WHAT ARE GARDENS FOR

"A garden is a real place imagined, and, with time and care, an imagined place made real."
Frit på dansk:
"En have er et virkeligt sted i tankerne, og med tiden og omsorg, en fantasi gjort til virkelighed."

Har netop bestilt bogen "What are Gardens for" (alt for sent, skulle have været i november) skrevet af Rory Stuart, udgivet i 2006 og skulle være hjerneføde til de havefolk, der ønsker gods til at tænke og filosofere over hvad haver er som begreb. Jeg har lavet så meget research på bogen, så jeg nu ved at Rory ikke giver noget svar til læseren, men udstyrer os med en mængde nye spørgsmål og tanker, der er værd at tage med sig, når man beskæftiger sig med have, hvad enten man arbejder i den eller besøger andres.

Et andet sted jeg synes er værd at vende sig om efter, når man leder efter havehjerneføde er den amerikanske skulptør Sheppard Craige´ have i Italien Il Bosco della Ragnaia.

Jardingardens har lavet en lille smuk og meget poetisk film om stedet, der består af både gammel fritvoksende skov og nye geometriske former og linjer lagt ned, både under den frie skovbundsvegetation og ude på de omkringliggende åbne arealer. Det er der kommet noget særdeles mærkværdigt og meget interessant ud af. Hjemmesiden er bestemt heller ikke uinteressant.

Il Bosco della Ragnaia

Jeg stiller mig til stadighed spørgsmålet; Hvad er min have til for?
Spørger man et barn vil det sige jordbær, en teenager vil sige fodbold og en travl karrieperson; for at holde naboerne på afstand...og der findes garanteret tonsvis af andre svar!?

BEDET SOM DEKORATIVT ORNAMENT

- eller er det omvendt

”Jeg ser ikke parterret som en messehagels broderi eller et bogbinds ornamenter omsat i buksbom, men en mærkelig, for så vidt meget tydelig udvikling af bedet. Det der før var rammen om et indhold, bliver nu selve indholdet.”

”Havekunstens oprindelse” - C. Th. Sørensen 

 Forleden fandt jeg et gammelt fotografi af en, synes jeg selv, rimelig vellykket, stor keramisk kumme jeg udførte på drejeskiven i begyndelsen af 1982, - mit sidste år på Kunstakademiet. Kummen var cylindrisk med skråtstillede taktfaste rhombeformede felter på ydervæggen, der dannede et lysere zig-zagmønster i mellemrummene. Den blev efterfølgende udstillet på en censureret udstilling i det fine Kunstindustrimuseum i Bredgade i København, i dag Designmuseum Danmark. Senere blev den vist på et par gallerier og herfra solgt til en kunstforening som jeg ikke husker navnet på. Jeg ejer altså kun farverne i erindringen og formen og ornamentet på et sort hvidt billede.

Men trangen til at arbejde med dekorativt billedornamentik i zigzagmønsteret må være opstået på ny, eftersom alle vores buksbomplanter i vores have blev gravet op før vi flyttede i 2005 og efter nogle måneder i depot og grundige overvejelser, samlet og anvendt i en særlig have med et parterremønster det nye sted, stærkt inspireret af mønsteret på kummen.

Da vi kom her, var der blot et bredt hegn af syrener og græs helt op ad husets gavl mod vest. Planen var, at der skulle anlægges en krum sti rundt om huset og anlægges en lille særhave, indrammet af to sæt bøgehække i forlængelse af husets to facader. – Da vi havde ryddet det meste kom et gammelt æbletræ til syne, hvilket vi ikke nænnede at fælde. Parterrehaven ligger her nu som en forlængelse af huset. Her er sol i de tidlige morgentimer og igen hen på eftermiddagen, alt efter hvor man placerer sig. Og i det ene hjørne af mønsteret står det gamle æbletræ stadigvæk og troner og giver skygge på varme dage.

Men resultatet fraviger skitsen. De kantede og skarpe klodser som man ser på tegningerne er gjort bløde og antallet er mindsket, så de i stedet fremstår som elliptiske former med en grundkontur som noderne på et nodeark. Et tema der også er anvendt i resten af haven. Denne beslutning blev taget under selve opmålingen og imens vi afsatte pinde og spændte snore ud, der skulle holde fast i mønsteret. Og min konklusion er nok den; at rigtig meget lader sig gøre på papir og på skitser og andet kan realiseres når man arbejder med virkeligheden i 1:1.  På den måde bliver blyet på papiret skitsen; ud fra tanken og hensigten, og det skabende arbejde fortsætter i den videre proces med snor og spade og senere med saksen.

Mit ønske med denne buksbomhave var, at den skulle virke dynamisk, og ikke statisk og ”låst” som mange af de gammeldags parterrehaver. Og at man trods vandrette hækoverkanter på linjerne, alligevel kunne fremtrylle en virkning af bølger. Intentionen var desuden at linjerne skulle være i bevægelse, når man gik rundt om mønsteret og derfor blev der lavet en gang af genbrugsfliser helt ude i periferien. Denne gang er også meget praktisk når rammen om billedet; bøgehækken, bliver klippet og løvet skal fejes sammen.

De første år var der ingen grænser for fantasier om løgplanter og sommerblomster og det lykkedes også nogenlunde et par år. Men i dag har mønsteret af buksbom fået hovedrollen og nu er det skyggespillet i det tredimensionelle ornament, der er interessant.

Blomster i parterrebede er ganske enkelt alt for arbejdskrævende og kolliderer nemt med tidspunktet for klippearbejdet. Derimod er fliserne og knoldebroen indtaget af hhv trædepudebregnen Cotula leptinella, og den spanske bakkestjerne Erigeron karvinskianum. Til sommer skal der lægges fint grus i bunden af bedene, for yderligere at understrege det nedtonede i haven. I dag anvender vi stedet med det klippede ornament som en slags grøn meditationshave, hvor man kan forholde sig i ro og eftertænksomhed og hvor bl.a. arbejdsindsatsen og tidsfaktoren er indkapslet i de grønne linjer.

Det er da også en særlig dag i begyndelsen af juni, når der skal klippes. Her er det nødvendigt at være omhyggelig og gøre sit bedste og derfor bliver det heller aldrig kedeligt at klippe mønsteret i præcis form, selvom det tager det meste af en dag.  

Parterrehaver er smukke i al slags vejr; både når det regner, når det sner eller fryser, - i solskin, i tåge og når månen lyser. Landskabsarkitekten I.P. Junggreen Have formulerede sig sådan om disciplinen; ”En lillebitte gren af landskabsarkitektur eller såkaldte havekunst, vi engang imellem beskæftiger os med, er det, som englænderne kalder Topiary Works, et spændende område, som kan drives op til noget der kan nærme sig kunst. – Det er interessant, fordi man ikke helt er herre over det. Det er planterne, der har magten, og man må slås for det, liste sig frem”

Mange finder parterrehaver ganske upassende og helt ude af trit med nutidens stil. Alligevel har end ikke modernismen formået at dræbe ornamentet. Hverken i kunsthåndværket, billedkunsten eller arkitekturen. Derfor er jeg heller ikke helt enig med den gode Sørensen, når han forsvarer parterret som en entydig udvikling af havebedet og ikke et forsøg på at skabe billedornamentik. Jeg mener det kan være begge dele, alt afhængig af vinklen man ser det fra og endelig med hvilken intention man skaber bedet ud fra.

Det dekorative ornament kan være hovedsigtet, hvor man må affinde sig med også at stå tilbage med bede. Men en dag vil buksbombølgerne måske være blevet så omfangsrige at mellemrummene til sidst vil være forsvundet og man står tilbage med en knudehave (Knotgarden)!?

DEN MUSIKALSKE HAVE

"Det er for mig det bedste jeg har tegnet, i hvert fald noget af det bedste, noget af det som giver sindet en uforklarlig glæde" C. Th. Sørensen

For leden fandt jeg nogle gamle papirfotos i mine gemmer, fra årtusindskiftet, hvor jeg arbejdede i Herning på The National Show, med landskabsarkitekt Aage Sørensen, om et landart projekt med bl.a. pil som vækstmateriale. Ved samme lejlighed havde jeg muligheden for at gå ture i C. Th. Sørensen Geometriske Haver, som ikke ligger langt derfra og som han selv anså for at være musikalske. I dag er hækoverkanterne nået op i fuld højde og dermed står alle rummenes hækoverkanter præcise og skarpe og hele anlægget er modnet og går ind i den næste fase som et foranderligt monument. Christina Capetillo har for nylig lavet et billedbogværk om anlægget af samme navn.

 

- en af de lange akser, der skærer sig vej igennem de forskellige rum

-  oplevelsen er lige så stor i mellemrummene

- som tre bygningskroppe der støder sammen

 - eller som en kasba med præcise vægge på en svag skrånende slette
 for og bag, ind og ud, op og ned og der imellem, - selvom anlægget er så fast og præcis i formen, så glider værket ind i rummet af jord og himmel.

 - måske er der blindgyder man kan forsvinde i?

C. Th. Sørensens datter, landskabsarkitekten Sonja Polls fine opstalt i en sprød akvarelskitse af et af faderens hovedværker.

 

C. Th Sørensen talte meget om at stilisere, " at forfine, fuldkommengøre og forstærke det karakteristiske ved et objekt". Her finder vi barokhavens busketter i en ny og modernistisk form, byggende på matematik, hvor den første væg, grundelementet til venstre, er 10 meter lang og benævnes to-kanten, den tredje som trekanten, videre med firkanten, femkanten, seks-, syv-, og ottekanten, en cirkel og en stor ellipse. Alle polygonerne bugter sig ind imellem cirklen og ellipsen og danner hermed både en åben og lukket, organisk komposition, som man kan opleve både udefra og indefra. der er således ingen hverken ret eller vrangside. En have der bygger på det musiske.

Datteren Sonja Poll mener fortsat at haven mangler både blomster og vand. "Det har aldrig været min fars hensigt at de skulle stå som tomme smykkeskrin"

Men det bliver der nok aldrig nogen endegyldig løsning på, da stærke kræfter mener at De Geometriske Haver - som de kaldes i daglig tale - skal forblive tomme, præcis som mange af de gamle italienske rennæssancehaver ,der står som nøgne skelletter.

Læs og se materialeforslaget til fredning af De musikalske haver her: fredningsnævnet

HVOR FINDER MAN SKØNHED...

 

Som havemenneske definerer man selv hvad man forstår ved skønhed. For at blive bekræftet finder man steder og mennesker der tror på og praktiserer den samme sandhed. Der opstår grupperinger, der understøtter ens egne vedtagne regler for hvad der er smukt og hvad der er grimt. Hvad man vil tillade i haven og hvad man vil fordømme.

 

Mange af de havebilleder vi forsøger at skabe, er således baseret på hvem vi er, hvad vi tror på, vores livsstil og livsholdninger og vores arbejdsmæssige og økonomiske formåen. På den måde bliver haven en afspejling af personligheden; en slags 3D- billedmæssig selvportræt af de mennesker der ejer haven. Det kan mange adfærdspsykologer sikkert også få meget fornøjelse af at studere.

De senere år er jeg selv begyndt at lede efter inspiration andre steder end i allerede skabte haver. Eller på steder hvor de gængse haveplanter ikke anvendes, så som på brakmarkerne,(de få der er tilbage) de områder der er efterladte og hvor  den vilde vegetation har indtaget stedet, de arealer der er opgivet af landmænd, de partier under autoværnet langs motortrafikveje, hvor maskinerne ikke kan komme til, de sump og moseområder der er bundløse, men som godt kan bære små træer, de steder hvor vandstanden er steget og de marker hvor drænrørene er gået itu og ikke mere kan anvendes. Kort sagt; de arealer hvor menneskelig dyrkningsaktivitet er opgivet. I 80´erne døbte den franske landskabsarkitekt Gilles Clement disse områder for "Det tredje landskab".
Det er områder der ikke mere anvendes af mennesker eller som er utilgængelige for homo sapiens, hvilket har givet karakter og identitet pga. at vegetationen selv har indfundet sig og at det er vækstbetingelserne i jorden og vind og vejrforhold, der styrer og bestemmer det endelige udtryk.

For mig har det selvfølgelig betydet at efteråret og vinteren er blevet noget mere interessant at studere rent plantemæssigt, og at jeg har fået øje på skønheden i de plantesamfund der har en ganske anden fremtoning end det vi kan anskaffe os af forædlede produkter fra planteskolen. Det resulterer i at man sætter pris på den citrongule stenurt, der møjsommeligt har kæmpet sig op igennem sprækkerne i asfalten og som fortæller en noget længere historie om et liv i modvind, tørke og ubeskyttet hed, der har givet den identitet og personlighed, frem for den fede havephlox der kun kan fortælle den korte og noget mere triste historie om kunstgødning. Frøstande, frøkapsler, stængler i naturlige afstemte farver, flader af visne græsser der lyser gyldent op i selv den tungeste tågedis, bliver pludselig af værdi. Sætter man pris på sådan et natursceneri og ser værdien i at kunne bruge det i havesammenhæng, - uden at man af den grund behøver at lave en kopi - ja så har man samtidig fortalt lidt om hvem man er og hvilke værdier man sætter højt. Også "uden for sæsonen".

Piet Oudolf fortæller kort om det at se efter skønhed andre steder end de gængse i en intro til en ny dokumentarfilm om hans værker og tilgang til haven som fag. Det er tankevækkende at den skal hedde Fall, Winter, Spring, Summer, Fall

 

Piet Oudolf