HVOR FINDER MAN SKØNHED...

 

Som havemenneske definerer man selv hvad man forstår ved skønhed. For at blive bekræftet finder man steder og mennesker der tror på og praktiserer den samme sandhed. Der opstår grupperinger, der understøtter ens egne vedtagne regler for hvad der er smukt og hvad der er grimt. Hvad man vil tillade i haven og hvad man vil fordømme.

 

Mange af de havebilleder vi forsøger at skabe, er således baseret på hvem vi er, hvad vi tror på, vores livsstil og livsholdninger og vores arbejdsmæssige og økonomiske formåen. På den måde bliver haven en afspejling af personligheden; en slags 3D- billedmæssig selvportræt af de mennesker der ejer haven. Det kan mange adfærdspsykologer sikkert også få meget fornøjelse af at studere.

De senere år er jeg selv begyndt at lede efter inspiration andre steder end i allerede skabte haver. Eller på steder hvor de gængse haveplanter ikke anvendes, så som på brakmarkerne,(de få der er tilbage) de områder der er efterladte og hvor  den vilde vegetation har indtaget stedet, de arealer der er opgivet af landmænd, de partier under autoværnet langs motortrafikveje, hvor maskinerne ikke kan komme til, de sump og moseområder der er bundløse, men som godt kan bære små træer, de steder hvor vandstanden er steget og de marker hvor drænrørene er gået itu og ikke mere kan anvendes. Kort sagt; de arealer hvor menneskelig dyrkningsaktivitet er opgivet. I 80´erne døbte den franske landskabsarkitekt Gilles Clement disse områder for "Det tredje landskab".
Det er områder der ikke mere anvendes af mennesker eller som er utilgængelige for homo sapiens, hvilket har givet karakter og identitet pga. at vegetationen selv har indfundet sig og at det er vækstbetingelserne i jorden og vind og vejrforhold, der styrer og bestemmer det endelige udtryk.

For mig har det selvfølgelig betydet at efteråret og vinteren er blevet noget mere interessant at studere rent plantemæssigt, og at jeg har fået øje på skønheden i de plantesamfund der har en ganske anden fremtoning end det vi kan anskaffe os af forædlede produkter fra planteskolen. Det resulterer i at man sætter pris på den citrongule stenurt, der møjsommeligt har kæmpet sig op igennem sprækkerne i asfalten og som fortæller en noget længere historie om et liv i modvind, tørke og ubeskyttet hed, der har givet den identitet og personlighed, frem for den fede havephlox der kun kan fortælle den korte og noget mere triste historie om kunstgødning. Frøstande, frøkapsler, stængler i naturlige afstemte farver, flader af visne græsser der lyser gyldent op i selv den tungeste tågedis, bliver pludselig af værdi. Sætter man pris på sådan et natursceneri og ser værdien i at kunne bruge det i havesammenhæng, - uden at man af den grund behøver at lave en kopi - ja så har man samtidig fortalt lidt om hvem man er og hvilke værdier man sætter højt. Også "uden for sæsonen".

Piet Oudolf fortæller kort om det at se efter skønhed andre steder end de gængse i en intro til en ny dokumentarfilm om hans værker og tilgang til haven som fag. Det er tankevækkende at den skal hedde Fall, Winter, Spring, Summer, Fall

 

Piet Oudolf