`Udkantsdanmark eller luksusdanmark´

For leden var jeg i Nørre Sundby hvor jeg fik mig noget af en forskrækkelse.


Det er sympatisk at man fra byplanlæggernes side kalkulerer med boliger ifm dagligvarebutikker. Byggeriet fejler egentlig heller ikke noget, men jeg kan være bekymret for stedets fremtid, da der slet ikke er taget ordentlig hånd om arealerne mellem bygningerne. Det der skulle være luksus er blevet til lettere mondænt slum.


Udsnit af strandbedet ved indgangen til Føtex. Hvad sker der lige her?


"Pynteborter i et fint granitmateriale nede i betonen! , tja noget skulle der ske!"


En latterlig dimensionering på dette jernkantede bed i betondækket fremhæver arrangementet, som kunne det være en elevopgave på gartnerskolen, hvori man har forsøgt at fange et lille legolandskab med norske fjelde og bjergtinder med den brusende elv! Vi mangler bare det lille tog og sprækken man kan proppe tokronen i.


Hvad laver Hanne Warmings smukke bronzeskulpturgruppe af "gående mor og far med barn", ude i dette rektangulære bassin, og som kolliderer med rustne lysmaster? "Hvor meget jern og beton kan vi skrabe sammen på så lille et areal som muligt" , må opgaven have lydt!!


Tilhuggede granitsten er løst henkastet i noget der ligner en gold kattebakke i overstørrelse, ledsaget af det obligatoriske skilt der forklarer meningen med kunsten: noget med `kalkmalerier og bopladser man har fundet rester fra´. Man skal se sig ordentlig omkring, for ikke at høste hundelorte på sålerne, når man leger "jorden er giftig".


Et grønt areal på størrelse med to fodboldbaner, tværgående ligusterhække i pinlige formater og rektangulære bede med alskens stauder, hvoraf mere end en tredjedel allerede er gået ud. Man kan overskue stedet fra alle sider og intet, absolut intet lokker gæster eller beboere ind i dette anlæg for at gå på opdagelse. Det svarer til at man fælder alle træer og buske i Kongens Have og planter noget der kun rager op i mandshøjde.
Men denne type anlæg er desværre på kraftig fremmarch i Danmark. SLUM?


Landskabsarkitekten har sovet i timen, eller også aner den ikke en kæft om planter, jord og placering! - Halvdelen af stauderne i dette bed med den skaldede ligusterhæk er gået ud!! Offentlige staudebede skal kunne holde til noget og det er altså vigtigt at man vælger de rigtige.


Lidt udenfor byggezonen finder man stadig resterne af den natur, der hører til luksusdanmark og som var her før byggeriet kom. Ærgreligt at landskabsarkitekten ikke har ladet sig inspirere af farver og plantetyper i denne habitat, og så taget sig lidt sammen og skabt et anlæg der sparker r..!


Solside Kollegiet! - har dette byggeri fået en plads på solsiden, så har man da i hvertfald fjernet alt der kan minde om sol.

Niels Hausgaard har omdøbt udkantsdanmark til luksusdanmark, - der, hvor der er meget mørkt om natten og næsten altid stille. - Spørgsmålet er om ordet får ny betydning om nogle år, eller om vi finder på et nyt! - Hvis alternativet til bosteder på landet er disse ovenstående golde og menneskefjendske motiver, så ved jeg godt hvor jeg helst vil færdes.

14 kommentarer:

  1. Av mine øjne!
    Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af indlægget her.
    Jeg er ikke den der taler efter munden, men hvor har du ret:.

    God fredag

    Kh
    Karina

    SvarSlet
  2. Hej Karina
    Jeg tror man betaler en klækkelig sum for at bo her i disse luksuslejligheder med udsigt til limfjorden, der førhen var fjordfiskernes paradis med tjærede skure, joller trukket på land imellem tagrørene og bundgarnspæle stablet i kegleform. Nu er her hverken meget formrigdom eller planterigdom, - en anden form for rigdom!?

    Bedste hilsener
    Kjeld

    SvarSlet
    Svar
    1. "
Despite the gardener's best intentions, Nature will improvise" - måske også her.

      Den "anden form for rigdom" ville jeg ikke betale klækkelige summe for, skønt jeg ikke helt er klar over, hvad denne form for rigdom, egentligt går ud på...

