Akser og sigtelinjer

I haver, uanset typer og stilarter, arbejder man blandt andet med retninger, åbninger, gangarealer og linjeføringer. Det kan selvfølgelig være bevidst eller ubevidst, enten i form af en krum sti, en præcis og lige havegang eller den linie der tilfældigt opstår der hvor græsplænen møder blomsterbedet. Men betragter man haven som et tredimensionelt rum (højde, bredde og længde) så må vi forholde os til andet og mere end blot de linjer og flader, der ligger på jorden. Vi må så at sige; "have rummet med". Den simpleste måde at lave en sigtelinje på, der også tager hensyn til havens højde, - næstefter den klippede sti i det høje græs, - er den klassiske havegang med vægge på begge sider. Den er brugt siden oldtiden, anvendt i forbindelse med de persiske gårdhaveanlæg og genbrugt i mange af de toscanske rennæssancehaver. Lawrence Johnston anlagde flere forskellige med smukke og varierede beplantninger på Hidcote, bl.a. "The Long Walk", - og Harold Nicholson og Vita Sackville-West kopierede den på Sissinghurst med taks. Den findes, i snart sagt et hvert klassisk haveanlæg. Og det er da også havegangen her i Ellipsehaverne, eller rettere Kavalergangen, som vi kalder den, - der får den største opmærksomhed blandt vore gæster, trods de sparsomme midler der er anvendt: et græsgulv og to lange bøgevægge.





Næste projekt med en havesti kunne være den lige gang, men med diverse beplantninger på begge sider. Ovenstående er Økonomihaven i Ellipsehaverne (køkkenhaven), som i midten af stykket er forsynet med fire tårne (a la´boreplatforme) til roser klatrebønner, lathyrus, tallerkensmækker, brombær, klematis og hvad man ellers kan finde på. I siderne er der rød grønkål, dild og sortrøde dahliaer til pynt.



Når man først har forsøgt sig med de lige, stringente og præcise havegange, er det tid at avancere og forsøge at lave variationer. Man kan for eksempel sløre stien lidt og gøre retningen mere utydelig. Havegangen får straks et mere drømmende udtryk, med planterne der slører sigtelinjen og specielt i kraft af, at den hårde belægning, som det ses på billedet herover, - stadig er "ankeret" på stien.




Endelig er der de elementer der i kraft af deres placering skaber sigtelinjer, som her i Ellipsehavernes græs-og staudehave, hvor elliptiske trommer af skarptklippet liguster danner retninger for øjet og samtidig virker som rumskabende elementer. Nærmest som kølen af skibe der bryder igennem det oprørte hav. Man kan også betragte dem som elementer midt i al høet, (som stauder jo er), - der skaber stilstand, soliditet og kontrast til de bølgebrusende planter der næsten altid er i bevægelse. Sidst, men ikke mindst, har de faste klippede former den langsomme vækst, hvorimod "høet" har den eksplosive vækstdynamik fra 10 cm i marts til 2,5 meter i september.

Enkelhed

En klog mand har engang sagt at: `Enkelhed er at vide når meget er for meget og lidt er for lidt. På det vis arbejder Claus Dalby i Risskov med sin have, når han komponerer med planter i sine rum. Der justeres og formes, flettes ind og tilføjes, trækkes fra og erkendes hvornår dette "noget" er for meget og hvornår det er for lidt. Selv kan jeg måbende følge med i hans rundvisning når han fortæller om farvernes afstemning, toner og rette placering. Den højpandede samtale om farveteori interesserer os ikke. Her arbejdes med det man med et fint ord kalder; anvendt havekultur.
For et par år siden, bad Claus mig om at komme med nogle forslag til ændringer ifm. en ret stor omlægning af den kendte have i Risskov. Han har selv fortalt om det, hvor det har været muligt og jeg deler en meget stor taknemmelighed med ham for det gode samarbejde.


Claus er et menneske der sætter stor pris på generøsitet, uanset hvor han kommer. Også når det gælder haver. I dem, må det ikke blive for nærigt og afstumpet, men helst være bugnende og frodigt indenfor sine egne grænser. Den del af disse grænser, som omhandler havens arkitektur, har jeg været part i og projektet blev afsluttet i dette forår med et nyt haveanlæg vi kalder "The Sunken Garden". På bare en halv vækstsæson har stedet udviklet sig til en magisk måneskinsplet, i sølv, hvidt og grønt. Den er som skabt til Claus Dalby og alt det han står for: en stor dyrkningskunstner og en tonekomponist der arbejder med farvernes nuancer.



