En hemmelig have

Claus Dalby har for nylig begået endnu en rigtig dejlig havebog med titlen Hemmelige Haver, hvor han besøger forskellige ukendte haver rundt omkring i landet.


På en stille dansk villavej, ser man til venstre, hvorledes haver ser ud i 2011 og til højre, en indgang til en tidslomme der stimulerer drømme og længsel efter at kunne gemme sig og måske opleve en lidt anden side af dansk havekultur.

Måske blev han inspireret til overskriften fra The Secret Garden af Frances Hodgson Burnett fra 1910, en klassiker som siden blev filmatiseret. Og Den engelske haveguru Rosemary Verey redigerede en bog i 80´erne med titlen Secret Gardens - revealed by their owners. Titlen ses anvendt i billedkunsten gennem mange århundreder og de senere år har mange unge musikere brugt den på sange og instrumentale kompositioner.

Indgangen til haven ligner en gammel hulvej på landet


For mit vedkommende fik begrebet En hemmelig have en ganske uventet betydning, da jeg under et interview til en haveartikel blev spurgt om jeg havde lyst til at se en anderledes og meget særpræget have?

Vi kørte i bil i 5 minutter, men i dag er jeg ikke i stand til at finde der hen selv. Haven er derved blevet hemmelig på flere måder. Ejerne var ikke hjemme, så fornemmelsen af at have fundet et hemmeligt område blev yderligere forstærket. Jeg fik fortalt at huset og haven havde været forladt i mange år og var siden blevet "gravet frem" og fungerede nu som sommerbolig. Men det ville være et spørgsmål om tid, for de overvejede stærkt at sælge stedet, fordi huset var alt for utæt. Jeg ved ikke om det er sket. Jeg ønsker heller ikke at vide det. Forestillingen om hvad nye ejere kan finde på gøre ved sådan et fortryllende sted gør at jeg beholder oplevelsen fra den varme sommerdag i min erindring uden forstyrrende indblanding.


Gamle træer står rundt om en lille lysning med skyggespil på det tynde græs.




En lille fontæne blev gravet frem fra vildnisset




Et særpræget hus fra en anden tid ligger inde midt i haven.

En stensøjle fra tidligere tider har fået en fin hat af smukt forarbejdet kobber.

5 kommentarer:

  1. Det lyder som en dejlig oplevelse. Jeg fornemmer stilheden og fuglenes kvidren og en stille summen fra verden udenfor denne have i billederne og det får mig til at længes efter sommer....

    SvarSlet
  2. Se det er en rigtig have. Væk fra alfarvej og på smukkeste vis i en helt anden verden.
    Og dog fornemmer jeg at der har eller er en plan.
    Håber ikke at det smukke hus er væk. Får mig til at tænke på de engelske.
    Tak for kigget.

    SvarSlet
  3. Det ser skam ellers meget nydelig ud, lad os håbe at de nye ejere har RESPEKT for disse omgivelser også for huset !!...
    snart en glædelig jul til dig og din familie

    SvarSlet
  4. mojn Kjeld

    Du og din familie ønskes en rigtig glædelig jul og godt nytår..
    Og jeg ser allerede frem til at komme forbi til The Garden Party i juni..

    SvarSlet
  5. Hej Tim
    Også godt nytår til dig og dine...og tak for alle dine kommentarer her på bloggen i 2011.

    best
    Kjeld

    SvarSlet