FOREDRAG - `MIDT IMELLEM TO STOLE´


Kan en moderne have være romantisk - og en romantisk være moderne? Skal der være store betonbelægninger og stålindrammede bede med kun få plantearter i hver, for at en have kan kaldes minimalistisk? Og bliver en have mere romantisk af at man - foruden mange planter - arrangerer sig med en masse genbrugsobjekter, der ser ud som om de er gamle og har fået tilført eller selv udviklet en form for patina?
Der er ingen entydige svar, men man får nogle forskellige resultater, alt efter hvad og hvor meget man vælger, hvordan man komponerer og hvorledes man sammenstiller elementerne. Den største udfordring for at ens have skal lykkes med det man gerne vil, er nok den,;- at man opøver en materialefornemmelse, ved hvad stoflighed er for en størrelse, og endelig; gør sig umage med at fravælge, i det hav af muligheder der hele tiden dukker op.
- I et billedforedrag tages tilhørerne med på små guidede haveture og der berettes om hvorledes nutid og fortid kobles sammen i flere af de haveanlæg, jeg har formgivet de senere år. Der er både små og store haveanlæg; landhaver, udsigthaver, gårdhaver og temahaver. Fælles for dem alle er beplantningerne, der hele tiden varieres og primært anvendes som fritvoksende vækster, sat sammen i formstærke anlæg.
Foredraget holdes i Haveselskabets lokalafdeling i Randers
Mandag den 18. september  kl. 19.00
Remisen
J.V. Martins Plads 3,
8900 Randers C