Dahliadrømme


Siden min barndom, har georginer associeret til mareridt om falsk lirekassemusik og halvdårlige cirkusforestillinger. Disse knoldplanter, der hen over sommeren kan udvikle sig til buskdimensioner med fede, kødfulde blomsterhoveder i alle afskygninger og størrelser så store som barnehoveder, har det meste af mit liv været eensbetydende med rigtig dårlig smag. Den grimme smag i munden kan jeg stadig få, ved synet af de kaktuslignende sorter i ekstreme, unødvendige farvekombinationer. Det er tankevækkende at vores smag for vækster kan være så forskellige. Selv inden for samme planteslægt. Jeg oplever nogenlunde det samme fænomen med roser, på ture i rosenplanteskoler. Nogle hviner af fryd over specielle sorter, andre fyldes med væmmelse over de selvsamme planter.
Men i år skal det være. - Nu skal der være fest i køkkenhaven. Jeg har netop lagt dahliaknolde i fire bede, - præcis som jeg oplevde min gamle morfar gjorde det i forlængelse af kartoffelstykket . Og det var lige så sikkert som amen i kirken, at de kvitterede med farvestrålende blomsterhoveder, der til forveksling lignede dem, som de store karle fra gårdene skød kridtet af i skydeteltet, når tivoli på omtrent samme tid, havde slået teltene op og inviteret sognet til gøgl i den nærliggende landsby.
Jeg har endelig overgivet mig til gøglet og den halvdårlige smag.
Køkkenhaven skal nemlig bugne i år.
Også af farver.
Og jeg føler mig helt overbevist om at de dahliaer, som nu er lagt i jorden, fuldt ud vil leve op til mine sensommerdrømme om hustruens bugnende buketter i stuernes vaser indtil den dag , - eller nat, hvor dahliadrømmen brister i nattefrosten, og som gør det af med georginehovedernes eventyrlige festforestilling.

Om det lykkes ved jeg endnu ikke. Men man har da lov at drømme.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar