigstensbelægningerne langs husmurene.

Kort sagt: - et haveanlæg der har rammerne, stedet, arealerne og udsigten, og ikke mindst spændte ejere der trænger til at her lives lidt op ved hjælp af flere farver.

HAVE A SEAT - SNUP EN STOL

Lad det være sagt med det samme; jeg har det meget svært med alle disse show-off-garden-seats af ubekvemmelige havemøbler, der kun har den funktion at de skal `se ud´ og ikke tjener det formål siddepladser er skabt for. Bevares jeg er da enig i at en god stol eller en komfortabel havebænk kan have dekorativ og æstetisk værdi, det har rigtig mange og hvem vil også købe en stol der bare er noget af det argeste crap man længe har set, men behagelig at sidde i? – Ikke ret mange.

Når det kommer til smag og stil er vi ret så forskellige. Heldigvis. Men jeg har ofte oplevet at skulle vejlede i indkøb af havemøbler og erfaret at der her hersker en vis usikkerhed. I spisestuen, sofagruppen og arbejdsværelset er der ingen problemer. Men havens inventar af møbler bliver nu og da valgt ud fra en gammel længsel af en romantisk havedrøm, der ikke eksisterer eller har forbindelse til hverken havens hus og materialevalg samt stilmæssige indretninger, havens beplantninger, eller havens anvendelse og form og for den sags skyld; ingen forbindelse til det liv der ellers leves af husets beboere.

Lad mig give et eksempel: Et funkishus kan for eksempel have rimelig svært ved at forlige sig med en enkeltstående bænk som den hvidmalede Skagensbænk. Eller; som eneste siddeplads kan et fransk krummelure-cafésæt med metalroser og gesvejsninger skabe samme kollision ved sådan et hus. Og dog; det kommer an på hvorledes sammenstillingen imellem det moderne og det gammeldags er håndteret. Sættes de to tidsepoker bevidst i spil med hinanden, er der mulighed for at de kan komplementere de forskellige former og udtryk, ja endda forstærke deres individuelle kvaliteter.

Når det oplagte spørgsmål så kommer, om man skal vælge møbler fra samme tidsperiode som huset og lade alle møbler i haven have samme stil, er mit svar som regel; ”nej det behøver man ikke”, - men det beror selvfølgelig også på hvor stor haven er.

Selv har jeg det sådan at havemøbler kan have mange forskellige virkninger og udtryk i samme have og tjene forskellige formål. Og møblerne må også gerne være forskellige i stil. Og jeg er ikke særlig hidsig men rimelig afslappet, med mindre de ikke bliver brugt. Så skal de væk. Intet er mere livstruende for en have end møbler der er stillet op til skue og som aldrig anvendes. De giver ingen hverken magi eller spiritualitet, fordi de mangler menneskets spor af slid og brug der giver den nødvendige patina. Ellers bliver de hurtigt billedet på fraværet af menneskeliv og social kontakt.

A ROMANTIC RUIN GARDEN

Ruinparti fra Ninfa (se mere og læs på Wikipedia)

G. N. Brandts ord og mange poeters beskrivelser af romantik i haven: `RUINEN ELSKER NATURENS SEJR OVER MENNESKET´ står som en skarp definition af begrebet romantik. Kender man lidt til havekunst kender man også den italienske ruinhave Ninfa,  som må være indbegrebet af haveromantik. Stedet er oprindelig en forladt middelalderlandsby, med en doven flod der stille løber igennem byen og som blev opkøbt med en begyndende tilplantning af familien Caetani i 1921. Haven er beplantet i den engelske stil med mange eksotiske træer, buske og slyngplanter, der indhyller de mange ruiner fra mere en 150 huse, adskillige kirker, møller, broer, to sanatorier, et slot og et rådhus. Landsbyen var i sine velmagtsdage omringet af en bymur på 1,4 km længde med byporte. I dag bidrager fragmenter af bymuren og de mange ruindele til stedets særlige magi.

Det kan være en god idé at studere andre havetyper og steder - specielt hvis man står overfor en opgave, der skiller sig ud ved de givne præmisser, så som gården her, der ikke anvendes mere til produktion og landbrug, men fortsat danner ramme om en smuk og bevaringsværdig gårdsplads, med linden tronende i midten. Her skal man vare sig med planter.

Men med ønske om mere åbenhed og udsyn, bliver de gamle køreporte åbnet op til den anden side af længen som har facade mod syd og med tilsvarende porte. Her igennem bliver der adgang til en ny have, der samtidig danner rammer om udsigten til det omgivende landskab.

Omme på den anden side, bliver den røde faldefærdige tilbygning delvis nedrevet og vil udgøre en kommende del af strukturen i en ruinhave. Bygningen længst til højre i billedet rives også ned og nogle af murene får lov at stå tilbage og vil skabe læ og et varmt klima for solelskende planter.

Det bliver ikke Ninfa, - men temaet om en ruinhave på stedets betingelser: bygningernes fremtoning og jordens dyrkningsmuligheder er måske en fin idé at anvende i en kommende have så stedet får en ny og meningsfuld funktion?

PÅ HAVETUR I SOMMERSET OG HIMMELBJERGET

De fleste danskere har en god fornemmelse for hvorledes der ser ud i Sydengland nær Barnabys Sommerset. Men de færreste ved nok, at man blot kan tage en sviptur til Langebæk Gade på Sydsjælland for at opleve noget der ligner. Det vil sige; her er kun et enkelt hus der ligner, -

Huset har hørt til Pedersgård Gods og er en kopi af en engelsk gartnerbolig, som baronesse Ida Suhr fik opført i 1892 efter en tur til England. Hun kaldte det Langebæk Asyl.

- resten af nabolaget er fra 1960´erne og op.

Beboerne er i gang med både hus og have og bad mig om en havekonsultation for et par dage siden, for at få gode råd og anvisninger til hvorledes de kan gribe opgaven an. Sødt hus, sød have og rigtig søde mennesker, der har set det som deres fornemmeste opgave at agere bestyrere for stedet de næste mange år. Det kræver den respekt, ydmyghed og kærlighed som parret har for stedet.

På en pynt, på en halvø ved Himmelbjerget bliver en anden opgave at "male" med en bred pensel, når der skal anlægges park ned til søen.

 - hvor meget og hvor lidt skal man gribe til her?

og ind imellem kan man holde en lille pause på turen og gå sine egne veje mens man nyder resterne af et fantastisk haveanlæg fra begyndelsen af 1700tallet

 

A DESPERATE HOUSEWIFE -

with hysteric Wisterias.

 I alle årene hvor vi har haft fornøjelse af blåregnens blændeværk af blomsterporno på væggen, har vi været helt enige om at  `less is more´ og for lidt og for meget fordærver alt. Med hensyn til blomsterantallet på vores blåregn op ad stuehuset har der altid været for mange. Og vi er altid spændte på hvorledes vinterbeskæringen måske har haft en gunstig indvirkning på et forhåbentligt reduceret antal af blomsterklaser. men konklusionen er nu at jo hårdere vi er med saksen jo flere blomster kommer der.

I år spurgte min hustru mig så hvorledes jeg syntes blåregnen tog sig ud, hvortil jeg svarede at jeg mente det var som det plejede og at jeg ikke havde bemærket nogen synderlig forskel.
"Jeg har nappet nøjagtig 250 blomsterklaser af" svarede hun og inden vi fik set os om var vi i færd med at tælle de restende. ca. 1500 blev det til.
- så hvad gør 250 fra eller til?

I år blomstrer den hvide Wisteria floribunda `Alba´ op ad værkstedsbygningen og en anden ved navn `Rosea´ ved den gamle stald, med særlig mange blomsterstande. Det skyldes grusomhed med machetten i december.

Wisteria sinensis `Prolific´ er den blå op ad stuehuset, den har bronzefarvet løv der springer ud efter blomstringen. Den hvide Wisteria floribunda `Alba´ har græsgrønt løv, der springer ud samtidig med blomsterne  og med de længste, smalle og mest graciøse klaser (min favorit). Den rosafarvede ved stalden, som jeg ikke kender artsnavnet på, har svagt bronzefarvet løv, der springer ud først og dæmper på meget poetisk vis de rosafarvede blomsterklaser.

Sinensis drejer venstre rundt når den snor sig op, floribunda modsat vej.

Ens for alle hvis man vil have blomster; de skal tugtes med saksen hele sommeren og særlig hårdt i december.

Det er den bedste klatreplante man kan anskaffe sig også på små lokaliteter. En særlig ulempe med de mange blomsterklaser er dog den overdøvende, dunkende hovedpinedunst af gammel dameparfume, der minder lidt for meget om toilet. Den er specielt generende for folk der har let til hovedpine og migræne.

LANDSKABELIGE HENSYN

Lige for tiden arbejder jeg på et haveanlæg der ligger i noget af Danmarks smukkeste natur og man kan egentlig spørge om det overhovedet er nødvendigt at tegne og anlægge en have i disse unikke omgivelser.

Når trangen til at dyrke og invitere nye planter ind er der, så er svaret selvfølgelig ja.

Så min opgave må være at vise hensyn til landskabet, respektere huset og stimulere ejerne.

På tegnebrættet er der lige nu en  idé om blomstrende naturnære bede der skyder sig rundt om og ind på terrasserne og i et formsprog og en palet der trækker landskabet helt ind i huset.

De store terrasseflader skal nok befæstes med et andet og mere passende materiale og væksterne må hist og her være tættere på det store hus så naturen føles endnu nærmere, og noget der er på vej til at kravle helt tæt op ad husets vinduer.

 

Ude i landskabet skal der gang i den brede pensel og med meget nænsom hånd.

Det smukke kulturlandskab kan ikke gøres ret meget bedre og her skal selvfølgelig udvises landskabelige hensyn.



DA HAVEN VAR EN HERRESAG

I mit indlæg, "My Grandfathers Garden" var der flere læsere som bidrog med meget fortællende og tankevækkende kommentarer.

 

Det bekræftede mig endnu engang i, hvor forskelligt vi oplever haver og hvor varierede de er fra region til region. Både dem vi legede i som børn og dem vi roder med, som voksne. Det fik mig også til at tænke på at haven som interesseområde har flyttet sig fra at være et fælles anliggende mellem mand og kone og sågar et fænomen der tidligere optog mange mænd, - til i dag primært at være en beskæftigelse for kvinder.





 For min del var det som nævnt min morfars have jeg legede i, hvilket efter snørklede omveje, kom til at bestemme min nuværende karriere. For hvilket indtryk må det ikke have gjort på en 7 årig purk, der ser sin morfar herse og regere med spader og river i haven både i jord og med planter og med de mennesker der forsøger at leve i den? Min morfars have var ikke en legeplads for børn men en legeplads for ham, og haven var en alvorlig sag. Min mormor deltog ikke i arbejdet. Haven var en herresag.

Jeg har mødt mange mennesker der kan fortælle nogenlunde tilsvarende historier, dog med andre haverumlige oplevelser end  mine, fordi disse haver havde en anden karakter. Der var selvfølgelig også forskel på havernes omfang og planter alt afhængigt af hvor i landet man boede og afhængigt af familiens sociale status.

 Fælles for de fleste er, at de også omtaler morfar eller farfar og ikke kun benævner deres barndomshaver som farmors eller som en momorhave styret af kvinden i huset..
For et par dage siden fik jeg en venlig mail fra en af mine kunder, og jeg har fået lov at gengive hendes oplevelse af bedsteforældrenes have.

Kommentarerne til mit indlæg My Grandfathers Garden, Susanne Kristensens mail og Michael Gordons spørgsmål om hvorledes vore efterkommere  mon vil opleve vores haver når de bliver voksne, sætter virkelig tankerne i gang: For hvilke værdier er det vi giver vores børn og børnebørn med nutidens haver? Selv om det er en sund aktivitet, så er det sikkert og vist at det ikke er gjort med indkøb af trampoliner.

75% af det vi husker gennem livet er akkumuleret via lugtesansen. Spørgsmålet er så; dufter nutidens haver overhovedet?
Findes der steder i vore haver, hvor vore børn kan gemme sig for de voksne og leve deres eget liv i en fantasiverden for sig selv og opleve almindelig væren? Eller kravle op i et træ og skue ud over verden, føle vinden i næsen og på kinden, måske falde ned og slå knæet, stikke sig på en hybenbusk, brænde sig på en brændenælde eller mærke de endnu ikke modne mirabellers sure saft svirpe i mundhulen og skyde spyttet helt tilbage i ganen, dengang man legede med naboens datter og oplevede sin første barndomsforelskelse?

Hvor er din barndomshave henne?

Kære Kjeld Slot

Mærkeligt som vi kan have helt forskellige oplevelser med bedsteforældrenes haver.

Min oplevelse er en helt anden, selv om min morfar også var af bondeslægt og landmand på Fyn.

Haven lå bag stuehuset og var et studie i grønt og i frodighed. Stuehuset var hvidt og bygget sammen med udbygningerne i vinkel.

I hjørnet var et tilmuret lysthus- skyggefuldt og med grønmalede træmøbler. Beregnet til komsammen med familien søndag eftermiddag, hvor onkler og mostre altid var inviteret.

I foråret var der et væld af blomster. Erantis, gækker, dorthealiljer, forglemmig-ej, påske- , men især pinseliljer. Det var løgplanter i tusindvis. Måske lidt kærmindesøster i blandt.

I bunden en dam med relativt store træer i en halvmåne omkring.

Havens prydtræ var en platan- hjemført og plantet af den forrige ejer, som havde haft sit virke i såvel Indien som Polen.

Det var det.

Efter løgplanterne voksede græsset langt, men blev slået i den centrale del og ned til dammen. Herefter var det en grøn , smuk og kølig ”løvsal.

Der var ingen andre stauder til senere på året. Kun grønt i grønt.

De havde en frugthave med alskens æbler , pærer, blommer og moreller  bag ved laden , men altså helt adskilt.

Der var slid og slæb nok, så haven var til fornøjelse. Jeg tror ikke, de kendte ordet æstetik, men smukt var det.

Bedste hilsener

Susanne Kristensen