Juletræet med sin pynt......
"Som barn har man en ubændig trang til at alt julepynten fra kassen skal på træet. Som voksen spørger man sig selv om det eventuelt kan blive smukt med lidt mindre"
Jeg bruger det ofte som metafor i undervisningen på Akademiet og ikke mindst når jeg arbejder med skitseoplæg og tegninger af haver.
Selvfølgelig bliver der en diskussion imellem mine kunder og jeg, når resultatet fremlægges og her er det flair for det pædagogiske og evnen til at sætte sig ind i folks behov, der kommer på prøve.
For det er jo ikke mit "juletræ"!
Alligevel er det mit mål at komme med enkle og overskuelige forslag, - at der er en overordnet tanke, en idé, ja en stærk form som kan overleve generationers slid og som vil kunne klare tidernes modelune.
Indenfor haver er det svært at operere med mode, som i gængs forstand er noget der skifter i takt med årstiderne.
Haver kan man ikke jage med, som længder på nederdele, - her er der tale om stil.
På den anden side skulle mine anstrengelser med et haveanlæg også gerne resultere i at de nye haveejere føler, at de selv kan præge det haveanlæg de så møjsommeligt har anskaffet sig.
Netop derfor formen. En have med en overordnet struktur og rygrad, der lader sig pynte med alskens liv og indhold. Et sted hvor man kan lege med planter og farver. Lægge til og trække fra, uden at det går ud over helheden. Eller blot slappe af hvis det var intentionen med planen.
Hvert år når vi henter juletræet i skoven, bruger vi meget tid på at finde det rigtige; højden skal passe, det må ikke være for bredt, der skal være en jævn fordeling af de vandrette grene, og der må ikke være for få af dem. Det skal have den rigtige grønne farve og nålene må gerne være tætplacerede på stænglerne. Træet skal kunne klare at "stå uden pynt", altså uden kamuflage af pynt fra kassen.
Her er det at der altid indsniger sig et men!
Et juletræ har altid mindst én fejl.
Så er det at man kan gribe til mere pynt i kassen: for at kamuflere.
Sådan må det ikke være med haver, - det kan være dyrtkøbte fejltagelser, der gør det besværligt og kostbart at ændre, hvis ikke haven har den selvfølgelige forlængelse af det hus den er hæftet op på og det landskab den ligger i.
Der er i så fald ikke de store chancer for at haven i sin grundform, får lov at overleve ret mange generationer.
Glashaven i Ebeltoft
Snebilledet herunder, er en hver havearkitekts drøm om den have han har tegnet. Linjerne og fladerne står præcist som da de blev afsat på papiret.
Projektet lykkedes.
Når jeg ser tilbage på 2010, så er Glashaven på Glasmuseet Ebeltoft en af de haver der står mit hjerte nær. Dels fordi jeg synes det er blevet et vellykket anlæg, dels fordi det gav mig nogle skønne oplevelser sammen med nogle dejlige haveinteresserede mennesker. Ikke mindst var det en fornøjelse at arbejde sammen med de ansatte på museet, et professionelt team, der formår at sætte kvaliteten i højsæde og samtidig navigere en stor gruppe frivillige, som museet nyder godt af.
Haven blev godt modtaget og skal vise sit værd de næste mange år. Flere har fortalt mig at de er blevet inspireret til at gå hjem og dyrke deres egne haver lidt mere.
Og det er da også lige præcis det der var tanken med denne have: at den i sin udformning var overskuelig og stærk og samtidig skulle fungere i et samspil med Hackmanns gamle klassiske toldbod of 3xNielsens moderne, aflange tilbygning med glasfacader opdelt i rektangulære aflange rytmer. Der skulle være både noget gammeldags og noget mere moderne over haven. En mulig inspirationskilde?
Havens indhold kan ændre sig uden at det går ud over formen. Akkurat som det er med alle andre dyrkningsbede, til eksempel i køkkenhaven. Her begynder vi jo for så vidt forfra hvert eneste forår.
Med tiden vil flere af beplantningerne i de firkantede bede blive så markante at de skal tæmmes med saksen. Herved får haven en mere tredimensionel virkning fordi den også indtager højden og ikke kun spænder ud på fladen i jordniveau.
Og Søren Ryge kom forbi og plantede mere end hundrede af sine elskede violfrøstjerner. Et helt bed kun med dem.
Vil man anlægge en køkkenhave der ikke skal gemmes væk i det bagerste hjørne af haven er formen også god at anvende.
Projektet lykkedes.
Når jeg ser tilbage på 2010, så er Glashaven på Glasmuseet Ebeltoft en af de haver der står mit hjerte nær. Dels fordi jeg synes det er blevet et vellykket anlæg, dels fordi det gav mig nogle skønne oplevelser sammen med nogle dejlige haveinteresserede mennesker. Ikke mindst var det en fornøjelse at arbejde sammen med de ansatte på museet, et professionelt team, der formår at sætte kvaliteten i højsæde og samtidig navigere en stor gruppe frivillige, som museet nyder godt af.
Haven blev godt modtaget og skal vise sit værd de næste mange år. Flere har fortalt mig at de er blevet inspireret til at gå hjem og dyrke deres egne haver lidt mere.
Og det er da også lige præcis det der var tanken med denne have: at den i sin udformning var overskuelig og stærk og samtidig skulle fungere i et samspil med Hackmanns gamle klassiske toldbod of 3xNielsens moderne, aflange tilbygning med glasfacader opdelt i rektangulære aflange rytmer. Der skulle være både noget gammeldags og noget mere moderne over haven. En mulig inspirationskilde?
Havens indhold kan ændre sig uden at det går ud over formen. Akkurat som det er med alle andre dyrkningsbede, til eksempel i køkkenhaven. Her begynder vi jo for så vidt forfra hvert eneste forår.
Med tiden vil flere af beplantningerne i de firkantede bede blive så markante at de skal tæmmes med saksen. Herved får haven en mere tredimensionel virkning fordi den også indtager højden og ikke kun spænder ud på fladen i jordniveau.
Og Søren Ryge kom forbi og plantede mere end hundrede af sine elskede violfrøstjerner. Et helt bed kun med dem.
Vil man anlægge en køkkenhave der ikke skal gemmes væk i det bagerste hjørne af haven er formen også god at anvende.
Abonner på:
Opslag (Atom)