Før storskalaloven...

To fuldtidsarbejdende voksne, to små børn, en hund, en bolig med tilhørende have. Det er sikkert en velkendt beskrivelse af mange helt almindelige familier i Danmark? Nærværende spot i Danmark adskiller sig blot med den forskel, at der her er tale om flere hundrede kvm. bolig og flere hektar have. Og for blot 50 år siden var her ansat horder af mennesker, der kunne passe, pleje og vedligeholde bygninger og haveanlæg, sideløbende med at stedet blev drevet som et produktionssted.

Disse tider er forbi.
 Portåbningen i den gamle lade er aksefast med hovedbygningen, der ligger i det fjerne.
Gamle lindetræer mildner overgangen fra landbrugsbygningerne til beboelsen
 Videre... videre... videre..
Fra trappen i et tilbageskuende blik
 Fra en af salenes midtervinduer
Udsigten over haven og landskabet fra østbalkonen
De gamle lindealleer i barokhaven giver skygge for fire rideheste og den del af barokhaven tjener nu som hestefolde.
Et kig fra den landskabelige del af haven
 og her er også rester af stendysser og eremithytter...
- og en mere end en halv kilometer lang tegl-havemur godt presset af lind, der for 250 år siden blev plantet alt for tæt på muren
 - her var en gang haveeventyr og mange ansatte til at passe og pleje... i dag klarer hestene det, og en brakmarkstrimmer, i ny og næ
 den velkendte haveakse med dobbeltrækker af lindetræer
 i en rondel hvor fire alleer mødes var her en gang et lille rundt bassin med springende vand
 den gamle dobbeltlåge til den brede havegang, aksefast med havedøren på herregården
 når man kører forbi, virker det som om at muren aldrig hører op og ingen ende har...
 jo, - når man er kommet et godt stykke ud i skoven, ser man en murpille med endnu en låge - måske har det været adgangen ud i den mere vilde natur?

Når alt det så er fortalt, så er vi igen tilbage ved familien med to voksne og to små børn, en hund og fire rideheste. Her vil man også gerne have lidt have, - i en mindre skala end før storskalaloven blev vedtaget. Og det må også gerne være lidt mere nutidigt, hvor man kan få afløb for lidt havelyst, men i en noget mindre skala end i den oprindelige.
Haven er nemlig ikke fredet!
Min opgave bliver så, at skitsere noget der viser hensyn til det eksisterende (som har al den skønne ruinværdi, man overhovedet kan drømme om,) og som samtidig er tidssvarende og peger lidt længere fremad?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar