MUSEUMSHAVE

De fleste kender sikkert motivet af Det lille Rådhus i Ebeltoft. De færreste ved nok at der bagved gemmer sig et lille trekantet åbent rum, dannet af tre bygningers bagsidefacader? Denne plet er for tiden genstand for mit bly og viskelæder på papir, og med de skrappe krav og retningslinjer der er i et sådant gårdrum, er det rig lejlighed til at stimulere fantasien.
 Gårdrummet tilhører Museet Siamesisk Samling og anvendes af besøgende og nu og da af rådhusets bryllupsgæster, der samles til en skål og evt. fotografering. Der er også et selvstændigt vaskehus med toilet.

 Bygningerne ligger i forskellige niveauer og ikke to facader taler det samme sprog, lige på nær bindingsværket.
 Siamesisk samlings gårdfacade der næsten synker ned under jordniveau er det fornemste med taktfaste vindueshuller i facaden og som derfor sætter retningen for, hvorledes der skal formgives.
 Rådhustårnet knejser på tagryggen og er allestedsnærværende i haverummet.
 Og andre kunne måske få glæde af det, da der er indgang ad en gammel jernlåge fra gaden?

 Først lige begyndt....og der er lang vej endnu.

LANDSKABSRENOVERING

Et mærkeligt udtryk. Det kommer sig nok af, at en sådan opgave handler om at der skal arbejdes med de overordnede helheder - i forlængelse af de eksisterende værdier - og at resultatet helst skal se ud som om landskabsarkitekten har trukket sig tilbage, uden egentlig rigtigt at have været der.
...se flere fotos fra dette fantastiske sted i Danmark


ALLIUM AFLATUNENSE

Tiden er inde for prydløg. Det går hurtigt og når der er varmt bliver de brændt af i løbet af ingen tid. Lægger man løgene i skygge eller halvskygge, kan man forlænge blomstringen betydelig, - de bliver lidt lysere og mere vandige i farven, men det gør nu ikke noget efter min mening.
 Her er det Allium aflatunense `Purple Sensation´, den er noget mere intens i farven end selve arten, som jeg foretrækker. Her under letløvede træer varierer farven.
 Aflatunløgene er lagt i brede bræmmer sammen med prydsalvie og til at lysne er der indplantet store partier af Sesleria autumnalis. Når aflatunløgene er afblomstret og hovederne klippet af kommer en ny løgtype Allium sphaerosephalon op i mellem Sesleriaen. De er meget mindre i blomsten, bordeauxfarvede og giver et helt andet udtryk. Blomsterstandene fra disse får lov at stå til hen på vinteren.
 Partierne her, ligger som brede strøg på begge sider af hovedfærdselsåren til Sommerland Sjællands forlystelsespark og fylder godt og vel 800 kvm. De blev lagt for to år siden og er stabile planter.
 Sammen med tre forskellige sorter af prydsalvier og sesleria giver de mange allium en smuk variation, hen over sommeren på de store arealer der skråner svagt, ind mod vejen.

Arbejdet med de mange nye beplantninger i parken, begyndte jeg for godt tre år siden og det fortsætter med nye tiltag hvert år. Billederne her er lige tikket ind i indbakken fra ejerne, Kåre og Mette, med en invitation om at komme og nyde synet.
Indtil da, vil jeg nyde resultaterne af et godt samarbejde.