- Ellipsehaverne er familien Slots egen private have med den dynamiske ellipseform som grundtema. (Ellipseformen var også i de senere år, den foretrukne grundform i Kjeld Slots keramiske værker). Anlægget er videreudviklet fra en mindre, eksisterende gammel landbohave med aner tilbage til middelalderen. Her findes flere gamle reliktplanter. Havernes formsprog og farveholdninger er udtænkt med kunstneriske intentioner. Planteindholdet er desuden udvalgt i relation til det nære landskab, ligesom hele haveanlægget veksler imellem åbne og lukkede arealer, til gavn for områdets fauna. - Ellipsehaverne på i alt: ca. 7500. kvm. tager med sin udformning og indhold, således afsæt i det 21 århundredes moderne have- og landskabskunst med skyldig respekt for sporene fra ”den klassiske landhave”. Ellipsehaverne indeholder mange haveafsnit med forskelligt indhold; bl.a. urtehave, køkkenhave, flere staudehaver, hasselhave, skovhave, græshave med vandspejlbassin, parterrehave, æblelund etc. Havens renovering og nyanlæg er påbegyndt i 2005 og åbnet første gang for publikum i sommeren 2008.
Ellipsehaverne blev tildelt LILA Landezine International Landscape Award 2020.
Haven er ikke åben for publikum.