INDEFRA OG UD - UDEFRA OG IND

Nutidens problemer i byerne er fortætninger; stigende befolkningskoncentrationer på stadig mindre arealer og med kampe om de bedste pladser, til følge. I takt med denne stadig større interesse for at bo tæt i byerne uden særlig megen privat udenomsplads og sideløbende med danske landskabsarkitekters fortsatte fornægtelse af eget adelsmærke (planterne), ja så bliver vegetationsmængden og plantevalget markant underprioriteret i byerne. Israels Plads og Kvæsthusmolen i København er to stærke eksempler på hvorledes vegetationen fravælges til fordel for enorme plantepassive udtrækninger af døde udendørs betongulve. Århus Havn følger efter og nutidens performancekultur på plantemæssige inaktive arealer, siver stødt og roligt ud i de større byer og videre til de mindre, for til sidst at ende som en mentalitet, helt ude på landet.
I provinsen, landdistrikterne og yderområderne, hvor den anden halvdel af landets befolkning bor, får vi derfor nogle nye udfordringer, om end i en lidt anden målestok. For hvorledes sikrer vi at de byggerier der opføres på de mest attraktive grunde, fortsat fremtræder i en form for neutralitet og som samtidig tillader os alle, at kunne opleve de danske landskaber med en grad af oprindelighed, uden tilplastring med alskens urbane tingeltangel af loungemøbler, udekøkkener, lamper, skateboardramper, klatrevægge og hoppeborge mv?  
Her på lokaliteten er opgaven bl.a. at fastholde de nye ejere i selve årsagen til købet af grunden; nemlig deres store kærlighed til landskabets natur, de enorme træer, skovens urter, udsigten, himlen og solnedgangene etc. Alt sammen grundværdier, der hurtigt og meget nemt kan blive forstyrret af aggressive rydninger og efterfølgende ophobninger af menneskeskrammel.
Det er da også en meget spændende opgave som landskabsarkitekt, at få lov at være med i dette husbyggeri, der om få måneder skal igangsættes på denne gamle og helt igennem fantastiske sommerhusgrund. Og før der overhovedet bliver taget det første spadestik, er der en del spørgsmål der trænger sig på. Hvilke træer skal der værnes om? - Hvilke kan vi fælde, så entreprenørerne kan komme til? – Hvor meget af den eksisterende vegetation i skovarealerne kan vi bevare, og hvorledes kan vi få en nænsom terrænregulering med en ny ankomstvej til at føje sig ind i det eksisterende landskab og så pladsen samtidig bliver brugbart? Hvor meget skal husbyggeriet have lov at udvide sig ud i landskabet og hvor tæt ind til ejendommens facader kan vi tillade naturen at den nærmer sig?


 
 
Bygningsarkitektens spidskompetence er huset og rummene. Han sidder som regel inde ved ildstedet og tegner huset indefra og ud imod landskabet. Landskabsarkitekten derimod, tripper rundt i skovene og på marken med skitseblokken, og noterer sig stedernes særkender og nærmer sig beboelsen ude fra landskabet, ind mod huset. - Man må formode at det bedste resultat kan opnås hvis man samtegner de to skitser; `indefra og ud - udefra og ind´.


4 kommentarer:

  1. Er jo veldig enig i det du skriver, og tenker : hvor lenge er det mulig å holde stand? Det virker som om de som har mulighet for å kjøpe slike eiendommer,ikke tenker i slike baner, og at myndighetene heller ikke tenker slik. At vern om naturen må enda mer på dagsorden er sikkert, og samarbeid må til om det er mulig:-)

    SvarSlet
  2. Mange tak for responsen og kommentaren...og ja, - hvis vi bare for en stund kunne hæve blikket fra skærmen og produktkatalogerne med alle forbrugsvarerne og i stedet gennem den simple analyse, spørge os selv: hvor er vi? hvad er det vi sætter pris på? hvad vil vi bruge tiden til? og hvor føler vi os bedst hjemme? - Så ville vi kanske bosætte os de steder der passer os som individer og lade omgivelserne præge os lidt mere frem for det omvendte.

    go dag i solen til jer.
    Kjeld

    SvarSlet
  3. Kære Kjeld, jeg synes du trækker kanterne lidt voldsomt op. Ja, byerne har en udfordring med fortætning. Men jeg mener stadig det er sådan det må være, hvis vi vil friholde så meget areal som muligt uden for de store byer for bebyggelse - og det ser jeg gerne! De to eksempler på byrum med dødt beton og stål du nævner, Israels Plads/Kvæsthusmolen, er designet til at modstå et voldsomt slid - her synes jeg trods alt godt, at man kan argumentere for, at beplantning ikke er det bedste svar.
    Men ja, der ligger et stort ansvar hos de bygherrer, der sætter sig på de pletter, hvor deres beslutninger om hvordan grunden anvendes, griber ind i vores alle sammens oplevelse af landskab og natur - udefra og ind. Og selvfølgelig også, at de ikke spolerer nogle herlighedsværder for fremtidige ejere - indefra og ud. Her kunne jeg godt ønske at kommunerne gik lidt mere aktivt ind i at hjælpe med at finde gode løsninger inden skaden er sket. (Det er jo ikke alle bygherrer, der ringer til Kjeld Slot, vel?). Men det er jo ikke i den retning de politiske vinde blæser...
    Held og lykke med projektet - gad da godt have det hus dér!
    Hilsen Henrik

    SvarSlet
  4. Kære Henrik
    Godt at høre dine pointer og jeg er også med dig i dine argumenter langt hen ad vejen. For ja; en stor del af arealerne mellem husene i byerne skal kunne rumme mennesker og menneskelig aktivitet. Men jeg mener at tiden er inde til at der både fra politisk side og ikke mindst fra fagfolk som er samlet i bl.a. Danske Landskabsarkitekter, skal til at lægge sig i selen og arbejde på at få sat nogle minimum standarder og tydeligere rammer op for hvorledes vegetationsflader i byrum og bynære arealer skal udvikle sig i årene fremover, præcist som man har praktiseret det i Tyskland gennem mange årtier. Berlins grønne fremtoning er et rigtig fint resultat af denne indstilling og de regler og love man har lavet der for mange år siden. Jeg mener stadigvæk at 7 træer på Israels Plads er at tænke meget småt og uden visioner. Og at Kvæsthusmolen burde forsynes med små jordlommer og sprækker, så der kan gro brændenælder, mælkebøtter og lidt skvalderkål. Og Århus Ø kan sagtens bære meget større flader af vegetation, uden at det vil genere gående, bilister, cyklister, skatere, pensionister og hunde. Alt kan blæse væk med vinden i jordniveau der, - og det blæser jo for det meste der, fordi der ikke er arbejdet med hverken bundvegetation eller mellemlagsbeplantninger. Stederne er to-dimensionelle; både i form og tid, fordi man helt bevidst har undladt at arbejde med plantevoluminer.

    Kanterne er nok ikke trukket mindre voldsomt op nu. Men resultaterne udebliver nok helt, hvis alle os der arbejder med faget, fortsætter den konsensusform vi har praktiseret de seneste 30 år, hvor vi holder mund for ikke at støde hinanden, og af ren berøringsangst og frygt for at give hinanden lidt modstand, helt undlader at diskuterer emnet i faglige kredse?

    Jeg gad også godt det gamle hus på bakken med udsigt, men det er desværre udtjent.

    endnu en gang; - tak for din kommentar.

    Hilsen Kjeld

    SvarSlet