DA HAVEN VAR EN HERRESAG

I mit indlæg, "My Grandfathers Garden" var der flere læsere som bidrog med meget fortællende og tankevækkende kommentarer.
 
Det bekræftede mig endnu engang i, hvor forskelligt vi oplever haver og hvor varierede de er fra region til region. Både dem vi legede i som børn og dem vi roder med, som voksne. Det fik mig også til at tænke på at haven som interesseområde har flyttet sig fra at være et fælles anliggende mellem mand og kone og sågar et fænomen der tidligere optog mange mænd, - til i dag primært at være en beskæftigelse for kvinder.


 For min del var det som nævnt min morfars have jeg legede i, hvilket efter snørklede omveje, kom til at bestemme min nuværende karriere. For hvilket indtryk må det ikke have gjort på en 7 årig purk, der ser sin morfar herse og regere med spader og river i haven både i jord og med planter og med de mennesker der forsøger at leve i den? Min morfars have var ikke en legeplads for børn men en legeplads for ham, og haven var en alvorlig sag. Min mormor deltog ikke i arbejdet. Haven var en herresag.
Jeg har mødt mange mennesker der kan fortælle nogenlunde tilsvarende historier, dog med andre haverumlige oplevelser end  mine, fordi disse haver havde en anden karakter. Der var selvfølgelig også forskel på havernes omfang og planter alt afhængigt af hvor i landet man boede og afhængigt af familiens sociale status.
 Fælles for de fleste er, at de også omtaler morfar eller farfar og ikke kun benævner deres barndomshaver som farmors eller som en momorhave styret af kvinden i huset..
For et par dage siden fik jeg en venlig mail fra en af mine kunder, og jeg har fået lov at gengive hendes oplevelse af bedsteforældrenes have.

Kommentarerne til mit indlæg My Grandfathers Garden, Susanne Kristensens mail og Michael Gordons spørgsmål om hvorledes vore efterkommere  mon vil opleve vores haver når de bliver voksne, sætter virkelig tankerne i gang: For hvilke værdier er det vi giver vores børn og børnebørn med nutidens haver? Selv om det er en sund aktivitet, så er det sikkert og vist at det ikke er gjort med indkøb af trampoliner.

75% af det vi husker gennem livet er akkumuleret via lugtesansen. Spørgsmålet er så; dufter nutidens haver overhovedet?
Findes der steder i vore haver, hvor vore børn kan gemme sig for de voksne og leve deres eget liv i en fantasiverden for sig selv og opleve almindelig væren? Eller kravle op i et træ og skue ud over verden, føle vinden i næsen og på kinden, måske falde ned og slå knæet, stikke sig på en hybenbusk, brænde sig på en brændenælde eller mærke de endnu ikke modne mirabellers sure saft svirpe i mundhulen og skyde spyttet helt tilbage i ganen, dengang man legede med naboens datter og oplevede sin første barndomsforelskelse?

Hvor er din barndomshave henne?


Kære Kjeld Slot

Mærkeligt som vi kan have helt forskellige oplevelser med bedsteforældrenes haver.

Min oplevelse er en helt anden, selv om min morfar også var af bondeslægt og landmand på Fyn.

Haven lå bag stuehuset og var et studie i grønt og i frodighed. Stuehuset var hvidt og bygget sammen med udbygningerne i vinkel.

I hjørnet var et tilmuret lysthus- skyggefuldt og med grønmalede træmøbler. Beregnet til komsammen med familien søndag eftermiddag, hvor onkler og mostre altid var inviteret.

I foråret var der et væld af blomster. Erantis, gækker, dorthealiljer, forglemmig-ej, påske- , men især pinseliljer. Det var løgplanter i tusindvis. Måske lidt kærmindesøster i blandt.

I bunden en dam med relativt store træer i en halvmåne omkring.

