Som led i arbejdet med haver og landskaber er det naturligt
at lave oversigter og lister på de plantesammensætninger, arter og sorter, der
foreslås ved både omlægninger af gamle og etableringer af nye haveanlæg. De kan
ligge i skrivebordsskuffen. Aldrig hives frem og copypastes.
En plantesammensætning kan ikke kopieres et nyt sted med andre forhold med et godt resultat. Men de
giver et fint indblik i hvilke kriterier planterne er valgt ud fra. Kundens
interesser og stil, jordens vækstbetingelser etc.
I takt med at der de seneste 20 år er sket en
art fornyelse i plantesammensætninger, (særligt internationalt), har det været
interessant at registrere de forskelle der er i tilgangen til plantematerialet og altså dermed også haver.
Smag, stil og mode, - er man til det nostalgiske, der skuer tilbage og giver
mindelser om gamle dage, før verden gik af lave og hvor man kan pleje og dyrke
og forfine med gartnerisk snilde, indtil man opnår det perfekte og herefter
rydder pænt op i blomsterbedene, før vinteren sætter ind? - Eller er man mere til
det moderne, der bekender sig til nutiden, det bæredygtige, det naturnære og
meget lidt plejekrævende, der fordrer, at man iagttager væksternes processer
over tid og lader stå til med forfald og kollaps af visne planter, og som bliver
en væsentlig del af den æstetik og skønhedsværdi man søger at opnå?
To væsensforskellige tilgange til havens plantematerialer
med lige så væsensforskellige natursyn. Men helt så firkantet kan man nok ikke
stille det op.
En definition på de to plantetyper/ sammensætninger kunne
være, at der i første kategori, -lad os bare kalde dem cottagehaveplanterne – er tale om et højtforædlet plantemateriale,
der er gået igennem menneskehænder i generationer og som over tid er blevet
stadig mere perfektioneret og selekteret/ udvalgt og plantet primært for
blomsternes skønhedsværdi: størrelser, duft og farveintensitet og bladmassens spektakulære, ofte lidt tunge fremtoning.
Ganske anderledes forholder det sig med den anden kategori;
prærieplanterne, der ligger meget tæt op ad deres vilde slægtninge rent
genetisk. Mange adskiller sig fra gængse haveplanter ved at være sarte i farverne, med små blomsterhoveder og kortlivede, men dog vitale
frøspredere, hvorved mange fortsat sikrer de oprindelige overlevelsesevner.
Særligt i deres egenskab af at kunne holde arvemassen (læs frøene) tørre i
hårde frøkapsler på stive stængler til langt ud på vinteren. Både
”cottagehavefolkene” og ”prærieulvene” ved, at kombinationen af væde og frost
ikke er godt for de fleste, - hverken planter eller frø.
Forleden blev jeg mindet om forskellene igen, da en kunde
rådførte sig med mig om etablering af nye staudebede i sin have - hvortil jeg
skulle lave nogle forslag til sammensætninger, - og sendte mig følgende svar på en mail:
Jeg fik virkelig en
åbenbaring i går, og det der satte det hele i gang, var da du skrev: ' du kan
sende mig en liste over de planter du ønsker'!
Det gav mig klarhed
over hvorfor jeg har så store vanskeligheder (med staudebedene), det skyldes 2
grunde, og det er en lettelse pludselig at forstå det:
1) De stauder der
sættes sammen med græsser, har et præg af prærie/slette.
2) De stauder jeg
kan lide er cottage stauder (peoner, riddersporer, ærenpris,
akelejefrøstjerner, iris, storkenæb, valmuer m.f.
Vigtigheden af at kende sig selv og sin egen smag er åbenlys. Alligevel bør man være forsigtig med at stille dogmatiske regler op
for hvad der kan lade sig gøre og hvad man bør undlade. Også når det gælder plantesammensætninger.
De senere år har jeg hørt nogle af græsfolkene bruge
udtrykket ”we´re not practicing`The
RoseMary Very-style´ of gardening”, med hvilket menes at man styrer langt udenom
blandingsbeplantningerne med gammeldags rosenbuske, tulipaner, pinseliljer, højtforædlede og storblomstrede stauder der skal bindes op,
formklippet stedsegrønt og en- og toårige sommerblomster der skal fornyes hvert år etc. I stedet hævdes det, at
man anlægger lette tredimensionelle dynamiske landskabsmalerier i haven med
prydgræsserne som gennemgående planteart. Det er ikke nogen hemmelighed at arbejdsmængden i den type haver er væsentlig mindre end i cottagehaven, - og i rigtig mange af dem findes der stort set ingen af disse (prydgræsser). Ejerne bryder sig ofte heller ikke om dem.Ingen tvivl om, at der er stor forskel i tilgangen ”at gå i haven” og det ”at have en have”.
Og det er jo egentlig ikke så ringe endda, at gøre sig bevidst om, - uden at det ene behøver være mere rigtig end det andet.
Din kundes åbenbaring kunne vist mange af os nikke genkendende til, jeg kunne i hvert fald. Nok kommer der nye trends i haverne og moden skifter, men jeg tror nok din todeling af staudefolket er lige lovlig enkel og de fleste af os har et ben i flere lejre samtidig.
SvarSletJeg har altid været interesseret i det driftsikre, nemme og villige, samtidig med det selvfølgelig skal være smukt stort set året rundt og kræve minimal pasning. Men det driftsikre kan jo være forskelligt på forskellige placeringer (jordbund, lysmængde, fugtighed og naboskab til andre planter), så det kan sagtens skifte i tidens løb - ligesom ens smag.
Haver er vel ligesom huse bare vidt forskellige, og det helt optimale i min verden er når hus, have og beboere går op i en højere enhed og trives med hinanden.
Men tak for dine tanker og dine øvrige indlæg om de store linjer i haveanlæg. Man behøver ikke være en mand for at kunne læse med på din blog.
Hilsen fra Ulla
...:-) og tak i lige måde for dine kommentarer,
SletTodelingen som du nævner, er ekstrem..og de fleste havemennesker er ikke så bastante og firkantede, at de sværger til enten det ene eller det andet. Alligevel vil jeg dog hævde at plantearter og brugen af dem, ofte går hånd i hånd med den stil man forsøger at praktisere i haven, - og selvfølgelig med modifikationer og alskens afarter der imellem, og på betingelse af, om haven HAR en stil.
bh
KJeld
Hej Kjeld.
SvarSletDu er som altid mester, når det kommer til indlæg, der sætter gang i eftertænksomhed. Det undrer mig faktisk, at du tilsyneladende ikke har fået sat gang i endnu en debat. Det lægger dit indlæg ellers fint op til.
Jeg finder, som du også selv er inde på, stor inspiration i mange forskellige stilarter, og blander dem også nænsomt. Jeg har en helt klar holdning til, hvordan havens stil og udtryk skal være, nemlig romantisk og overdådig. Men det udelukker altså hverken Solhatte, eller græsser.... Eller et præriebed, for den sags skyld. I min have er det nemlig mig, der bestemmer.
Selvom min have nok klart er det du vil definere, som en cottagehave eller mormorhave, så er det jo ikke min mormors smag, der skal tilfredsstilles, men min. Så selvfølgelig får haven et moderne tvist, når man er en ung kvinde, der er under påvirkning af mange forskellige havetrends.... og glad for planter, ikke kun cottageplanter. Så skal det selvfølgelig sættes sammen på en harmonisk måde, så jeg bliver glad for det. Men det gør jo igen heller ikke noget, at det er plantet i min helt egen stil. Haven afspejler jo en meget stor del af, hvem jeg er. Netop det er min haves vigtigste opgave.
Venlig hilsen
Malene
...det var ikke et forsøg på at provokere, men et forsøg på at sætte spot på disciplinen: at sortere, at selektere, at udvælge, at fravælge, at fokusere for dermed at finde ind til kernen af den have, det bed eller det parti man ønsker at skabe.
SletI dag har vi adgang til hvad som helst og når som helst... og der er næsten ingen begrænsninger for hvad der kan lade sig gøre, hverken økonomisk eller teknisk. Efter min mening efterlader det os med en endnu større opgave en tidligere, nemlig at vi kan have gavn af at fravælge lige så meget som vi tilvælger og uden at vi af den grund behøver være hverken snobber eller asketer...;-)))))
bh
Kjeld
Jeg kan godt se hvad du mener, og nu er det jo som du selv siger også meget skarpt delt op. Jeg kan godt lide det at man er tro mod en havestil, fx en cottagegarden, en landbohave en alpinhave eller en præriehave. Men nogle gange så syntes jeg også der går plante snobberi i den, og så syntes jeg det går ud over kreativiteten. Nu kender du jo min have, og selv om jeg prøver at være tro mod den gamle landbo have stil med værnetræ i gårdspladsen, prydhave, køkken og frugthave osv. så syntes jeg da sagtens at jeg kan have både græsbede i den ene ende af haven, og cottage have stilen med gamle rosenbuske i den anden ende. jeg har også plantet både nogle af de mere robuste stauder og græsser ind i rosenbedene, og det er lige der man skal træde varsomt, men det er også de kreativiteten kommer frem syntes jeg.
SvarSlet....har man en stor have som I har, så er det måske også lettere at sortere, at selektere, at udvælge, at fravælge, at fokusere for dermed at finde ind til kernen af den have, det bed, det haverum eller det parti man ønsker at skabe. Små haver derimod, med kun et rum, kan have svært ved at rumme planter fra hele verden; både dem fra sletten, dem fra bjergene, de alpine og dem fra urskoven. Men vil man have en botanisk have er det selvfølgelig en anden sag.
SletJeg oplever ofte havefolk i frustration og forvirrede over at de ikke kan få deres have til at fremtræde som de ønsker det...og når vi først begynder at tale om hvem de er, deres grundværdier og interesser, og hvad de prioriterer, - ja så løser opgaven ofte helt sig selv...og oftest helt uafhængigt af hvad man kan anskaffe sig af planter i plantecentret...:-)
bh
Kjeld
bh
Kjeld
Hej Kjeld
SvarSletHæ hæ, tak for et interresant indlæg :) pudsigt at se mine egne overvejelser igen. Og selv om jeg helst ikke vil tro at du har ret, så ved jeg idag, at det har du! Og når jeg skriver helst ikke, er det fordi det krævet et stort fravalg ( som du beskriver) at opnå det sublime staudebed.
Jeg VIL gøre det anderledes denne gang - og det kræver nogle ofre - at vælge fra!
Og det har gjordt rigtig ondt, men hellere en kort periode med farveltårer, end gentagne somre med uindfriet drømme om det perfekte staudebed ;)
VH Trine Løkkegaard
- og mange tak til dig fordi du inspirerede til et nyt indlæg på bloggen...:-))
SvarSlet