Perioden fra ca. 1920 til 1960, betegnes i de fleste havefagskrifter, som guldalderen i dansk havekunst. En periode der i al sin glans var betinget af tre ting: havearkitekterne havde et stort plantekendskab, de havde en social forståelse og dermed indsigt i brugerens livsvilkår, og de bedste i standen evnede at yde en kunstnerisk indsats.
I forhaven rejser et imponerende egetræ sig, og det skal selvfølgelig beskæres nænsomt i kronen, så også det fremover kan fungere som husets værnetræ.
Det arkitektegnede hus med have på de følgende billeder, er fra et boligområde i Sorgenfri og et utroligt smukt og velbevaret eksempel fra begyndelsen af 1950´erne. De nye ejere af dette pragtfulde hus og den opvoksede have kontaktede mig i sensommeren og opgaven lød: "kom og hjælp os med at vurdere haven, inden vi går i gang med at lægge den om"
Det er den sjældne historie om nye ejere, der har en vis pietetsfølelse og gør sig nogle alvorlige tanker om hvad der skal ske med stedet inden de tager fat.
Inden døre er huset bevaret til mindste detalje. Her kunne man optage en film af Nils Malmros. Det er som at gå ind i en tidslomme. Selvfølgelig skal der renoveres i huset og selvfølgelig skal der tegnes og renoveres på haven.
Men alt sammen i skyldig respekt for stedets ånd.
Tidstypisk er denne bambus med de store blade, et levende mindesmærke fra 1950´ernes haver. Den skal selvfølgelig have lov at spille en rolle i den kommende have.
På havesiden er der en lun krog i vinklen af integrerede bygningskroppe.
Huset ligger øverst på grunden, og haven smyger sig ned over terrænet, kranset af store træer plantet i begyndelsen af 1950´erne.
Kære Kjeld
SvarSletDet må være vanskeligt at vurdere en sådan have. For er det en 50er have, man ønsker, eller en have som skal opfylde specifikke behov? Det må vel tages med i vurderingen eller?
Hej Nette
SvarSletDu har helt ret. Det er ikke lige til, og man skal bl.a. have fat i nogle af havearkitekternes gamle dyder: at kende ejernes livsvilkår, et plantekendskab og respekt for stedet før man nyfortolker og bygger videre på haven. Alternativet kunne jo være at fælde det hele til grunden og begynde helt forfra. det er bare ikke min metode.
Godt nytår
Kjeld
Hej Kjeld
SvarSletDet kunne være spændende at høre nogle af dine idéer til fornyelsen/foryngelsen af haven. Og hvor er det dejligt, haveejerne ikke bare har taget fat med motorsaven!
God nytår
Marie-Louise
Hej Marie-Louise
SvarSletJeg skal nok vende tilbage når der er slået nye streger til dette sted. Allerede nu kan jeg se at der er kommet nogle "rytmiske skærme" af hækstykker på tværs af den aflange skrånende grund, så der bliver en kontrast til alt det fritvoksende, på tegningen. Bag ved disse skærme (set fra huset) kunne jeg forestille mig at der bliver plads til nogle rektangulære bede, hvor husets frue kan få afløb for blomstertrangen. Set fra husets vinduer og terrassen vil der fortsat være et havebillede med store træer på en skrånende plæne med rytmisk placerede hækstykker af bøg eller taks. Og denne udsigt er nok herren i husets foretrukne. Han er bygningsarkitekt!!
Fortsat god dag!
best
Kjeld