Havens prydtræ var en platan- hjemført og plantet af den forrige ejer, som havde haft sit virke i såvel Indien som Polen.

Det var det.

Efter løgplanterne voksede græsset langt, men blev slået i den centrale del og ned til dammen. Herefter var det en grøn , smuk og kølig ”løvsal.

Der var ingen andre stauder til senere på året. Kun grønt i grønt.

De havde en frugthave med alskens æbler , pærer, blommer og moreller  bag ved laden , men altså helt adskilt.

Der var slid og slæb nok, så haven var til fornøjelse. Jeg tror ikke, de kendte ordet æstetik, men smukt var det.

Bedste hilsener

Susanne Kristensen










13 kommentarer:

  1. Uden at få spændende mails beskæftiger jeg mig også med spørgsmålene, som tumler i dit hoved. Desværre havde jeg ingen bedstefædre, men en mormor, der som komponist og spillelærerinde tog sig glad og passioneret af sin villabyhave i Brønshøj lige i udkanten af København.

    Jeg nød sådan hendes have, der bare vibrerede af liv, dufte og lyde, selv om den var meget 'nydelig'. Nu hvor jeg selv netop er blevet mormor til lille Karl (bemærk navnet, måske det ligefrem er symbolsk), tænker jeg rigtigt meget i, hvordan min have vil blive/være for ham og mine formentlig øvrige kommende børnebørn.

    Men at tænke haven et par generationer frem er aldrig faldet mig ind. Derfor vil jeg takke dig dels for indblik i Susannes erindringer, som afslører et flittigt folks måder at bruge haven på. Dels vil jeg gå lidt og putte med mine spekulationer. Gøde, vande, lade solen lyse på dem og se, hvad de bliver til.

    Grønne hilsner i aftensol; M

    SvarSlet
    Svar
    1. Man kan selvfølgelig ikke generalisere, men jeg tror at langt størsteparten af mænd vil dyrke noget; afgrøder! Enten det er i form af grøntsager, frugt eller en komplet samling af liljer. Og her er det ikke primært et behov for æstetik men at samlingen kan blive så komplet som mulig. Størsteparten af filatelister er eksempelvis også mænd, så hvorfor skulle det ikke gælde i haven?
      I gamle bondehaver opfordrer jeg altid ejerne til at plante nye træer, selvom de måske ikke vil nå at opleve dem i fuldt udvokset tilstand selv. Det kan ofte være vanskeligt at overbevise dem i at det er fornuftigt. Men når jeg så peger på de kæmpetræer der står i haven og som tidligere generationer har plantet og er til daglig glæde for dem, så forstår de pludselig at de har en slags pligt til at efterlade nogle af deres spor til efterkommere og at de hermed også binder nogle kærlige lænker til kommende generationer.
      Og det gælder specielt med træer: De kan række ud over vores egen levealder og kan give oplevelser for det havemenneske der er i stand til at åbne sine sanser.

      bedst
      Kjeld

      Slet
  2. Ps. Min nylige deltagelse i TV2's program om danskernes haver afslører også at kvinderne styrer for vildt. Hvad hulen skal der egentlig til før flere mænd griber til greben? Chili?

    Sjovt nok står der en halvt færdig skrevet artikel på HAVEFOLKETS testblog, hvor jeg stiller samme spørgsmål. Mon ikke mændene har (noget af) svaret?
    .... Måske især bymændene, småbørnsfædrene, for dem synes jeg, jeg så mange flere af på forårets første plantemarked i Kgs. Lyngby.

