WHERE HAVE ALL THE ROSES GONE...?

Rosa mulliganii
Nogle er blevet kvalt af græs, sultet, snydt for vand og gødning, andre trampet ned og ædt af rådyrene, andre igen gravet op og plantet et nyt sted - glemt - eller bare flyttet og forladt og siden hen ædt af mosegrisene eller angrebet af svamp, før de døde og forsvandt helt. Alle disse elendige selvforskyldte ulykker og gudsjammerligt kedelige dyrkningstekniske genvordigheder kan få blodet i kog når alle andre lægger sygejournaler frem, og forventer at få et svar på hvad det dog kan skyldes at det ikke lykkes med roserne?  - Smid dem da ud, - Det lader ikke til at interessen for dem er der, under nogen omstændigheder, men at de kun skaber dårlige oplevelser, skuffelser og alt for meget arbejde. Samvittigheden får det heller ikke meget bedre af at vi inden længe kan høre messeråbende rosenpræster kalde til samling og med en udgangsbøn der lyder: ”Husk at beskære dine roser, - gerne så langt ned som muligt.”

Godt nok er der mange, uforudsete hændelser med roser, men hvis man vælger ud fra selvindsigt/ selverkendelse: smag, ydeevne, vilje og interesse, så er der ikke kun dårlige oplevelser i vente.

Min hustru og jeg har gennem årene forsøgt os med mange typer, lige på nær Poulsenroserne. Vi har mange meninger om hvad der gør en rose smuk, men ret enige om at blomsterne i denne forædling ofte mangler den gennemskinnelighed og skønhed i kronbladenes transparens som de fleste andre roser har. Bladene og buskopbygningen er vi heller ikke specielt vilde med. Vi foretrækker også de roser der har en egen vilje, bliver store og voldsomme og som uhindret har lyst til at gro op i noget, eller hen ad noget og som vi ikke behøver skære tilbage i en tilbagevendende uendelighed. Fri for det, bliver man aldrig helt, - det der med at skære. Personligt holder jeg også af tiden hvor roserne falmer og visner. Og har blomsterne været for perfekte og lignet en konditorskabt marcipanrose til en bryllupslagkagen, så savner jeg heller ikke dem mere. Jeg foretrækker de sorter der ligger så tæt på de botaniske som muligt, gerne med lange skud, der som forfædrene, vil leve et liv i fri dressur i samspil med træer, buske eller andet af en haves arkitektoniske indslag, der kan bære dem. Derfor er der heller ikke ret mange her i haven der har store blomster og skal høvles ned med saks eller machete hvert forår, eller som er placeret i bede. Endelig har vi tilvalgt de duftende og fravalgt de fleste remonterende, fordi de engangsblomstrende er mere vitale og har en større blomsterrigdom. Tænk over det; det er egentlig også så dejligt befriende, når det hele får en ende igen. Der sker så meget andet senere på sommeren. Endelig har det - ud over det vi har udsat roserne for som beskrevet i indledningen – været nødvendigt at de kunne klare at gro her uden ler. Der findes ganske enkelt ikke ler i jorden her på matriklen, - og forestille sig at skulle køre lerjord hertil i vogne eller plastikposer, det har vi ikke fantasi til.

Det er altså ikke de bedste vækstbetingelser vi har givet vores roser og måske er det derfor de har været så længe undervejs. 7-8 år.

Der er ganske givet den rosenmand der vil korse sig og mene at vi er helt galt på den, i tilgangen til denne ædle planteslægt. Helt enig. Dyb respekt for de, især mænd (og kvinder), der bevarer den stoiske ro og opnår den største tilfredshed, og gennem ordentlighed og fornuftig pasning, kan fremvise synet af den smukkest tænkelige og mest perfekt dyrkede rose man kan forestille sig. Jeg har bare ikke tålmodigheden til det og lever et haveliv der går ind for devisen: ”mindst mulig indsats med størst mulig effekt”. Og hvis vi ville det der med roser her på stedet i en eller anden form, - så har vi måttet sortere og fravælge.

Foråret 2014 insisterede min hustru på at roserne skulle have lidt ekstra møg fra hønsene og et drys kalk.  - Resultatet udeblev heller ikke og følgende fotos er et lille udpluk over de mest vellykkede fra sidste sommer.

Rosa mulliganii

The Garland

The Garland

hybrida

Hybrida

Rambling Rector

Rambling Rector

Violetta

Bleu Magenta

Brenda Colvin

Buff Beuty sammen med mosebunke

 



Zigeunerknabe eller Gipsyboy

 

 `William Lobb´, `Maidens Blush´ til venstre og `Zigeunerknabe´ bagerst i vilde rølliker og senegræs

Jeg har det stadigvæk lidt ambivalent med roserne. Jeg ved de fortjener stor respekt, også af hensyn til deres lange historie sammen med mennesker, - som en af havens mest bemærkelsesværdige og højtforædlede havekulturplanter vi kender. Men jeg synes de nemt kan give en have et lidt for sødladent, - ja nærmest tøset og gammeldags udtryk.

Derfor er jeg godt tilfreds når they are gone in august.

 

herunder: Doctor Van Fleet, en forælder til `New Dawn´.