De bedste haver jeg kan komme i tanker om, er da også begunstiget med en vis form for forundringsværdi og ikke mindst en hel del mærklighedskvaliteter. Elementer der kan få mig til at stoppe op og som jeg ikke umiddelbart har set før. Havebegereber jeg ikke kan forstå eller afkode med det samme eller finde en selvfølgelig mening med. Sådan har jeg det også med malerier og billedkunst generelt. De billeder, der giver et bud på eksempelvis en ny farvesammensætning, der gør op med alverdens farveteorier og principper, og som kan give mig en en fornemmelse af at "jeg ikke har forstået det hele endnu", er utrolig berigende og livsbekræftende for mig. Der er stadigvæk nyt at lære forude og god mulighed for at jeg fortsat kan udvikle mig. Ofte er det også der, hvor en blomst eller plante har placeret sig som selvsåer, man får de gode aha-oplevelser og som får een til at arbejde mere fordomsfri med haven og forsøge at arbejde med nye teorier og principper.
Ikke sjældent oplever jeg kompositioner i haven, det kan være arkitektoniske, formmæssige, anderledes farvesammensætninger, tankevækkende materialesammenstød etc, jeg i første omgang ikke rigtig kan "greje". I stedet for at dødsdømme det med det samme, måske fordi jeg ikke forstår det, - øver jeg mig konsekvent i at vente og vente og måske tænke lidt og stille nogle analytiske spørgsmål, før jeg beslutter mig om det er noget jeg kan lide eller ej.
Jeg er godt klar over at ovenstående kan lyde frygtelig helligt.
Men i modsætning til mange, er jeg nok af den opfattelse, at vi her i landet mangler smagsdommere. Ikke at de skal bestemme hvad vi skal mene, kunne li´ og ikke li´, men deres udtalelser kunne få debatten til at rulle og menigmand til at engagere sig og blive lidt klogere.
Et samfund, der har afskaffet sin elite og sine smagsdommere, bliver et meget eensrettet og kedeligt samfund, der er uden diversitet og udvikling - og muligheden for at føre den kvalificerede samtale om skønhedens og grimhedens æstetik forsvinder hermed.