    SvarSlet
  3. Indlægget her rumsterede en del, allerede i aftes og nu igen til morgen!
    Jeg havde 3 barndomshaver.
    1 have er mine forældres, er vokset op på landet, og der har stort set hele barndommen igennem været drivhus og køkkenhave, blomster have var der ikke alverden af. Køkkenhaven og drivhus regerede min far i, og vi var tvunget til at gå i marken og hakke ukrudt, hårdt arbejde var vejen frem fik vi lært som børn. Men at se og høre glæden og begejstringen i min hårde far, når han høstede afgrøderne, kan jeg i dag se at det var det hele værd, for hadede nemlig grønkål, og at hakke ukrudt, men at huske hans glæde…
    Køkkenhaven i dag spiller en væsentlig rolle i forhold til det at have en have, det er et most!
    Min 2 have var min morfars kolonihave, den var på størrelse med to parcelhus grunde, og den var FYLDT af alverdens stauder, som stod i to kæmpe højbede, flere meter lange og bredde, det var som et eventyr at træde ind i, jeg aner ikke hvor mange gange jeg har vandret der når vi besøgte ham, for enden af de flere meter lange højbede kom man til en gammel togvogn, som var indrettet som en helt fantastisk stue, hvor der blev serveret rutebiler og saftevand, den lå i en oase af frugttræer.
    Min 3 have var en have, en ven og jeg havde, et vildnis af blomstrende ukrudt, der plukkede vi blomster, der legede vi, indrettede og regerede, det er den have der i dag binder de to andre sammen her på matriklen. Og duftene spiller en væsentlig rolle i min have samtidig med sanseligheden, og det uhøjtidelige. Og jeg glæder mig til at se de børnebørn jeg forhåbentlig får i vores have, men også i skoven/engen, vise dem hvor storslået den vilde natur er. Jeg har heller aldrig tænkt de næste generationer ind, og gider det ikke, om end det godt kan rumstere lidt.
    Hvordan mændene kommer ind i haven igen ved jeg ikke. Min mand gennem 23 år har aldrig haft den interesse. Men sidste år byggede vi et stort og fint drivhus, og jeg oplever at han glædes ved at gå og nusse der, og faktisk går op i at beskære druerne, og nippe tomaterne, kan se han begynder at have lidt meninger omkring det jeg render og laver, yderligere bevæger han sig stille og roligt ud i køkkenhaven. Han kommer nok ikke til at fjerne ukrudt, men det at opleve noget nyt og spirende er helt igennem fantastisk.

    Hilsen fra Anette


    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine havehistorier om dine tre barndomshaver. Måske er det mandens trang til det rationelle og det nyttige, der udspiller sig når din mand nu så småt er begyndt at bevæge sig ud i drivhuset og interessere sig for det dyrkningstekniske. På det vis er han jo ikke meget anderledes end din far! Og måske er den nye interesse for køkkenhaver en fornyet chance til manden for at han igen kan få lov "at komme på banen", når der skal tages beslutninger i haven.
      Jeg oplever ofte at manden i huset er blevet totalt tilsidesat i mange haver og at kvinden bestemmer alt og anvender manden som en slags pedel. Det er jo en meget udmærket jobfordeling hvis begge parter accepterer det. Men ofte er det stiltiende for mandens vedkommende. Derfor sikrer jeg mig også at både mand og kone er tilstede og deltager aktivt, når jeg er på det første havebesøg, hos nye kunder.

