I går morges søndag d. 29 februar 2016, stod opgaven på at give ejerne til denne skønne ruin, nogle nye input til hvorledes stedet her kan transformeres til en 65 kvm. stor værkstedsbygning. Det handlede først og fremmest om at sætte nogle præmisser op for bygningskroppens udformning og proportioner, - at vælge nogle materialer, der respekterer stuehusets, - at tænke en bygning, der relaterer til omgivelserne, og endelig; - at skitsere et hus der er rar at være og arbejde i, tillader et godt lys at trænge ind og som samtidig optimerer udsigten til de havemotiver man indrammer med de nye vindueshuller.
Vi er på et sted, hvor atmosfære står højt prioriteret
- hvor nænsomhed og veneration for ælde og historie betyder meget
og hvor begrebet æstetik bliver tydeligt, fordi man fornemmer ordet i sin rene form;
sansekundskab.
Her er der ikke plads til hverken Ikea- eller Silvan-løsninger,
- stedets ånd fortæller os hvad vi skal, og den følsomhed der arbejdes med i udearealerne skal forsætte i den nye bygning der skal rejses her. Rå pudset glatmur i kontrast til en kampestensvæg, bygningshuller i vægge med referencer til portåbninger og uprætentiøse pandeplader som tagdækning er de flader og materialer vi arbejder med lige for tiden. Her må man respektere fortiden, lade sig inspirere af nutiden, og bygge et hus for fremtiden.
Efter første skitsesession, skal snakken og stregerne hvile, før der tages fat igen med de mere præcise proportioner.
Ved en sådan opgave må man have tålmodighed og vente, indtil stedet selv har fortalt hvorledes det skal se ud.
Og man skal lytte efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar