Jeg havde sat store forventninger op til det munumentale blomsterbed foran stuer og atelieret, og som i mange år har været et overdådigt festfyrværkeri af enårige, toårige og blomstrende løg og knolde fra gladiolus til georginer. Jeg tog et billede af det, men vil ikke vise det her. Det er ganske enkelt for pinligt til at blive set og i en sørgelig forfatning til at man kan fremhæve noget særligt. Jordarealets bare pletter fyldte mere end hvad de sparsomme og solitært placerede dahliaer magtede at dække. Mit råd til museet: Lad hellere helt være og erstat med noget andet der fungerer.
Den store bueformede buksbomhæk, der omkranser blomsterhaven er der trods alt stadigvæk som ramme, men halvhjertede forsøg med blomstrende planter som her, og som `råber´ til hinanden, er pinligt. Desværre er det et fænomen som ikke sjældent ses i private anlæg, der pludselig bliver offentligt tilgængelige og som nu styres af andre end de oprindelige ejere. Det gør selvfølgelig ondt på mig som have- og landskabsarkitekt, der værdsætter helstøbte kompositioner, hvad enten det er med blomster eller med grønt. Mange museumshaver har ingen kvalificerede fagfolk med samme erfaringsniveau som ejerne havde og de formår ikke at drage konsekvensen og få et andet menneske med talent til at gendigte det oprindelige og med hensyn til et beskedent plejeniveau.
Men heldigvis er der en helt masse andet smukt at se på: de smukke rum i huset med de skønne interiører, atelieret, den landskabelige have, udsigten over Lammefjorden og ikke mindst køreturen dertil.
Smukke teglhængte kampestensbygninger og hvidpudsede facader i et malerisk havelandskab. Bygningerne er tegnet af Agnete Swane i begyndelsen af trediverne.
En stor sø i en lavning af den landskabelige have.
Den blå stue.
Det maleriske lys fra loftsvinduet indhylder en persisk keramikkande, hjembragt fra en af familiens mange rejser.
Kære Kjeld,
SvarSletlige foran næsen af mig og min computer, hænger det smukkeste kort, som jeg modtog fra en veninde for et par år siden. Kortet er fra Malergården og viser det skønne fandenivoldske festfyrværkeri af blomster foran Swanernes atelier, som du så smukt beskriver i dit indlæg.
Jeg ELSKER det postkort. Tit og ofte har jeg taget "sjæle-bad" i synet af dette blomsterhav. Det har næsten været en daglig katarsis for mig.
Derfor gør det mig ondt at høre, at netop det skue, er blevet pingligt at beskue. Bristede illusioner er smertelige. Men mit postkort kan ingen tage fra mig:o)
De kærligste weekendhilsner og havetanker fra mig til dig
Ja blomster på papir er æt så ring endda!! Kender det godt, - og det er fra en vinkel der gør blomsterbedet særlig fotogent. Måske jeg mangler lidt manipulationsteori ud i det fotografiske!?
SvarSletGrønne hilsener til Tanten!!
En trist udvikling af haven, man kan jo' nærmest kalde det "voldtægt".... En have med den format skal omgås med respekt ;)
SvarSlet