GRØFTEKANTEN SOM FORBILLEDE

I augustudgaven af magasinet HAVEN  har jeg skrevet en artikel om vores staudehave, hvori jeg fortæller om intentionerne, de praktiske forberedelser og erfaringerne med projektet.
 Det er nu 10 år siden, at de to 65 meter lange græs- og staudebede blev anlagt i vores nye have. Meget er sket i dem siden.
 Det er heller ikke nogen hemmelighed at de har været forsøgslaboratorium for de mange græs- og staudebede jeg har designet i den mellemliggende periode for mange kunder. Kendskabet til området: planterne i et græs- og staudebed, får man ikke kun ved at læse om det i bøger og kigge på flotte fotos. Det opnår man bedst ved at arbejde med stoffet og have materialet i mellem hænderne.
 Jeg er fuldt ud klar over at vækstbetingelserne er forskellige fra sted til sted, - lyset falder anderledes, terrænet og vandet ligger ikke ens to steder, og omgivelser og de mennesker der skal bestyre hele herligheden, har divergerende meninger om de juveler der skal placeres, når man anlægger staudebede.
 Det er derfor en helt ny og dejlig opgave, jeg skal begynde forfra med, hver gang jeg bliver bedt om at sammensætte beplantninger til blomsterbede for en kunde.
 Stedet, omgivelserne, jordbunden, kundens værdier, smag og indstillinger til natur og planter er givne parametre for hvorledes projektet skal løses.
 For vores eget vedkommende var det grøftekanten der var forbilledet, og i en stiliseret og mere forædlet udgave. De senere år har visse planter fået lov at brede sig, på bekostning af andre. På den måde lever bedene op til grøftekantens principper på mere end én måde: de stærkeste overlever.
Det er selvfølgelig ikke min opfindelse, at vi skulle bruge grøftekanten som oplæg til vores staudebede. De seneste 15-20 år har der i Europa været en stigende tendens til, at der også i private haver, skulle anlægges mere naturnære beplantninger. Eller i det mindste, noget der lignede. Noel Kingsbury, der har været en af foregangsmændene for denne stil, har lavet et interessant indlæg på sin blog om emnet med titlen:Is Naturalistic Planting almost Mainstream now?
 

DET GODE LIV PÅ LANDET

Jeg har temmelig svært ved at tro på det, når statistikker dokumenterer, at størsteparten af landets indbyggere går med hemmelige drømme om et harmonisk og bæredygtigt liv på landet. Aldrig før har flugten fra land til by været større. Og den vil med al sandsynlighed bare vokse de næste mange år. Behovet for materiel komfort og nem adgang til fornøjelser, forlystelser og kort transporttid til arbejdet, må vel være hovedmålet med bylivet. For det er ikke den nemmeste opgave man tildeler sig selv på landet hvor alskens produkter og kommunikationsmidler mangler, og hvor fartkontrollen også har ramt internettet og hvor bredbånd tillige er blevet en ny kategori i oppløjning i randzonerne ved landets åer og vandløb. Hvad er der egentlig at komme efter derude, - kan man spørge.
 Jeg bliver så glad og ret så fornøjet, men jeg undrer mig også, når jeg som her, bliver inviteret ud i landzonen af udflyttere, der hele deres liv har været bymennesker, men som nu går i mod strømmen for a vælge et mere fredsommeligt liv langt væk fra de urbane og nok så populære livsbaner. Her skal være have og den skal være god. Lige fra begyndelsen. Der skal ikke laves for mange hovsaløsninger, processen skal være sjov, men vi skal kende retningen.
 Her er rigeligt med jord. Haven skal udvides, så musklerne kan bruges på havearbejde i pensionstilværelsen, der lokker om ganske få år, hvor det bliver muligt at slippe arbejdsmarkedet.
 Fordums tiders frugthave giver fortsat arsenaler af både blommer, kirsebær pærer og æbler, og lysten til at samle forråd bestemmer, at her skal der plantes endnu flere frugttræer.
 Og når man så ikke skal stresse hjemad i bilen og forinden hente børnene i daginstitutionen og suse indenom supermarkedet efter aftensmaden og frugt og grønt i fastfoodudgaven, men selv producere det meste, ja så kan der måske også blive tid til eftertanke og høre hjertet slå i andet end discounttempo?
 Man skal selvfølgelig passe på med at pege fingre, - men en og anden vil ganske sikkert betragte det som verdens kedeligste haveliv, helt uden performance og fravær af den obligatoriske selv-iscenesættelse, at man helt frivilligt og målrettet tilrettelægger en tilværelse i disse omgivelser?
 Andre vil ikke nøjes med at hade naboen, - men også afstanden til ham.
 og hvem er det egentlig lige, ud over alle de bondekarle og velourbønder, der sjosker af sted i træsko til lokalbrugsen eller den nærliggende kiosk, for at forsyne sig med lokalavisen og det allermest nødvendige, så som mælk, the, kaffe, lidt ost, gær og mel? - Resten laver man selv!
Ja ifølge Danmarks Statistik; en del der nærmer sig pensionsalderen. Og det viser sig, at her på pynten af landet og uden nævneværdig trafik, der findes en lyst til at mødes i musiske og litterære laug eller hvor fællesskaber også kan omfatte dyrkningen af haven. Det fællesskab som landets mange større haver var så afhængige af, for at kunne lykkes og for at kunne bestå. Og alt det, er vel egentlig ikke så ringe at få i tilgift, når man nu endelig langt om længe, er flyttet ud på landet?