      Slet
  3. Sikke en billedserie ... det svier i øjnene, når man ser de løsninger, der er valgt.
    Jeg må dog erkende, at det jeg er mest ærgerlig over, er skulpturen, der er blevet placeret midt i et bassin. De burde have gummistøvler på. Hvor havde familien dog været velplaceret på et bredt fortorv, men kunstneren må vel have givet sin tilladelse til opstillingen.

    SvarSlet
  4. Dette syn møder man desværre ikke kun i udkantsdanmark, kom du bare forbi Bagsværd hvor jeg bor og se hvordan man med mange midler har forvandlet plads midt i byen til et granithelvede der ligger øde hen selv midt i myldretiden, eneste formildende omstændighed er at pladsen ikke er stor og at byen rummer mange (grimme) parkeringspladser. Okay de billeder du viser er slemme, jeg håber at de i Nørre Sundby har skov, marker og vand så tæt på som vi har her så man kan komme ud og hvile øjnene:-)

    SvarSlet
  5. Jeg tror desværre det afspejler den holdning at "der skal bare være græs" nu blot omsat til det urbane ørken, hvor det skal være nemt og moderne. Det er en skændsel.
    Når vi rejser i Sydfrankrig bemærker vi altid at der ifbm. nye veje eller boligkvarterer er en helt utrolig gennemført beplantningsplan med træer i ordentlig størrelse og bede, og til alles overraskelse bliver kommunale plantekummer ikke vandaleret i nævneværdigt omfang. Hvorfor har vi ikke den ånd i Danmark ? Det starter med den manglende private interesse og foretagsomhed for smukke forhaver, hvordan skal vi så forvente større evner fra arkitekter eller kommuner der ikke selv har sjælen på spil ?
    Men jeg fik det virkelig dårligt at din billedcollage tænk at det er muligt at lave sådant et fjendtligt område helt uden protester eller i det mindste selvkritik til at søge bedre hjælp når egne evner ikke slår til.
    Henrik

    SvarSlet
  6. Godt broelt, Kjeld!
    Ogsaa dit forrige indlaeg om havekunst og amatoerkunst, som jeg straks laeste fra ende til anden.

    Er du helt sikker paa, at en landskabsarkitekt har vaeret paa faerde i Noerre Sundby? Mage til amatoerarbejde (i ordets allergrimmeste betydning) skal man da rejse langt efter ..... haaber jeg. Hvordan kan han/hun overhovedet naenne det? Det er jo menneskefjendsk det, der er praesteret.
    Happy Gardening om jeg maa bede
    Jytte
    www.danishknitdesign.com

    SvarSlet
  7. Tak til alle for jeres kommentarer. Man kunne jo også helt lade være med at koncentrere sig om den slags uhyrligheder, der kun gør en i dårlig humør. Jeg må give Henrik ret; det er mere reglen end undtagelsen at man i det vedligeholdelsesfrie hellige navn, bilder sig selv og andre ind at det er nemmere at holde og overskueligheden er vigtigst af alt.
    Jeg ved ikke om de har brugt en landskabsarkitekt! - Vedkommende har i hvert fald ikke boltret sig særlig meget, eller tænkt på de mennesker der skulle bruge anlægget.

    God og rolig søndag
    Kjeld

    SvarSlet
  8. Godt set. Trist er det også at det der kunne være åndehuller nu blot er granitslum og fantasiforladt planteørken. Tja. Det skulle være så fint, men det første jeg tænker her er: Kejserens nye klæder.

    SvarSlet
  9. Kære Kjeld

    Billederne ligner noget fra en deprimerende, mareridsagtig film, som jeg ikke under nogen omstændigheder ville bruge min tid på. Det er ikke bare grimt og uden sjæl men uhyggeligt.

    SvarSlet
  10. PS: Din tekst var en formildende omstændighed. Også jeg fik mig et tragikomisk grin.

    SvarSlet
  11. Kære Kjeld.

    Hvor har du ret. Som indbygger i den sydlige del af Aalborg kender jeg udmærket stedet og har fulgt dets forvandling fra et dejligt, grønt fristed hvor man kunne tage børnene med over for at bade og lege til total planløs ødelæggelse.

    Jeg bryder mig ikke om ordet "udkantsdanmark". Finder at det er politikeropfundet og med til at stemple en masse dejlige og iøvrigt kreative ildsjæle mange steder.
    Hr. Hausgård har fat i den lange ende, som vanligt. Skøn ironisk distance som vi nordjyder elsker.

    Og nu brød solen igennem, så computeren slukkes.

    Kærlig hilsen Helga

    SvarSlet
  12. Meget sørgeligt, og desværre ser man ligene mange steder her i landet.

    SvarSlet