Spansk bakkestjerne Erigeron karvinskianus der en sommer stod og pyntede symmetrisk og formelt i en potte på hver side af bænken, indfandt sig det følgende år som selvsåede, fritvoksende vækster mellem flisefugerne og fremstod i et mere oprindeligt vækstmiljø: (i tørre stenarealer på bjergskråninger), hvor stænglerne kan varme sig, og rødderne finde kølig fugtighed.
Lave plantede vægge, af formelle hækstykker giver en enkel kontrast til de øvrige planters selvgroede natur.
De klippede planter herover, er både anvendt som plantede hækskiver og formede objekter og giver med de faste masser, modspil til de selvgroede træer og buske. Det formelle udtryk i forgrund og mellemgrund giver som en styret kontrast, et modspil til den selvgroede og mere fritvoksende adskilte staude- og græshave i baggrunden.
Men der er ikke noget af ovenstående, der er hverken mere eller mindre naturligt end noget andet. Mennesket kan tænke abstrakt og via vores forestillingsevne er vi i stand til at visualisere hvorledes tingene kan se ud i fremtiden. Så må vi også vedkende os retten til at bestemme.
Alligevel vil de fleste havemennesker sikkert være enig med mig i at man bliver overrasket undervejs. Og at det levende materiale vi anvender i haven, også kan inspirere med sin egen frie vilje, når det ikke altid lader sig styre, og i sidste ende; er bedst tjent med at udvikle sig, og leve sit eget selvgroede liv, uden menneskelig indblanding.
Da jeg ikke har ordet i min magt på samme måde som du, oversætter jeg lige for mig selv! Vi vil have kontrol og vi vil det vilde, men i sidste ende har naturen (heldigvis) stadig det sidste ord. Og HURRA for det! Og så må vi hver især finde vores egen balance mellem vildskab og kontrol. Frit oversat efter fru friis logik og dine billeder giver rigtig god mening til teksten! ;o)
SvarSletVil lige starte med at sige at det er nogle superflotte illustrationer du bruger i starten af din artikel.
SvarSletDerudover - og faktisk hvad jeg allermest vil have lov til at rose dig for - er gårdspladsen i din egen private bolig og ikke mindst måden du har grebet om projektet. Det er en svær øvelse kan jeg forestille mig da én ting er at holde fast på de faste rammer så vi ved hvor vi er, hvad det er, hvad det var - und so weiter - men f... h... og nok mest vigtigt - også at opdatere det svære rum til noget mere kontemporært uden at miste forbindelsen til arven (om du vil) - og dét er der ikke mange der kan finde ud af - de fleste eksempler jeg har set er enten at gårdejeren har ladet (og lader) stå til hvis da ikke at grunden er blevet en trøstesløs granitskærveplads - eller det der er værre en parkeringsplads for granitkunst og usympatiske hurtig-biler.
...Men til det selvgroede - ja for pokker - det er jo det der aktivere os. Hvis ikke vi luger det bort inspireres vi af det. Alt det som ikke var planlagt er da klart mere interessant end det der er - planlægning og designs er jo en lidt død og forudsigelig størrelse, hvis ikke det var for planterne vi har stoppet ind i designet. Jeg elsker at min have og mine planer altid går mig på klingen og engang imellem i vasken, den udfordre mig - hvorfor skulle jeg ellers være havemenneske?
SvarSletHej Kjeld
SvarSletDu fremhæver noget meget interessant ved alle tiders havebrug; noget man også finder på næsten alle haveblogs, nemlig modsætningen mellem det søgte og det fundne, mellem det skabte og det knapt så skabte.
Det gælder jo, at tilfældighed og nødvendighed (normalt) gensidigt udelukker hinanden, og påstanden om den beskrevne modsætning er derfor først og fremmest gyldig i kraft af, at den er beskrevet som en dualitet. Det ene kan ikke beskrives uden det andet. Betragtningen bliver banal, ikke et trivielt analyseteknisk greb men bare et filosofisk begreb. Det er naturligvis ikke noget man kan bebrejde nogen og slet ikke dig eller C. Th. Sørensen. Dualisme er et grundvilkår for fornuftstænkning.
Men sådan tror jeg ikke, at det enkelte menneske nødvendigvis oplever eller udlever havebrug. Bevares, dualiteten er en realitet for de fleste uanset det faktum, at de selv skaber den. Men der er mere til det end som så.
En bekendt af mig er anlægsgartner, og vi benytter af og til lejligheden til at tale haveæstetik og havehistorie. Her taler vi om det uklare og sentimentale (lånt fra C. Th. Sørensen) kontra det skønne og nøgterne.
Han anvender sit fagsprog, og jeg anvender mit sansesprog. Denne dualitet er ligeledes en kendsgerning. Vi erkender den, anerkender den og bruger den.
Når vi så kommer ind på sammenhængen mellem det gjorte eller viljesbundne og det sansede eller følte, kan dualiteten imidlertid ikke længere adskilles fra det kausale.
Vi taler for eksempel om tidligere tiders store parker og anlæg kontra vor tids små haver, og vi taler dermed om det tidlige som medvirkende årsag til det senere.
Vi taler om æstetik, der udvikler sig med alderen og de mange indtryk. Endelig taler vi om, at alting kun har en ende, fordi det har en begyndelse. Erkender man begyndelsen, erkender man også nødvendigheden af en afslutning. Men mod afslutningen af livet, året eller dagen aftager begyndelsens betydning.
Og som vi får talt os varme, bliver vi om regel også enige om, at dualitet i vore havebetragtninger er meningsløs uden kausalitet. Og vi bliver enige om, at den måde vi oplever haven på, går gennem erindringer, der er vakt til live af indtrykket fra tidligere stunders frembringelser. Vi er således mere underlagt det tidslige end det rumlige, men for at nå til den erkendelse, må vi – paradoksalt nok – både sanse og tænke.
Prøv at rende gennem kommentarerne i blogverdenen. Jeg tror du må give mig ret i, at de færreste kun oplever i modsætninger eller skaber i rum.
Smukke og særdeles velvalgte billeder iøvrigt.
Hilsen Claus Hørlyck
Beautiful! :)
SvarSlettak for jeres kommentarer, respons og uddybninger...både de forenklede; (hvad vi mon vil have) - de henvisende til det eksakte (hvad der virker) og de mere historisk, filosofiske (hvor for det mon forholder sig sådan?) :-))))
SvarSlet- en rigtig god dag til alle
Kjeld
Fascinating post (although my translator fails at times). This is a subject I think about as I make and maintain my garden--the self-grown and the controlled, and the many different ways in which that can be done. I've been thinking recently about Gilles Clement's 'jardin en movement'.
SvarSletNice to hear from you James. I´m not the least in doubt, when I see your marvelous Photos from your exuberant garden in the States: - where do your garden end, and where do nature start? I think you have extracted your garden with "the-no-borders" in the way you practice the controlled and the selfgrown. A lesson to learn, for every gardeners with huge gardens and limit of time.
SvarSletKind regards
Kjeld