DET STORE MONSTER, DERUDE

 Forleden læste jeg the monster outside af fotografen Valery Lapthorne på ThinkinGarden. Dette indlæg kunne jeg selv have skrevet, hvis jeg var kommet på det, - og hvis jeg havde nedfældet mine ofte bange haveanelser og mange nuværende plantefrustrationer, i et koncentreret skrift.
 For; ved vi egentlig ret meget om hvad det er vi sætter i gang, når det kommer til stykket, og når vi drømmer om Sissinghursts mure og forsøger at efterligne dem i levende plantestof? Når vi inspireres til at lave store staudebede fordi nogen fortæller det er så nemt?? Så de kan ikke blive store nok! - Ovenstående foto er et 8 år gammel udsnit af vore 6 mindre haverum på højre side af hovedaksen i vores have, med hver sit tema, og som i dag ville kunne opfylde 6 menneskers havedrømme. - Hvis ikke de er alt for grådige.
 En 100 meter dobbelthæk som koridor!? - et syn i havefeberdrømme der bare skulle realiseres
 En gylden tid, med drømmen om en gul have. Måske skulle man bare rydde den og lade den stå tom?
 Det samme med den hvide?

 ...og så måske bare nøjes med de to lange græs- og staudebede?
 Ja gu er det flot! - og jeg er da også af den mening, at man ikke skal være uambitiøs, når man drømmer og når man påbegynder sin have.
...men mindre kan måske gøre det?
Under alle omstændigheder er sensommeren og efteråret tiden hvor man bør tænke sig om og træffe de vigtige afgørelser. Hvad skal fældes? hvad skal ryddes? - det der ikke fungerer og som er sygt, det som længe har hindret en i at forbedre haven og gøre den smukkere. Også selv om det er en plante man har fået af moster Gerda, men som nu er fyldt med svamp, eller som ikke trives i den jord den er blevet tildelt.
Det er tiden, hvor der skal luges ud i alt det, man har gået og ærgret sig over og det som man til stadighed har kunnet se, ikke fungerer. Måske skal der luges så meget ud, at man står med et næsten tomt lærred og kan rationalisere sig frem til noget der vil passe bedre, - både til de mennesker der lever her og til stedet. Alt for sjældent spørger vi os selv om hvad det er vi vil med vore haver, om den passer til os og vores energiniveau - og hvad den skal kunne sammen med os.
Og oftest forandrer vi os hen over årene og vores havesyn med. Det store spørgsmål er så; har vi skabt en have, der kan tåle forandringer samt naturens pres i takt med vores egen udvikling, alder og ændring af livsvilkår og lyst? Eller har vi fået skabt et monster?
Jeg er ikke kommet til samme konklusion som Valery, men hendes skrift sætter tankerne i gang.

6 kommentarer:

  1. Tusind tak for tre ting; adressen på en spændende netside, henvisningen til en uhyre tankevækkende artikel og dine egne reflektioner over artiklens tema. Jeg blev ærlig talt rystet over slutningen på artiklen og tænker, at Valerys hofte gjorde specielt meget ondt, da hun skrev artiklen. Min mand og jeg spekulerer sommetider på, hvad der vil ske med haven den dag, vi sælger gården. Der er ingen tvivl om, at haven i dens nuværende form vil blive opfattet som et monster af en ung familie; men heldigvis er den anlagt inden for sådanne rammer og på sådan en professionel og logisk måde, at den vil kunne fungere og se godt ud, selvom de bede, vi går og nusser om, bliver sløjfet og evt. lavet om til kaninmark og fodboldbane.Det ville i grunden være noget så livsbekræftende.

    SvarSlet
  2. Ja tak for link til thinkingarden! Dér skal jeg helt klart læse flere indlæg. Hvad nu hvis at det er faser man skal igennem - inden man med en japansk mesters præcision ved hvad der essensen af ens haveønsker? :-)

    SvarSlet
  3. Ej Kjeld, man bliver sgu helt deprimeret! Men kan da godt ane monstret i horisonten... Hvis midler, muligheder og ambitioner viser sig i passende mængder vil jeg da være godt igang med lægge grunden til et dejligt tidskrævende og økonomisk grådigt uhyre. Ingen tivivl om det. Monstre kommer dog i mange former - og de er ikke haver allesammen. Men det er klart, at den "ulykke" det er at se ud på en monsterhave er helt selvforskyldt - og det er vel dét, der er det djælvelske i det. Man kunne jo bare have ladet være. Men hvad er alternativet? Mådehold? At være snusfornuftig og rationel i sine valg? Tror det vil være lidt fattigt hvis ikke nogen lod sig rive med og førte sine drømme ud i livet (det er jo altså herude i virkeligheden at vi andre kan se dem!) I hvert fald er jeg da vældig glad for at du fik realiseret dine elipsehaver, som er til stor inspiration. Ja, hvis jeg får skabt et monster så er det bla. DIN skyld! :)
    Hilsen Mr. Jekyll aka Henrik Havehjerne

    SvarSlet
  4. Dybt og godt indlæg omkring monster haven, det satte også lidt tanker i gang her, for har kendt et monster der minder om, det handlede dog ikke om have.
    Og kloge kommentarer over:-)
    Det længere skriv sidst i dit indlæg om at tænke sig om, er fingeren på pulsen her, og luftede det lidt i et indlæg i mandags.

    SvarSlet
  5. Mycket intressant frågeställning. Jag har ofta tänkt att trädgården skulle växa igen på några månader om vi inte tuktade den. Samtidigt tycker jag att det arbete jag lägger ner i trädgården får jag tillbaka många gånger om, jag njuter i fulla drag av att vara i den och se den från huset.
    Hälsningar
    Katarina
    PS Tack för dina kommentarer på min blogg, de uppskattar jag mycket. DS

    SvarSlet
  6. 1000-tak for alle de gode kommentarer, - og de tanker I har gjort jer om processerne, fremtiden, drømmesynene og "virkeligheden", Henrik! Det er måske en ret væsentlig dimension, man helt bevidst bør træde ud og ind af?

    go dag til alle
    Kjeld

    SvarSlet