KERTEPILEURT ER EN FARLIG PLANTE

Det skulle man næsten tro, når man ser hvor lidt udbredt og sjældent anvendt den er i haverne. Der er sikkert dem som vil hævde, at det er en kommunal plante, eller at den er både invasiv og giftig i fejlagtig forveksling med den noget større plante, som man finder forvildet i naturen og som af nogle kaldes pilurt og andre; japansk boghvede. De to pileurt har intet med hinanden at gøre, men de har det til fælles at de passer sig selv og på det nærmeste; kvæler alt ukrudt på jorden under dem. Den jeg her vil anbefale er den lille kertepilurt, på latin: Persicaria  amplexicaulis og det er en utrolig nem og driftsikker plantegruppe, der virkelig fortjener mere udbredelse i danske haver.

 

Det er en plantegruppe der udmærker sig i små gentagne grupper i større staudebede, for de skal nok klare sig mellem alle de andre planter. De er også eminente i større flader fordi deres blomsterstande er så små og elegante med de oprette spir og danner en god kontrast til det grove bladværk på planten, der hurtigt danner en form. I mindre haver kan de nemt styres med spaden og de bliver aldrig besværlige hverken at grave op eller plante ud. Og så findes de selvfølgelig i forskellige højder.

Så kommer vi til farven.

Jeg ved at mange har det svært med rødt, og specielt røde farver i staudebedet. Men lad mig have lov at forklare: rødt er ikke bare rødt, selv om den hører til primærfarverne. Rødt kan hælde mod gult, hvidt, sort, og blåt og efterhånden er der kommet så mange sorter at de findes i et utal af nuancer. Men det er med persicaria som det er med rosengruppen: En plante skal ses på stedet og vurderes med farve højde og drøjde i de rette omgivelser, og ikke vælges og anskaffes ud fra farvepigmentet på en glittet side i et plantekatalog. man må se planten i blomst.

I forlængelse heraf er det værd at bemærke at plantens farvede blomsterstande har et meget transparent (gennemsigtigt) udtryk (farvevirkningen bliver ikke så koncentreret) og derfor egner denne plantegruppe sig sammen med snart sagt alle andre staudetyper, inklusive prydgræsserne.

Særligt sammen med dem, smitter farverne fra persicaria af på omgivelserne og persicaria planternes struktur giver via bladværket en solid tyngde og de slanke spir på stilkene; en bemærkelsesværd lethed til et hvert bed.

Blomstringen varierer en smule fra juni til frost. Nogle har kortere blomstringstid, men fælles for alle er at deres bladmasse nærmest forsvinder helt fra jordens overflade kort efter den første nattefrost. Man skal altså ikke køre haveaffald væk. Eneste minus er at vinterhavens bede har bare pletter der hvor de står, så derfor er det en idé at plante dem lidt inde i bedet.

 Tørke og efterårsvejr med let nattefrost har stort set samme virkning på bladmassen: Den gløder før den forsvinder fra jordens overflade.

En plante eller to af den vilde art; Persicaria polymorpha, står her bagerst i et af mine store staudebede med sine spektakulære blomsterstande, der holder det meste af sommeren og visner i en `ikke ucharmerende´ brun nuance hen på efteråret. Det er virkelig en plante der vil noget og som let bliver tre meter høje på en sæson.

Jeg har ofte talt med Anne Svane fra Staudestedet om hvor uforståeligt det er, at de fleste af hendes kunder i butikken går pænt uden om persicaria. Måske kender de den ikke eller  fejlagtigt tror at den er farlig?

Har man fået lyst at prøve planten så kan jeg varmt anbefale et klik på Annes webshop og en lille surftur på den belgiske havearkitekt Chris Ghyselens hjemmeside. Han er også plantemand og har fremavlet et hav af smukke sorter i alle mulige skønne farver og former. Se alle Chris´ persicariaer her og find Annes webshop her - det kan til gengæld godt blive farligt for dankortet.

De to øverste fotos på indlægget er fra Chris´ hjemmeside.