Den friserede søndagshave....

Hvad er det vi leder efter når vi flintrer rundt i vore haver med kameraet?

På jagt efter motiver af de bedste "beskårne hjørner af haven"?

- årets dyrkningstekniske landevinding?

- closeups af blomsterhoveder som dem man ser i plantekatalogerne, eller skønmaleri af det hele hvor vi "brushupper" i photoshop for at rede resultatet og for at kunne få den manipulerede virkelighed til at glide lidt nemmere ned?

Medio juli: Det gyldne snit, uden forfald og hvor det hele ser saftspændt og friskt ud (med de positive briller) og som oppumpede, nitrophoskasprængte penisilingrise, (med de lidt mindre positive) - En hver mor ville forhåbentlig være bekymret for sine børn med en lignende ernæringmæssig tilstand.

Jeg ved godt hvilke fotos jeg synes bedst om. Det er dem der fortæller mig hvor jeg er, og dem der giver mig en tydelig fornemmelse af, at min indsats på stedet har givet resultatet karakter og identitet. Modsat må jeg sige at de urørte have- og landskabsmotiver, til stadighed bliver mere og mere interessante for mig, fordi de gemmer en vis mystik, en vildskab og fordi de er knap så hysteriske og oppustede med effektrytteri, som mange af vore haver efterhånden er belastet af. Trods det må jeg indrømme at jeg selv er hoppet med på vognen.

De to gule stole var et knaldtilbud i IKEA og er alene købt fordi de skulle matche nogle af nuancerne i den gule afdeling. Vi sidder aldrig på dem, - de står der alene til pynt, selv om de er designet og lavet til at sidde på. - På det vis følger jeg godt med i tidens romantiske trend, praktiseret i selv små haver, hvor der findes flere figurer end man kan opleve på de fleste af landets kunstmuseer.

Her er et motiv fra "Det Gyldne Snit" medio august.
I år har jeg holdt ferie i tre uger, arbejdet ekstra meget på tegnestuen, skrevet artikler og besøgt en del nye haveejere. Jeg har ikke rørt en finger siden ugen før The Garden Party, d. 17 juni, - det hele har fået lov at gro og udvikle sig som det ville. Og helt af sig selv, er der kommet noget af det jeg holder af: et skær af en forladt have og utilsigtet romantik, som jeg ellers ikke er ynder af.

De vilde rølliker er begyndt at blande sig med de selekterede og finere sorter, der har fået fine pigenavne, og den lilla Agastache indtager bedene og nedtoner den lidt for fremtrædende farvefacisme.

Sluttelig, samme motiv som det første, men medio august. Her hersker en vis vissenhed og forfald, de gule stole anes og "det gyldne" er falmet til det stråfarvede. Den friserede søndagshave er væk og naturens processer har indtaget det menneskeskabte. Går der ret meget længere tid på denne præmis, forsvinder haven til sidst.
Men den er et udemærket lærestykke for mig; at haven skal renholdes, og klargøres i maj og juni, og er der planter nok til at dække jorden, kan man fint lade den være i fred og overlade haven til at leve sit eget liv, resten af året.

ps. klikker du på billederne  kan du se dem i større formater, men husk de er mine, - så hvis du vil bruge dem, så vær venlig at fortælle hvor de stammer fra.