ALLIUM AFLATUNENSE

Tiden er inde for prydløg. Det går hurtigt og når der er varmt bliver de brændt af i løbet af ingen tid. Lægger man løgene i skygge eller halvskygge, kan man forlænge blomstringen betydelig, - de bliver lidt lysere og mere vandige i farven, men det gør nu ikke noget efter min mening.
 Her er det Allium aflatunense `Purple Sensation´, den er noget mere intens i farven end selve arten, som jeg foretrækker. Her under letløvede træer varierer farven.
 Aflatunløgene er lagt i brede bræmmer sammen med prydsalvie og til at lysne er der indplantet store partier af Sesleria autumnalis. Når aflatunløgene er afblomstret og hovederne klippet af kommer en ny løgtype Allium sphaerosephalon op i mellem Sesleriaen. De er meget mindre i blomsten, bordeauxfarvede og giver et helt andet udtryk. Blomsterstandene fra disse får lov at stå til hen på vinteren.
 Partierne her, ligger som brede strøg på begge sider af hovedfærdselsåren til Sommerland Sjællands forlystelsespark og fylder godt og vel 800 kvm. De blev lagt for to år siden og er stabile planter.
 Sammen med tre forskellige sorter af prydsalvier og sesleria giver de mange allium en smuk variation, hen over sommeren på de store arealer der skråner svagt, ind mod vejen.

Arbejdet med de mange nye beplantninger i parken, begyndte jeg for godt tre år siden og det fortsætter med nye tiltag hvert år. Billederne her er lige tikket ind i indbakken fra ejerne, Kåre og Mette, med en invitation om at komme og nyde synet.
Indtil da, vil jeg nyde resultaterne af et godt samarbejde.

7 kommentarer:

  1. Det er overdådigt!Aldrig har jeg set så stort et areal med prydløg.Senere når middelhavsprydløgene blomstrer må udtrykket være et andet.Håber du sætter fotos på igen til den tid.
    Her i varmen har jeg erfaret at prydløgene blomstrer i kortere tid,som du også skriver!

    SvarSlet
  2. For et fantastisk hav med skyer av vakre Allium! Et syn uten like.
    Hilsen Jannicke

    SvarSlet
  3. Det ser godt ud - kunne da blive helt fristet til en tur dertil!

    SvarSlet
  4. Thumps up.
    Er det salvia Caradonna ?
    Vh
    Henrik

    SvarSlet
  5. tak for hyggelige kommentarer til alle...
    ja Henrik; det er salvia n.´Caradonna´, men også Salvia n. `Blauhügel´, Salvia n. `Ostfriesland´og Salvia n. `Mainacht´ for at det ikke skal være løgn. De blomstrer lidt forskudt hen over det meste af juni og juli hvor parken er åben og deres frøstande er også forskellige i farven. Sesleria autumnalis binder det hele sammen. Værsgo :-)

    hilsen
    Kjeld

    SvarSlet
  6. Hej Kjeld, det var ikke for at afkræve dig svar, men det sætter jeg stor pris på. Jeg er ved at indsamle blå/violette toner til vores store parterre. Så det er det med blomstringstidspunktet der er den svære kunst lige nu. Jeg er dybt fascineret af denne type sammensætninger, med et ( skal jeg sige det højt ) maskulint fodaftryk. I det hele taget er det en fornøjelse at se projekter som dette, hvor der bliver malet med store penselstrøg.
    Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. :-))))
      godt at vi kan sprede det glade budskab Henrik!

      bedst
      Kjeld

      Slet