Billedet her af græs- og staudehaven, tager jeg ofte frem, for at minde mig selv om hvorledes det kommer til at se ud når den del af haven er på sit højeste og når senvinteren ikke er til at holde ud mere. Tidligere kunne jeg nøjes med sensommerens klippede planter og alle hækkene, der gav form, linjer og rum og som stod tydelige også i december, januar og februar.I dag kan jeg ikke undvære sensommeren og vinterens græsser og visne staudetoppe, der fortæller mig at livet er en cyklus, som er underlagt livets processer. Det er egentlig blevet et meget godt billede på min udvikling som landskabsarkitekt, - og som menneske. Desuden er der en vitalitet og voksedynamik i græsser og stauder, man ikke finder i ret meget andet plantemateriale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar