Jeg ved faktisk ikke helt præcist hvad de to ord dækker. I engelske ordbøger kan man støde på divergerende forklaringer og når man læser Noel Kingsburys bog `Planting - A New Perspective, fortæller teksten et og de fleste af bogens fotos, noget andet. Begge dele er lige interessante, så det handler vel også om, at man gør sig nogle erfaringer ved at prøve sig lidt frem og ved at man har en intention fra starten. Ovenstående bed består af kun to slags planter: Stipa calamagrostis og Agastache `Blue Fortune´
Det er et, af i alt 14 runde bede på en stor plæne og i forskellige størrelser. Det er de stor gamle taksboller, der har stået her i mange år, som har dikteret formen på bedene. Og for at holde sig til det enkle, er der for sjov skyld anvendt en enkel græsart kombineret med en staudesort i hvert bed. Altså kun to slags planter; en græsart og en staude i hver. Jeg ved godt det lyder alt for kedeligt for de fleste, men det kan lade sig gøre at skabe noget interessant, vil jeg mene.
Indenfor denne begrænsning, har det så været idéen at arbejde med både tyngde, lethed og variation i de 14 bede og endelig; hvert bed skulle præsentere forskellige græsarter som et gennemgående tema for området. Og så man som gæst i parken, kunne opleve en store variation indenfor græsser.
Alle planterne blev sat i jorden sidste efterår i den værste jord jeg nogensinde har haft fingrene i: sten, grus, sand og silt.
Derfor er planterne heller ikke udvokset til det yderste endnu, - nogle gør det nok aldrig og nogle må erstattes, da de ganske enkelt ikke vil vokse her.
Men størsteparten lader til at overleve og af erfaring ved jeg, at hvis de gør det, - så bliver det rigtig smukt til næste år.
Man kan vel ikke kalde principperne i bedene for hverken matrix eller blocks, da der kun er to plantearter repræsenteret i hvert bed?
Egentlig er jeg også fløjtende ligeglad. Det rager mig en høstblomst hvad folk kalder det, selvom jeg er enig i at sprog kan være et godt redskab til at forstå hinanden. De vandhuller jeg drikker, af før jeg sammensætter blomstrende landskabsbede, er de få steder der findes tilbage i landskabet, der ikke er spoleret af monokulturer og kystindvinding, men som mere eller mindre er overladte til deres egen frie vilje.
Jeg er helt klar over, at man ikke kan copypaste et originalt landskab, eller føre et stykke natur ind i en have. Men det er i de selvgroede våde kær- og engområder og tørre overladte strandenge jeg finder den største inspiration til engbede, landskabsbede og græsbede, - og ikke på den amerikanske prærie. Jeg har aldrig været der, og har heller ikke den rette skala til rådighed for at kunne arbejde med det som tema.
Så mit råd er; at man skal anskaffer sig planterne; alle dem der nærmer sig de vilde slægtninge - og at man arbejder med dem ved at iagttage, notere sig hvad der sker, vente med at gribe ind, og i det mindste; følger planternes livskadance i minimum et år over vækst, modning og forfald.
Så begynder man efterhånden at sætte pris på de årstider, der ligger udenfor den gængse havesæson.
Det aflange og meget dybe bed herover er opstået ved en tilfældighed. Her er der tale om blokbeplantning i sin yderste konsekvens. Calamagrostis x acutiflora `Overdam´, Nepeta, Helictotricon sempervirens, og den hvide pudedannende Anaphalis triplinervis er plantet, takstfast i lige store firkantede blokke langs en asfalteret vej kantet af sveller.
Bag ved disse firkantede beplantninger er der en meget lang række af pil og forneden af dette hegn; en stribe af røde enkeltblomstrende roser af ukendt navn og som var et overskud fra en gammel beplantning et andet sted i parken. Frem for straks at smide dem ud, var tanken en midlertidig opmagasinering her og de skulle derfor danne grundlag for valget af de øvrige planter. Fra et midlertidigt ophold, er det nu blevet til en permanent løsning.
Man kan sagtens plante i både striber og rækker, i blokke og bølger, punktvis og i flader, enkeltvis som solitære og i mægtige arealer, præcis som naturen ofte arter sig når vi holder op med at dyrke jorden. Der er ikke noget der er mere rigtigt end andet. Der er heller ikke noget der er mere naturligt, bæredygtigt, økologisk eller autentisk end andet.
Forskellen ligger i hvilke valg man har truffet.
Alle fotos er fra d. 16 september 2016 - en blå morgen ved tidlig solopgang med resterne fra en kølig nat.
Hej Kjeld. Hvor interessant du nævner det fra bogen, jeg har også selv studeret den grundigt, og fundet sammenhængen imellem det skrevne ord med forklaring og udførelsen lidt skal vi sige "divergerende". Ikke desto mindre har jeg fundet det interessant for selv forståelsen i denne form for beplantningsregime. Enten imitere man naturen, eller også lader man naturen råde og derigennem udvælge de bedst egnede. Men på den anden side, haven er jo MIN, ikke naturens. Så jeg vil også have lidt at sige. Jeg har faktisk kigget en del på vildnisset lige udenfor vores grund, og taget en del inspiration derfra. Jeg har plantet flere stauder enkeltvis, og så med et par monoblok grupper imellem, til at give fokus og orden, lige som i vildnisset udenfor døren, der rummer en stor grad af graciøsitet. (lige bortset fra brændenelderne...)
SvarSletNB jeg arbejder på omlægningen, men tørke og sol i september...
Henrik
- tak for kommentar Henrik.
SvarSletJa arbejdet med beplantningerne i ens have bliver ikke mindre komplicerede af at man skæver til naturens måde at arrangere sig på. Det bliver heller ikke mindre besværligt, hvis man forsøger at lave et regelsæt for hvordan den (naturen) arter sig, og opstiller skrevne principper for hvorledes man kan nærme sig den, så man opnår de "landskabsbilleder", som man forsøger at skabe i sine bede med græsser og stauder i sin have. Under alle omstændigheder vil det blive fortolkninger, da ens havebede har været igennem menneskehænder og menneske-tanker. Og det ligger vel i selve ordets betydning HAVEBEDE, STAUDEBEDE, GRÆSBEDE - eller bare ordet bed - at det er et menneskeskabt fænomen vi har med at gøre? Steppen, engen, prærien, kæret, mosen, skoven, lunden, engsøen etc. har måske været i menneskets vold en gang, men må betragtes som overladte til naturens egen tilfældige frie vilje. Min erfaring med staude- og græsbede i kombination med helt almindelige havemmensker er, at Oudolf og Kingsburys version ikke er i synk, som man siger med et moderne udtryk, - og som dækker over; at plantekendskab og viden omkring hvorledes væksterne arter sig, ikke er hvermandseje. Planting a new Perspective henvender sig til eliten.
Men derfor kan bogen jo sagtens være en stor inspirationskilde for mange endda og animere til at man arbejder lidt mere frit med havematerialerne.
go dag.
Kjeld
Åh altså jeg elsker dine indlæg, og den måde vi altid får et kærligt spark i røven. Se nu hvor jeg går med tanker om at inddrage den gamle del af frugthaven med nyt stort bed som ender over i et stykke natur inspireret, menneske skabt eng, under de gamle frugttræer. Ja så kommer jeg pludselig i tanke om mine første græs erfaringer, først gang jeg så græsser som smukke på lige fod med blomsterne hjemme i min mors have. Min far og mors gård ligger ned til Ørslevkloster sø, det er her i de græs beklædte bakker, som skiftede mellem eng og hede, jeg voksede op, legede, og fangede Abbore i søen. Min bedstemor bad mig tit om at hente hjerte græs til vaserne, og jeg kom altid udover Hjertegræs hjem med favnen fuld af alle mulige græsser, for jeg syntes jo at de alle var smukke hver for sig. Så når jeg søger inspiration til at omdanne den gamle frugthave til have, giver det mening for mig at tænke på de græs beklædte bakker, for her husker jeg med alle sanser, jeg kan næsten mærke græsset kilde på de bare ben, og smage de sure æbler fra de selvsået æbletræer. Det giver så meget mere mening at søge inspiration her, og ikke på den Nordamerikanske prærie, hvor der jo ikke vokser gamle krogede danske æble træer. Jeg vil dog sige at store præriebede inspireret bede kan være virkelig smukke, meget meget smukke, men det handler vel i bund og grund om at lade sig inspirerer af det der giver mening for en selv, når vi skaber vores haver.
SvarSletDet glæder mig rigtig meget at vide. Mvh Kjeld
SvarSlet