FIFTY SHADES OF ...

Det er umoderne at ku´ li´ gult. Det er blot en forårsfave, man ser I apriludgaver af havemagasiner eller på catwalken, når designeren vil provokere smilet frem og skille sig ud fra mængden.

Det er da også en farve man bliver lidt glad af? Nogen gør, - andre ”ser rødt”! - Solens og lysets nuancer måske?

- I dansk havesammenhæng, har det længe været “no go” at lave gule haver, hvorimod i England har de såkaldte first-mowers, forsøgt sig, gået imod strømmen, og vist gule haver på gardenshows og med en slags “dobbeltgevinst”; også vovet at introducere alskens variationer i tagetes-familien stilet med orangegule sofapuder. 

 

Anne Just lavede en meget smuk og kontrastrig gul have i Hune, i  midten af 1990érne, hvor den grønne farveskala vibrerer i forskellige toner, fra det dybe mørke og helt op i de varme gule og lette gyldne nuancer, der spiller perfekt sammen med det nærmest selvlysende, flourcerende grønne vand i et kvadratisk bassin midt i det lille haverum.

Claus Dalby har senere illustreret hvorledes han overbevisende lægger hvidt ind i sine gule blomsterbede og opnår en delikat og cremet, ja nærmest tåget stemning med et clair-obscur lys, der ikke fremstår  helt så kontrastrig som i Annes have, - men det bliver resultatet bestemt ikke mindre interessant af.

Jeg støder stadigvæk på sætningen; “Vi skal altså ikke have gult ind her I vores have, - jeg bryder mig nemlig ikke om gult” – Lidt som at sige; “Jeg er altså sådan et menneske, der har taget en beslutning om at der er noget bestemt jeg ikke kan lide” – Og spørger man hvorfor, får man ikke noget særligt uddybende svar.  - Mest; - Fordi!

 

Spørger man derimod til en hvid have, så kan svaret være helt og aldeles anderledes? – Hvide haver må derfor være noget helt særlig fint og attraktivt i modsætning til gule? Mærkeligt! For hvide haver er faktisk nemmere at opnå succes med, så det kan ikke ligge i selve udfordringen, at gule haver har været så udskældte. Måske, at hvide haver har været sjældnere og planter med gule blomster et materiale vi har i overflod?

Noget kunne tyde på at mange så småt er ved at nærme sig farven gul som tema i haven igen. Måske ikke ligefrem gule haver, men så mindre haveafsnit eller partier af bede, der indeholder gule nuancer, når blot de ikke er “nettogule”. Det er jo også en slags udsalgsfarve, der signalerer noget billigt - og sammenholdt med at gul er den farve, der optræder oftest, i tusinder af nuancer i blandt alle jordens plantearter, så bliver gult - som tidligere nævnt - den nemmest tilgængelige. Udfordringen kan altså ikke være; at finde planter, - men mere, at planter med gule blomster og bladfarve kan være knap så eksklusive og derfor mindre interessante. Mælkebøtten er jo gul, og rapsmarken fra sidste år, - bare i en helt anden nuance og den var der jo rigeligt af.

Endelig kan det være et argument at ens have ikke er så stor og man derfor vil bruge pladsen til noget andet. For det er ingen hemmelighed; gult tiltrækker sig opmærksomhed, gult lyser op og gult giver en opløftende og fortættet stemning af sollys, selv på gråvejrsdage. Derfor kan man med fordel vælge andre farver på paletten, som hamler op med de gule, for at justere.

Men at beslutte sig for, at man ikke kan lide gult, uden at spørge sig selv hvorfor og argumentere!? – Da snyder man sig selv for  mange fine og nuancerede oplevelser i sit haveliv.

Billedserien herover, er motiver fra `Det Gyldne Snit ´, vores gule have,  hen over flere år fra tidlig forår til tidlig efterår. Vi forundres stadigvæk over hvor mange toner gult kan vise sig i og over hvorledes de forskellige planter helt af sig selv, er i stand til at skifte nuancer, hen over sæsonerne

 

SKITSEN ER IDÉENS FREMKOMST

Hver gang der tages fat om en ny opgave indledes projektet oftest med skitser. De kan indeholde de overordnede grove strukturgivende linjer, med et formsprog der relaterer til omgivelserne og det haveforløb, der både skal have visuel, rumlig og praktisk værdi og hvor man i første omgang og helt bevidst; styrer udenom detaljerne. De kommer senere.

 Det handler om at skitsere den overordnede idé, at skitsere den overordnede plan – den samlede hovedstruktur, båret af en idé, som har et gennemgående tematisk forløb og som føjer sig naturligt ind som en forlængelse af det sted det er tænkt til. Der er mange gode grunde til at starte med skitserne som opvarmning og øvelse, og de skal helst være færdige indenfor 5 minutter max. så man ikke sidder og fortaber sig i små betydningsløse bagateller, der ikke har værdi i relation til haveanlæggets overordnede præmis.

Hellere tage et nyt stykke papir og prøve med friske øjne igen, end at sidde og trampe i samme hamsterhjul i timevis. Hvorfor er skitsen så nødvendig, vil nogen måske spørge? Ja flere personligheder har ytret sig og her har jeg sammenfattet en hel samling af begrundelser:

-        skitsen er værkets rene og spæde form

-        skitsen er idéens møde med virkeligheden

-        skitsen kan være forudsætningen for det endelige værk

-        skitsen kan være ren idé

-        skitsen er håndens og åndens dialog

-        skitsen er konkret eksistens

-        skitsen er idéens fremkomst

-        skitsen gør det muligt at aflæse motiver og valg hen mod det endelige resultat

-        skitsen kan aflæses som generel inspiration

-        skitsen kan være et serielt udviklingsforløb mod en afklaret form

-        skitsen gemmer ofte på løsninger og svar, når man sidder fast i detaljeringsplanerne

Projektet her skal realiseres ved en forholdsvis nyopført bolig, der har afløst et gammelt stuehus til en gård og som nu står på en åben grund, hvor ejerne bl.a. vil opføre en ny garage, et orangeri, de savner læ og et stort ønske, er lidt mere havemiljø. – Der arbejdes altså med en bunden opgave, der viser hensyn til bygningernes placeringer og stiltype, det omgivende landskabs fordele og ulemper og endelig ejernes tid, intentioner og vilje. Forudsætningen for at projektet skal lykkes er betinget af de tre faktorer. Min opgave bliver så at digte på et formunivers, som kan danne helheden.

I øst ,hvorfra man ankommer til stedet, flader terrænet ud i marker og skov, og mod vest, bagved huset er der udsigt til en del af tre sammenhængende søer, som ligger i en lavning i et stærkt kuperet østjysk mark- og skovlandskab.

De bugtede horisontlinjer og selve landskabets bakkede topografi er brugt som idé og lagt ned på jorden som organiske bølgende strøg, der tager sin begyndelse oppe på den gamle plane gårdsplads med de store gamle træer og fortsætter som koncentriske cirkelformer omkring huset og udvider sig igen i langstrakte klippede stiforløb ned mod søerne.

Hvis man kan forestille sig en lang og smal papirstrimmel køre igennem en valsemaskine med flere ruller, ved man lidt om hvad idéen drejer sig om. Hovedgrebet er således de forskellige størrelser af spredte cirkelformer, der nivelleres og skal ligge som rolige vandrette flader, enten som spredte selvstændige øer, eller de skal gribe ind i hinanden og fat i den omgivende natur. Nogle af cirklerne bliver rene præcise græsflader, bl.a. på gårdspladsen, og andre bliver markeret med klippede hække så de danner egentlige rum med lave vægge.

Endelig bliver de lidt mindre cirkulære arealer befæstet med sten og kan fungere som selvstændige opholdspladser. Her bliver altså ikke tale om et samlet haveareal, der lukker omkring sig selv, men et anlæg der består af løsrevne havefragmenter, spredt i landskabet omkring et byggeri og sat i spil med terrænet og den omgivende natur. Man kan derfor ikke vide sig sikker på hvor haven begynder og hvor den ender. Det skal plejeniveauet alene indikere. Et er sikkert; haven går i opløsning og bliver ren natur jo længere man bevæger sig væk fra huset og set gennem stuens vinduer må haven føje landskabet.

 

NYKLASSICISTISK HUS & HAVE

 

Lige for tiden arbejdes der med et haveanlæg, der er stærkt reduceret i omfang og indhold hen over årene, men som stadigvæk har et prægtigt Aage Rafns hus i ny klassicistisk stil som hoved, og derfor kræver en have der respekterer bygningen.

Det er et spændende projekt, fordi ejerne kan godt lide haver og havearbejde, og heldigvis ved de også hvad hensyn kan medføre, når man har overtaget et sted med flere 100 år gamle bøgetræer i forhaven, der snupper det meste af aftensolen på den post. Det må man leve godt og fornuftigt med.

Aage Rafn var en af de markante bygningsarkitekter i begyndelsen af 1900tallet, sammen med folk som Hack Kampmann, Kay Fisker og Anton Rosen, medtegner på Politigården i København og stationerne ved Gudhjem på Bornholm. Men han fik også opgaver som dette hus, en herskabelig villa i en af Danmarks større byer.

Under registreringen er det vigtigt at notere spor fra tidligere ejere. Her indikerer et opholdssted at der er sol langt hen på eftermiddagen, så det vil være dumt at flytte eller konvertere stedet til et tætbeplantet område.

Der er både store træer og buske i haven stor plæne og mindre steder, så som bålplads, terrasse og vindstille hjørner. Men her mangler lidt beviser for at beboerne har havelyst.

Parret kontaktede mig tidligt i forløbet og det er en fornøjelse at være med fra begyndelsen i sådan et projekt, der både skal pege fremad, men som også skal respektere de givne betingelser.



















Skitserne herover skal ikke forveksles med Hr. Rafns. De er et af mine ydmyge forslag til hvorledes det 80´er-renoverede træskur med udsyn til haven fra køkkenet på de sorthvide fotos, kan omformes og renoveres, så det med lidt højere opsprossede vægge giver fornemmelse af havehus og samtidig lægger sig i en naturlig forlængelse på resten af bygningen . Ombygningen er nu færdig og jeg skal nok vise resultaterne af den og haven, når de bliver en tand mere fotogene igen.

THE GRATEFUL DEAD

Om ikke så længe går det løs med buskrydder og hæksakse, river, hakke og trillebør. Der skal ryddes op. - Inden da er det interessant at se hvorledes mange af skelletterne i staude- og græshaven fra sidste år, stadigvæk står oprejste og selv i død tilstand viser sig fra en smuk side. Det er nok bare `nogle andre briller man skal tage på´.

 Jeg er taknemmelig over at vinteren snart er forbi og haven snart vækkes til live igen.

 Eupatorium mac.

 Monarda

 Phlomis russeliana

 Miscanthus s. `Kleiner Silberspinne´

 Echinops ritro

 Verbascum chaixii

 Heliantemum

 Persicaria

 Veronicastrum

 Phlox

Sedum

WHERE HAVE ALL THE ROSES GONE...?

Rosa mulliganii
Nogle er blevet kvalt af græs, sultet, snydt for vand og gødning, andre trampet ned og ædt af rådyrene, andre igen gravet op og plantet et nyt sted - glemt - eller bare flyttet og forladt og siden hen ædt af mosegrisene eller angrebet af svamp, før de døde og forsvandt helt. Alle disse elendige selvforskyldte ulykker og gudsjammerligt kedelige dyrkningstekniske genvordigheder kan få blodet i kog når alle andre lægger sygejournaler frem, og forventer at få et svar på hvad det dog kan skyldes at det ikke lykkes med roserne?  - Smid dem da ud, - Det lader ikke til at interessen for dem er der, under nogen omstændigheder, men at de kun skaber dårlige oplevelser, skuffelser og alt for meget arbejde. Samvittigheden får det heller ikke meget bedre af at vi inden længe kan høre messeråbende rosenpræster kalde til samling og med en udgangsbøn der lyder: ”Husk at beskære dine roser, - gerne så langt ned som muligt.”

Godt nok er der mange, uforudsete hændelser med roser, men hvis man vælger ud fra selvindsigt/ selverkendelse: smag, ydeevne, vilje og interesse, så er der ikke kun dårlige oplevelser i vente.

Min hustru og jeg har gennem årene forsøgt os med mange typer, lige på nær Poulsenroserne. Vi har mange meninger om hvad der gør en rose smuk, men ret enige om at blomsterne i denne forædling ofte mangler den gennemskinnelighed og skønhed i kronbladenes transparens som de fleste andre roser har. Bladene og buskopbygningen er vi heller ikke specielt vilde med. Vi foretrækker også de roser der har en egen vilje, bliver store og voldsomme og som uhindret har lyst til at gro op i noget, eller hen ad noget og som vi ikke behøver skære tilbage i en tilbagevendende uendelighed. Fri for det, bliver man aldrig helt, - det der med at skære. Personligt holder jeg også af tiden hvor roserne falmer og visner. Og har blomsterne været for perfekte og lignet en konditorskabt marcipanrose til en bryllupslagkagen, så savner jeg heller ikke dem mere. Jeg foretrækker de sorter der ligger så tæt på de botaniske som muligt, gerne med lange skud, der som forfædrene, vil leve et liv i fri dressur i samspil med træer, buske eller andet af en haves arkitektoniske indslag, der kan bære dem. Derfor er der heller ikke ret mange her i haven der har store blomster og skal høvles ned med saks eller machete hvert forår, eller som er placeret i bede. Endelig har vi tilvalgt de duftende og fravalgt de fleste remonterende, fordi de engangsblomstrende er mere vitale og har en større blomsterrigdom. Tænk over det; det er egentlig også så dejligt befriende, når det hele får en ende igen. Der sker så meget andet senere på sommeren. Endelig har det - ud over det vi har udsat roserne for som beskrevet i indledningen – været nødvendigt at de kunne klare at gro her uden ler. Der findes ganske enkelt ikke ler i jorden her på matriklen, - og forestille sig at skulle køre lerjord hertil i vogne eller plastikposer, det har vi ikke fantasi til.

Det er altså ikke de bedste vækstbetingelser vi har givet vores roser og måske er det derfor de har været så længe undervejs. 7-8 år.

Der er ganske givet den rosenmand der vil korse sig og mene at vi er helt galt på den, i tilgangen til denne ædle planteslægt. Helt enig. Dyb respekt for de, især mænd (og kvinder), der bevarer den stoiske ro og opnår den største tilfredshed, og gennem ordentlighed og fornuftig pasning, kan fremvise synet af den smukkest tænkelige og mest perfekt dyrkede rose man kan forestille sig. Jeg har bare ikke tålmodigheden til det og lever et haveliv der går ind for devisen: ”mindst mulig indsats med størst mulig effekt”. Og hvis vi ville det der med roser her på stedet i en eller anden form, - så har vi måttet sortere og fravælge.

Foråret 2014 insisterede min hustru på at roserne skulle have lidt ekstra møg fra hønsene og et drys kalk.  - Resultatet udeblev heller ikke og følgende fotos er et lille udpluk over de mest vellykkede fra sidste sommer.

Rosa mulliganii

The Garland

The Garland

hybrida

Hybrida

Rambling Rector

Rambling Rector

Violetta

Bleu Magenta

Brenda Colvin

Buff Beuty sammen med mosebunke

 



Zigeunerknabe eller Gipsyboy

 

 `William Lobb´, `Maidens Blush´ til venstre og `Zigeunerknabe´ bagerst i vilde rølliker og senegræs

Jeg har det stadigvæk lidt ambivalent med roserne. Jeg ved de fortjener stor respekt, også af hensyn til deres lange historie sammen med mennesker, - som en af havens mest bemærkelsesværdige og højtforædlede havekulturplanter vi kender. Men jeg synes de nemt kan give en have et lidt for sødladent, - ja nærmest tøset og gammeldags udtryk.

Derfor er jeg godt tilfreds når they are gone in august.

 

herunder: Doctor Van Fleet, en forælder til `New Dawn´.