Det er ganske vist

I år har jeg valgt at holde haven for mig selv, - det har været nødvendigt af flere årsager, men til næste år, er Ellipsehaverne åben hver dag fra 13-17 de sidste to uger i juni. Og KUN i den periode. Alle selskaber og foreninger kan bestille rundvisninger uden for almindelig åbningstid, men altså også kun i den samme periode.

Lige nu er jeg ved at planlægge arrangementet `The Garden Party´ der afholdes søndag d. 17 juni, hvor flere have- og plantepersonligheder deltager. Det skal jeg nok fortælle meget mere om senere.

Fortsat rigtig god sommer til alle, der har gemt sig i ferielandet..............eller i bunden af haven.

Gårdspladser

Malergården på Sjælland, der husede Sigurd Swane og familie, er et fint eksempel på hvorledes en landejendom med få midler kan vitaliseres. På gårdspladsen vokser akeleje, kongelys og valmuer side om side og op ad soklen er der plantet dagliljer.

Gårdspladser er en af de svære discipliner for havearkitekter. Nogle af de eksempler jeg synes bedst om er dem, hvor gårdens rum er understreget og hvor plantematerialet er relateret til stedet, historien eller funktionen. De grelleste jeg ved, er eksemplerne med stedsegrønt fra sukkertopgran til gulbladede thujaer der flankeres af højrøde Poulsen-roser, som en længsel til 70érnes parcelhuskvarterer med forhaver af værste skuffe.



Den gårdsplads vi mødte da vi første gang så gården, var vi ret hurtigt enige om skulle udsættes for en slags transformation fra det rene golde til det mere frodige.- En restaurerings-arkitekt ville sikkert ryste på hovedet og anfægte at vi nu var i gang med at ødelægge det autentiske på dette sted.


Et lidt mere beboet sted, ikke ret langt fra køkkenet.


Lindetræerne er ved at tage form og nu kan man sidde i gården uden solbriller.

Måneskin

De gamle genbrugsfliser i den lige midtergang ligger diagonalt og de tre hækrum følger ligeledes retningerne så det ellipseformede aflange rum hermed virker dynamisk, og giver et fornuftigt modspil til den romantiske beplantning i gråt, grønt og hvidt.

Jeg kalder det også for "det grå guld", fordi de gråløvede planter er eminente til at adskille grelle farvekominationer. Og det er nemt, selv for mænd uden farvesans at skabe hvide haver og svagtseende slipper som regel også godt fra at plukke en buket herfra. Der er både noget romantisk og noget feminint over det og derfor har jeg valgt at koncentrere ævred på det mere maskuline: det vertikale contra det horisontale: altså at sætte fokus på spir og vandrette hækoverstykker. - `at sætte den naturlige beplantning ind i en stringent ramme´.

Men selvfølgelig er der plads til meget mere.


Den hvide haveklinte nederst midt i billedet har det hele: små vandrette skiveformede hvide blomster, båret på gråt loddent løv, og så sår den sig selv.




En hækoverkant danner kontrast til de mange spir.

Som at komme til Italien

Skal man til Berlin og er haveinteresseret, kan jeg ikke anbefale nok også at tage et smut til Potsdam. Her ligger slottet Sancussi (sorgenfri). Men drop slottet og det franske barokanlæg foran (Bygninger og haveanlæg er alt for dårligt dimensioneret indbyrdes og mangler helt barokhavens poesi og proportionelle kvaliteter). Koncentrer hellere besøget omkring de enorme orangerier og de romerske bade ved gartnerboligerne. Det er som at komme til Italien. Orangeriet er da også bygget efter inspiration fra nogle af de kendte anlæg udenfor Firenze. Parken er et kapitel for sig og alle tre ting kan nemt fylde en hel dag.


Den første del af bygningskomplekset der husede gartnerboliger og de romerske bade, ligger i et fugtigt landskab med små søer og bløde bakkestrøg.



En løvgang lokker gæsten videre ud i lyset


En bygningsgavl stiger op af vandet


Gartnerens lille lastbil, bruges til at køre udplantningsplanter ud når de store bede i Park Sancussi skal beplantes.


En søjlearkade til de romerske bade, smykket med grønt og et mærkværdigt ornament af røde pirella i græsplænen.


Et af de romerske bade, her udformet som et kvadratisk kar med udsigt gennem et firkantet hul i taget, der bæres af fire søjler.



Også på gårdhavernes gulve fortsætter de sirlige belægninger.


De lodrette romerske søjler er med til at "forstærke" landskabsmotiverne og "trække" de horisontale linjer ind i de åbne gårdhaver.

Moderne havekunst i Berlin

Berlin er et af Europas knudepunkter, hvis man vil studere bylandskabelig have- og rumkunst. Pladser, torve, monumenter, eller steder med installationer og eksperimenter på det urbane landskab, er ikke noget særsyn her. I Tyskland har man også indført ved lov, at minimum 10% af alle lodrette og vandrette flader i bymiljøerne, skal være dækkede af grønne vækster, hvilket sikkert kan gøre det lidt mere interessant at arbejde som landskabsarkitekt. Noget vi også godt kunne lære lidt af her i landet. Jeg skal ikke trætte læseren, men forsøge at sparre for mere snak og blot vise nogle fotos fra Daniel Libeskinds havekunstneriske univers ved Det Jødiske Museum i Berlin. Det er bl.a. sådanne mærkværdigheder, der kræver forundring og som jeg som have og landskabsarkitekt, ret ofte bliver bevæget af. Andre vil sikkert finde det stærkt provokerende.


På bagsiden af den aflange zigzag-formede bygning i aluminium får græsset lov at vokse som en fredfyldt eng.


Inde fra den særegne bygning er der kig ud igennem skæve vindueshuller til de mærkværdige haveanlæg.


`Eksilets Have´ er et kvadrat af 49 betonsteler(søjler), der rejser sig op fra en forsænket skrå flade, omgivet af en slags voldgrav uden vand. Øverst på denne vold, i plan med pladsen foran, er stelerne omkranset af en lav ligusterhæk.


Kigger man op inde i mellem stelerne/ søjlerne, danner der sig et kors af himlen, sløret af oliventræernes kviste og blade.


Inde i `Eksilets Have´ mellem de 49 høje betonsteler der rejser sig på en skrå flade af pigsten, kan man få en fornemmelse af indelukkethed. Balanceevnen bliver yderligere sat på en hård prøve, fordi man automatisk forsøger at rette kroppen ind efter søjlerne, der også står skrå.


De 49 betonsteler rejser sig op på en skrå flade, omkranset af en vandret, lav og velklippet ligusterhæk. Eller er stelerne ved at synke ned i jorden?
Pladsen foran er belagt med aflange granitsten, der ligger som løsrevne fragmenter i et abstrakt maleri.


Det er lige før at alle roserne på den ene forplads ved Eksilets Have bliver "for meget"!?


Et nutidigt udtryk af det gamle smedjejernsgitter, - her i børstet stål.


Paradishaven, bliver den kaldt, - med snoet vandrille og skæve træstammer af robinie.

læse mere på: hjemmesiden øverst i linkboksen