Klar, parat, start....................søndag d. 27. juni kl. 13.00
Lige nu knejser de mere end 1000 prydløg på stive ranke stilke i græs- og staudebedet (Allium aflatunense), som jeg, ind imellem alt arbejdet, kan gå og nyde. - Eller beundre dem fra husets vinduer, når regnen i lårtykke stænger forhindrer mig i alt det havearbejde, der skal være tilendebragt før vi åbner Ellipsehaverne søndag d. 27 juni.
Jeg har valgt selve arten af de smukke prydløg. De er lysere i farven og mere sarte i udtrykket end den farvekompakte sort `Purple Sensation´ som ikke passer sig ind i det landlige. - Det bliver ikke bedre om en uges tid, når de rosa og laksefarvede staudevalmuer blomstrer; - med `Purple Sensation´ kunne det nemt se ud som om vi havde åbnet en ny zoologisk afdeling med speciale i flamingoer.
Jeg er derfor temmelig glad for den vandige farveopløsning på Allium aflatunense og at løgene er lagt i det man på engelsk kalder `Drifts´ - strøg, hvor der veksles imellem de løse enkeltstående løg og de mere kompakte aflange strækninger. Indenfor malerkunsten taler man om at arbejde med "farvens udstrækning på fladen". Med det menes der, at farvefladerne ændrer sig, alt efter hvor meget de fylder i billedet og ikke mindst hvorledes de arter sig i relation til de farverflader der ligger tæt op ad dem og som de skal "spille sammen med". Og her må man ikke glemme alt det grønne staudeløv der udgør hovedfarven på "havemaleriet". Afstanden imellem de enkelte løg i grupperne er heller ikke uvæsentligt. Når blomsterkuglerne står så tæt at de rører hinanden, forsvinder den magiske luft og atmosfære. Mellemrummet spiller en vigtig rolle og på behørig afstand tager de sig bedst ud. Lidt ligesom svævende kloder og planeter i det store univers.
Man behøver til gengæld ikke at være fundamentalistisk og kun fylde op med prydløg. Allium aflatunense tager sig også flot ud sammen med andre planterarter og andre farver. Tilmed har den runde form på alliumkuglerne en beroligende virkning, da kugleformer af en hver art danner tyngde og soliditet i en haves staudebede. Eneste ulempe er Alliums triste visne løv, der viser sig allerede før blomstringen topper. Det løser man netop med at smide løgene med løs hånd i jorden, hvor der i forvejen er stauder og vækster der i maj og juni ikke er nået højere op end de 50-80 centimeter. Nok til at dække det grimme alliumløv
Når vi åbner haven er Alliumfesten desværre slut, men da står det næste på spring.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar