HAVEMAGI

 

I hele mit arbejdsliv har jeg penduleret imellem to yderpunkter; det frie udtryk, hvor naturen har været inspirationskilde, - og det mere formelle præcise udtryk, hvor geometrien og matematikkens lovmæssighed i form og flade har været model. I lange perioder, hvor det omgivende landskab dannede motiver, har jeg ofte fundet stor tilfredshed i at fange den bearbejdede udgave af naturens strå og dens forunderlighed i nogle få penselstrøg.

 

Til andre tider har det eksempelvis været studier af mosaikgulve eller fascinationen af de mange muligheder, man finder i legen med polygoners logiske univers, der enten kan have dannet forbillede for en keramisk form eller er blevet til et stykke ornamentik som dekorationsfragment på en lerflade. Det har ikke været uproblematisk og jeg har til tider befundet mig i dyb frustration over ikke at kunne forene de to yderpunkter i et overbevisende udtryk i samme objekt.

Men i haven har vi mulighed for at jonglere med begge dele. Samtidig. At sætte tyngden i de formalistiske, klippede og præcise massiver op imod det transparente florlette - de fritvoksende vækster, der ikke begrænses af menneskehænder - kan i et samspil komplementere hinanden på en måde, så der opstår noget der nærmer sig magi.

I haverne kan vi sætte det nøjagtige tæt op ad det unøjagtige, fordi vi ikke er bundet til et enkelt objekt der er begrænset, indenfor sin egen ramme. Vi arbejder med flere samtidig. Ligesom vi arbejder med linjen og fladen i en anden form for afgrænsning end den man ser i det 2-dimensionale billedformat med begrænset længde og bredde. Man kan derfor betragte arbejdet i en have som opbygningen af en slags 3D-installation. Og med flere modsatrettede begreber i samme have - et sted vi kan bevæge os rundt i - kan det blive til en leg af variationer med det klare imod det uklare, det åbne imod det lukkede, det kontrollerede imod det løsslupne, det styrede mod det frie, det lyse imod det mørke, det flade imod det kuperede, det spændte imod det slappe, det høje imod det lave, det vandrette imod det lodrette, skalaspring etc. etc. 

For ikke at tale om de mange farvemuligheder vi har og i langt større flader end i de fleste andre medier. Jeg er, som så mange andre, også kommet til den konklusion at magien i haven sandsynligvis kan opstå der, hvor de to yderpunkter møder hinanden i et samspil. - Prydgræsser og blomstrende stauder alene (hø, - som det jo i virkeligheden er) skaber ikke magi eller noget spirituelt i sig selv. Til det skal man have fat i træer, sten og vand, hvori der er bundet en helt anden tidsskala.

Men sætter man det kortlivede og fritvoksende vækstmateriale op imod det mere langsigtede (langsomt- voksende), og her imod en styret form som en klippet hæk, hvori kræfterne fra gartnerens klippebevægelser er indkapslet, - da kan man være heldig at opnå noget der nærmer sig det magiske.

Afdøde keramiker Sys Thomsen skriver i sit lille skrift ”Hverdagsglæder og hverdagskvaler”

”Al kunst er lavet med inderlighed, men at alt hvad der er lavet med inderlighed ikke nødvendigvis bliver til kunst er en anden sag."

På samme måde er det med haver, - der er ingen garanti for at vi opnår hverken havekunst eller havemagi ved at anvende ovenstående præmisser.
Men det er trods alt forsøget værd.