Claus´ overdådige beplantninger adskiller sig fra alt hvad vi ellers kender og ser i haver og de vidner ikke kun om stor gartneriske kunnen, men også om æstetisk arbejde i form af farveafstemte haveafdelinger, der fortæller om udsøgt sans for det smukke.
Haven er således et portræt af en generøs og kompromisløs mand, der glad og gerne deler ud af sin enorme viden og kunnen, - til stor glæde og gavn for andre og ikke mindst til inspiration for rigtig mange haveejere.





Man kunne ønske at der var mange flere af Claus Dalby´ slags i de danske haver!

Blød minimalisme

Middelhavsstemning med hjortetakstræer på pigstensbelægning

Sven Hansens små gårdhaver på DR i Århus har altid været en stor inspiration for mig som landskabsarkitekt. Ikke at jeg har villet kopiere dem eller lave noget magen til, men de er gode forbilleder på haver, med en overordnet idé, en god grundstruktur og som er interessante det meste af året. Samtidig er de uhyre enkle i både formsprog og materialevalg. På den måde lever de også op til nutidens krav om minimal vedligeholdelse. Endelig er det sjovt at iagttage hvor mangfoldige mulighederne er i alle rummene, der har samme dimensioner på længder og bredder.


Kanalhave med bassin i hele rummets længde

Selvom manden ikke selv har siddet med blyanten og kreeret haverne, men ladet sine dygtige medarbejdere på tegnestuen, udforme gårdhaverne ned til mindste detalje, - så har de alle den styrke, præcision og magi, som var så kendetegnende for danske haver fra 1930 til 1970. Professor og Landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson fortalte mig engang, at perioden blev kaldt guldalderen i dansk havekunst fordi landskabsarkitekterne var i besiddelse af tre gode egenskaber:
- en dyrkningsteknisk og plantemæssige viden,
- en indsigt i sociale forhold og herigennem en viden om hvorledes havemennesker ønsker at bruge deres haver, og endelig
- mange havde en evne til at kunne yde en kunstnerisk indsats.


Urskovshave med klatrende blåregn i bregner og efeu

Egentlig er det ikke uvæsentlige egenskaber i dag heller, hvor der lægges vægt på økonomi og lavt plejepres. Men vi mangler den plante- og dyrkningskyndige side ligesom den kunstneriske indsats er nedprioriteret til fordel for indretningspraktiske og funktionsbetonede haver der har stjålet principperne fra husets køkken, dagligstuer, børneværelser, fritidshjemmets legepladser og sportspladsernes fodboldbaner. Alt sammen på bekostning af havernes grundmaterialer som planter, sten, vand og jord, der brugt på rette vis, kan resultere i et magisk haveunivers og som kan give os nogle helt anderledes berigende oplevelser.


Æblelund med krumme hække

Magiske kurver

Stachys byz. `Big Ears´, kendt som lammeøre, er også helt magiske at røre ved.

Blomsters støvdrager, omridset af kronblade og løvværks konturer, der har udviklet sig til sine endelige former gennem millarder af år, kan være noget af det mest forunderlige man kan tænke sig. Det er design, helt ude af menneskehænder og noget af det vi ind imellem kan føle er kommet hertil, ganske af sig selv. Og for nogles vedkommende også helt uden mening.
Jeg skal skåne for voldsomme udgydelser over dem der bekender sig til intelligent design. Det er ikke mit ærinde.
- Men der findes oceaner af inspirationsmateriale i naturens egen formverden, som vi kan bruge, når vi skal indrette, trække grænser og linjer, lægge flader, komponere med farver, skabe rum eller forme en lille plet i haven, der gerne må give stof til eftertanke. Eller måske blot skal være et lille særegent haveunivers, der adskiller sig fra resten af verden. Det er heller ikke min hensigt at opfordre til at lave natur i haverne. Haver er ikke natur, men menneskeværk. Det er derfor vigtigt at huske at de menneskeskabte kurver helst skal være stringente, stramme og præcise,(det er det der adskiller os mennesker fra resten af verden) og så man kan se at de er menneskeskabte. Magien opstår først når samspillet mellem det fritvoksende/ det groede, og det stramt styrede/ det formede er til stede.



En krum, ovalformet åbning i en hæk afslører en ny hæk bagved. Flytter man sig en meter til højre, vil man se endnu en åbning, der afslører en anden haves fritvoksende indhold bagved hækken.



Krumme hækvægge på græs og et stykke pur af klippet pil skaber dynamiske bevægelser på plænen med noget så simpelt som elliptiske former i forskellige størrelser, sat op imod hinanden.



Buede hække af buksbom samles i elliptiske klodser og danner organiske bede til græsser og tulipaner og hvad man ellers kunne få lyst til at stoppe deri og som vil vokse og leve sit eget liv.


Det runde spejl i græsset snyder øjet og man ser det som et ellipsestykke af himlen, - ind imellem med fritsvævende skyer, og når vandet står blikstille.