STENGÆRDET

 Stengærdet er en gammel form for afgrænsning mellem have og agerbruget, ofte anvendt ved storgårde, herregårde og som afgrænsning omkring kirkegårdene. Karakteristisk for stengærdet er den dobbeltsidige fritstående væg af kampesten, fyldt med jord eller sten, hvorimod stendiget er ensidigt og en konstruktion af kampesten der holder fast på et terrænspring eller en jordvold.

 Her var opgaven at definere og placere et lavt stengærde som afgrænsning mod markerne.

To åbninger i stengærdet skulle give mulighed for at fortsætte to stier, ned mod et sumpområde længere ude i landskabet, bag markerne.

 Overkanten af stengærdet blev vandret for at korrespondere med havens flade terræn og bygningerne det skulle relatere til.

 Og fra at være en stenlinje med majs som baggrund

 blev det en fast og ret så markant linje, der kunne forankre de løse flader af fritvoksende enggræsblandinger med klippede stier imellem

Stengærdet skal stå helt nøgent uden vegetation og sikre at egnens padder får et nyt levested. Samtidig er det blevet et arkitektonisk indslag i den flade ager. Tanken er den, at fladerne med engblomsterne med tiden kan få selskab af lunde med frugttræer og give stedet lidt mere havekarakter.

COTTAGE ELLER PRÆRIE

Som led i arbejdet med haver og landskaber er det naturligt at lave oversigter og lister på de plantesammensætninger, arter og sorter, der foreslås ved både omlægninger af gamle og etableringer af nye haveanlæg. De kan ligge i skrivebordsskuffen. Aldrig hives frem og copypastes.

En plantesammensætning kan ikke kopieres et nyt sted med andre forhold med et godt resultat. Men de giver et fint indblik i hvilke kriterier planterne er valgt ud fra. Kundens interesser og stil, jordens vækstbetingelser etc.  

I takt med at der de seneste 20 år er sket en art fornyelse i plantesammensætninger, (særligt internationalt), har det været interessant at registrere de forskelle der er i tilgangen til plantematerialet og altså dermed også haver. Smag, stil og mode, - er man til det nostalgiske, der skuer tilbage og giver mindelser om gamle dage, før verden gik af lave og hvor man kan pleje og dyrke og forfine med gartnerisk snilde, indtil man opnår det perfekte og herefter rydder pænt op i blomsterbedene, før vinteren sætter ind? - Eller er man mere til det moderne, der bekender sig til nutiden, det bæredygtige, det naturnære og meget lidt plejekrævende, der fordrer, at man iagttager væksternes processer over tid og lader stå til med forfald og kollaps af visne planter, og som bliver en væsentlig del af den æstetik og skønhedsværdi man søger at opnå?

To væsensforskellige tilgange til havens plantematerialer med lige så væsensforskellige natursyn. Men helt så firkantet kan man nok ikke stille det op.

En definition på de to plantetyper/ sammensætninger kunne være, at der i første kategori, -lad os bare kalde dem cottagehaveplanterne  – er tale om et højtforædlet plantemateriale, der er gået igennem menneskehænder i generationer og som over tid er blevet stadig mere perfektioneret og selekteret/ udvalgt og plantet primært for blomsternes skønhedsværdi: størrelser, duft og farveintensitet og bladmassens spektakulære, ofte lidt tunge fremtoning.

Ganske anderledes forholder det sig med den anden kategori; prærieplanterne, der ligger meget tæt op ad deres vilde slægtninge rent genetisk. Mange adskiller sig fra gængse haveplanter ved at være sarte i farverne, med små blomsterhoveder og kortlivede, men dog vitale frøspredere, hvorved mange fortsat sikrer de oprindelige overlevelsesevner. Særligt i deres egenskab af at kunne holde arvemassen (læs frøene) tørre i hårde frøkapsler på stive stængler til langt ud på vinteren. Både ”cottagehavefolkene” og ”prærieulvene” ved, at kombinationen af væde og frost ikke er godt for de fleste, - hverken planter eller frø.

Forleden blev jeg mindet om forskellene igen, da en kunde rådførte sig med mig om etablering af nye staudebede i sin have - hvortil jeg skulle lave nogle forslag til sammensætninger, - og sendte mig følgende svar på en mail:

Jeg fik virkelig en åbenbaring i går, og det der satte det hele i gang, var da du skrev: ' du kan sende mig en liste over de planter du ønsker'!

Det gav mig klarhed over hvorfor jeg har så store vanskeligheder (med staudebedene), det skyldes 2 grunde, og det er en lettelse pludselig at forstå det:

1) De stauder der sættes sammen med græsser, har et præg af prærie/slette.

2) De stauder jeg kan lide er cottage stauder (peoner, riddersporer, ærenpris, akelejefrøstjerner, iris, storkenæb, valmuer m.f.

Vigtigheden af at kende sig selv og sin egen smag er åbenlys. Alligevel bør man være forsigtig med at stille dogmatiske regler op for hvad der kan lade sig gøre og hvad man bør undlade. Også når det gælder plantesammensætninger.

De senere år har jeg hørt nogle af græsfolkene bruge udtrykket  ”we´re not practicing`The RoseMary Very-style´ of gardening”, med hvilket menes at man styrer langt udenom blandingsbeplantningerne med gammeldags rosenbuske, tulipaner, pinseliljer,  højtforædlede og storblomstrede stauder der skal bindes op, formklippet stedsegrønt og en- og toårige sommerblomster der skal fornyes hvert år etc. I stedet hævdes det, at man anlægger lette tredimensionelle dynamiske landskabsmalerier i haven med prydgræsserne som gennemgående planteart. Det er ikke nogen hemmelighed at arbejdsmængden i den type haver er væsentlig mindre end i cottagehaven, - og i rigtig mange af dem findes der stort set ingen af disse (prydgræsser). Ejerne bryder sig ofte heller ikke om dem.

Ingen tvivl om, at der er stor forskel i tilgangen ”at gå i haven” og det ”at have en have”.
Og det er jo egentlig ikke så ringe endda, at gøre sig bevidst om, - uden at det ene behøver være mere rigtig end det andet.