      Bedst
      Kjeld

      Slet
  4. Kære Kjeld
    Den sveg - den med manden som pedel. Jo, det er jo nok i overvejende grad sådan, hans rolle er. Også i min have. Men jeg tror, han måske er ganske tilfreds sådan... Selvom min mand er meget haveinteresseret. Og han finder da også af og til på lige at plante lidt og lave en lille sti (smutvej med klinker) på helt eget initiativ og helt uden at spørge om lov. (Ja - det lyder faktisk grimt, ik', få lov... Og for det meste er det jo godt, hvad han finder på.)
    Men så er det jo fantastisk, at han har sin lille samling af Trillium, som jeg jo pænt lader som om, jeg ingen forstand har på, når havegæster imponeres og vil vide mere...
    Jeg kan simpelt hen ikke lade være med at smågrine over dine svar til Marianne og Anette - det er 'spot on', Kjeld :D
    - og min barndoms have? Den var min mors store interesse - altid pæn og i orden - og altid så mange solbær, at der var en times tvangsudskrivning i plukkesæsonen. Og siden kom stikkelsbærrene. Vi taler midt 80'erne her! Nej, jeg har ikke synderligt sanselige oplevelser med min barndomshave - det er meget besynderligt, jeg er blevet så haveinteresseret (jeg må alligevel have fået noget godt med).
    I min nuværende have gør jeg meget ud af at give mine børn netop de sanselige oplevelser - de skal dufte, smage og føle - og jeg håber, jeg får smittet dem med en smule haveglæde også :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for deltagelsen i plottet!
      Har læst artiklen med interesse om de mange drenge i din have og deres fornuftige forældre, der giver deres børn en stor og kærlig arv de vil huske resten af livet. Civiliseret adfærd begynder i en velanlagt have og det er min erfaring at det også er stedet, hvor den rent opdragelsesmæssigt, er nemmest at praktisere for forældre. Helt uden tvang, men med et godt forbillede.
      Sjovt at høre at folk, trods tvangsarbejde i barndomshaven, alligevel har haft mod til at anlægge en selv.

      bedste hilsener
      Kjeld

      Slet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  6. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  7. Hvad jeg ville skrive:
    Godt at vores haver ikke længere er styret af river, alvor og orden.
    Hvor mange duftende haver der findes ved jeg ikke, ligesom jeg heller ikke ved hvor mange børn der i dag kan glædes ved de oplevelser du skriver til sidst, men mon ikke at det er en hæderlig portion? - det er jeg da ret sikker på.

    SvarSlet
    Svar
    1. det skulle i så fald glæde mig rigtig meget Karina.
      go dag.
      Kjeld

      Slet
  8. På min egen blog har jeg for nogle år siden skrevet om min barndoms have hvori min far regerede og stressede af efter en lang og hård arbejdsdag som murerarbejdsmand/jord- og betonarbejder på en byggeplads . Min far elskede den have og dyrkede den på traditionel vis. Store staudebede til pryd og afskæring og stor urtehave og dertil frugt og bær som vi børn måtte plukke og spise alt det vi havde lyst til.
    Haven måtte bruges og vi levede livet ude i den, når vejret tillod det.
    Det var fars have – absolut ingen tvivl om det.
    Det var mit held at der ikke var plads til mig i køkkenet, hvor min mor og mine tre søstre stod for madlavning m.m. og derfor kunne jeg hoppe rundt i hælene på min far og observere og i nogle tilfælde få lov at hjælpe lidt til. Jeg arvede interessen som førte til en gartneruddannelse i slutningen af halvfjerdserne. Sidenhen var mine sønner med mig i haven legede, vandede og pjaskede, alt hvad de havde lyst.
    Min mand har aldrig interesseret sig for have. Han kommer aldrig til at gå og nippe tomater eller andet, men bygger gerne pergola, drivhus, spejlbassin o.s.v. Han er under ingen omstændigheder pedel, snarere bygmester .
    Vi nyder begge at sidde i haven over en øl og beundre vores have og projekter.
    Måske vil mine sønner engang dyrke en have, som de har set det i deres barndomshjem. Men det kan også være at de kaster sig ud i byggeprojekter - det har de jo også set her. Jeg tror at vi giver arven videre ved at vise eksemplet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbeth for din historie fra barndomshaven. Dine erindringer illustrerer virkeligt hvor fornuftigt havearbejde er. Også på sigt. C.Th.Sørensens Skrammellegeplads, som i virkeligheden først var udtænkt af G.N. Brandt, bliver også brugt som argument for hvorledes de kan opmuntre spirende ingeniører. Så du får sikkert lejlighed til at opleve at jeres eksempler har smittet af engang med tiden.

      Go dag
      Kjeld

      Slet