BEDET SOM DEKORATIVT ORNAMENT

- eller er det omvendt

”Jeg ser ikke parterret som en messehagels broderi eller et bogbinds ornamenter omsat i buksbom, men en mærkelig, for så vidt meget tydelig udvikling af bedet. Det der før var rammen om et indhold, bliver nu selve indholdet.”

”Havekunstens oprindelse” - C. Th. Sørensen 

 Forleden fandt jeg et gammelt fotografi af en, synes jeg selv, rimelig vellykket, stor keramisk kumme jeg udførte på drejeskiven i begyndelsen af 1982, - mit sidste år på Kunstakademiet. Kummen var cylindrisk med skråtstillede taktfaste rhombeformede felter på ydervæggen, der dannede et lysere zig-zagmønster i mellemrummene. Den blev efterfølgende udstillet på en censureret udstilling i det fine Kunstindustrimuseum i Bredgade i København, i dag Designmuseum Danmark. Senere blev den vist på et par gallerier og herfra solgt til en kunstforening som jeg ikke husker navnet på. Jeg ejer altså kun farverne i erindringen og formen og ornamentet på et sort hvidt billede.

Men trangen til at arbejde med dekorativt billedornamentik i zigzagmønsteret må være opstået på ny, eftersom alle vores buksbomplanter i vores have blev gravet op før vi flyttede i 2005 og efter nogle måneder i depot og grundige overvejelser, samlet og anvendt i en særlig have med et parterremønster det nye sted, stærkt inspireret af mønsteret på kummen.

Da vi kom her, var der blot et bredt hegn af syrener og græs helt op ad husets gavl mod vest. Planen var, at der skulle anlægges en krum sti rundt om huset og anlægges en lille særhave, indrammet af to sæt bøgehække i forlængelse af husets to facader. – Da vi havde ryddet det meste kom et gammelt æbletræ til syne, hvilket vi ikke nænnede at fælde. Parterrehaven ligger her nu som en forlængelse af huset. Her er sol i de tidlige morgentimer og igen hen på eftermiddagen, alt efter hvor man placerer sig. Og i det ene hjørne af mønsteret står det gamle æbletræ stadigvæk og troner og giver skygge på varme dage.

Men resultatet fraviger skitsen. De kantede og skarpe klodser som man ser på tegningerne er gjort bløde og antallet er mindsket, så de i stedet fremstår som elliptiske former med en grundkontur som noderne på et nodeark. Et tema der også er anvendt i resten af haven. Denne beslutning blev taget under selve opmålingen og imens vi afsatte pinde og spændte snore ud, der skulle holde fast i mønsteret. Og min konklusion er nok den; at rigtig meget lader sig gøre på papir og på skitser og andet kan realiseres når man arbejder med virkeligheden i 1:1.  På den måde bliver blyet på papiret skitsen; ud fra tanken og hensigten, og det skabende arbejde fortsætter i den videre proces med snor og spade og senere med saksen.

Mit ønske med denne buksbomhave var, at den skulle virke dynamisk, og ikke statisk og ”låst” som mange af de gammeldags parterrehaver. Og at man trods vandrette hækoverkanter på linjerne, alligevel kunne fremtrylle en virkning af bølger. Intentionen var desuden at linjerne skulle være i bevægelse, når man gik rundt om mønsteret og derfor blev der lavet en gang af genbrugsfliser helt ude i periferien. Denne gang er også meget praktisk når rammen om billedet; bøgehækken, bliver klippet og løvet skal fejes sammen.

De første år var der ingen grænser for fantasier om løgplanter og sommerblomster og det lykkedes også nogenlunde et par år. Men i dag har mønsteret af buksbom fået hovedrollen og nu er det skyggespillet i det tredimensionelle ornament, der er interessant.

Blomster i parterrebede er ganske enkelt alt for arbejdskrævende og kolliderer nemt med tidspunktet for klippearbejdet. Derimod er fliserne og knoldebroen indtaget af hhv trædepudebregnen Cotula leptinella, og den spanske bakkestjerne Erigeron karvinskianum. Til sommer skal der lægges fint grus i bunden af bedene, for yderligere at understrege det nedtonede i haven. I dag anvender vi stedet med det klippede ornament som en slags grøn meditationshave, hvor man kan forholde sig i ro og eftertænksomhed og hvor bl.a. arbejdsindsatsen og tidsfaktoren er indkapslet i de grønne linjer.

Det er da også en særlig dag i begyndelsen af juni, når der skal klippes. Her er det nødvendigt at være omhyggelig og gøre sit bedste og derfor bliver det heller aldrig kedeligt at klippe mønsteret i præcis form, selvom det tager det meste af en dag.  

Parterrehaver er smukke i al slags vejr; både når det regner, når det sner eller fryser, - i solskin, i tåge og når månen lyser. Landskabsarkitekten I.P. Junggreen Have formulerede sig sådan om disciplinen; ”En lillebitte gren af landskabsarkitektur eller såkaldte havekunst, vi engang imellem beskæftiger os med, er det, som englænderne kalder Topiary Works, et spændende område, som kan drives op til noget der kan nærme sig kunst. – Det er interessant, fordi man ikke helt er herre over det. Det er planterne, der har magten, og man må slås for det, liste sig frem”

Mange finder parterrehaver ganske upassende og helt ude af trit med nutidens stil. Alligevel har end ikke modernismen formået at dræbe ornamentet. Hverken i kunsthåndværket, billedkunsten eller arkitekturen. Derfor er jeg heller ikke helt enig med den gode Sørensen, når han forsvarer parterret som en entydig udvikling af havebedet og ikke et forsøg på at skabe billedornamentik. Jeg mener det kan være begge dele, alt afhængig af vinklen man ser det fra og endelig med hvilken intention man skaber bedet ud fra.

Det dekorative ornament kan være hovedsigtet, hvor man må affinde sig med også at stå tilbage med bede. Men en dag vil buksbombølgerne måske være blevet så omfangsrige at mellemrummene til sidst vil være forsvundet og man står tilbage med en knudehave (Knotgarden)!?