DA HAVEN VAR EN HERRESAG

I mit indlæg, "My Grandfathers Garden" var der flere læsere som bidrog med meget fortællende og tankevækkende kommentarer.

 

Det bekræftede mig endnu engang i, hvor forskelligt vi oplever haver og hvor varierede de er fra region til region. Både dem vi legede i som børn og dem vi roder med, som voksne. Det fik mig også til at tænke på at haven som interesseområde har flyttet sig fra at være et fælles anliggende mellem mand og kone og sågar et fænomen der tidligere optog mange mænd, - til i dag primært at være en beskæftigelse for kvinder.





 For min del var det som nævnt min morfars have jeg legede i, hvilket efter snørklede omveje, kom til at bestemme min nuværende karriere. For hvilket indtryk må det ikke have gjort på en 7 årig purk, der ser sin morfar herse og regere med spader og river i haven både i jord og med planter og med de mennesker der forsøger at leve i den? Min morfars have var ikke en legeplads for børn men en legeplads for ham, og haven var en alvorlig sag. Min mormor deltog ikke i arbejdet. Haven var en herresag.

Jeg har mødt mange mennesker der kan fortælle nogenlunde tilsvarende historier, dog med andre haverumlige oplevelser end  mine, fordi disse haver havde en anden karakter. Der var selvfølgelig også forskel på havernes omfang og planter alt afhængigt af hvor i landet man boede og afhængigt af familiens sociale status.

 Fælles for de fleste er, at de også omtaler morfar eller farfar og ikke kun benævner deres barndomshaver som farmors eller som en momorhave styret af kvinden i huset..
For et par dage siden fik jeg en venlig mail fra en af mine kunder, og jeg har fået lov at gengive hendes oplevelse af bedsteforældrenes have.

Kommentarerne til mit indlæg My Grandfathers Garden, Susanne Kristensens mail og Michael Gordons spørgsmål om hvorledes vore efterkommere  mon vil opleve vores haver når de bliver voksne, sætter virkelig tankerne i gang: For hvilke værdier er det vi giver vores børn og børnebørn med nutidens haver? Selv om det er en sund aktivitet, så er det sikkert og vist at det ikke er gjort med indkøb af trampoliner.

75% af det vi husker gennem livet er akkumuleret via lugtesansen. Spørgsmålet er så; dufter nutidens haver overhovedet?
Findes der steder i vore haver, hvor vore børn kan gemme sig for de voksne og leve deres eget liv i en fantasiverden for sig selv og opleve almindelig væren? Eller kravle op i et træ og skue ud over verden, føle vinden i næsen og på kinden, måske falde ned og slå knæet, stikke sig på en hybenbusk, brænde sig på en brændenælde eller mærke de endnu ikke modne mirabellers sure saft svirpe i mundhulen og skyde spyttet helt tilbage i ganen, dengang man legede med naboens datter og oplevede sin første barndomsforelskelse?

Hvor er din barndomshave henne?

Kære Kjeld Slot

Mærkeligt som vi kan have helt forskellige oplevelser med bedsteforældrenes haver.

Min oplevelse er en helt anden, selv om min morfar også var af bondeslægt og landmand på Fyn.

Haven lå bag stuehuset og var et studie i grønt og i frodighed. Stuehuset var hvidt og bygget sammen med udbygningerne i vinkel.

I hjørnet var et tilmuret lysthus- skyggefuldt og med grønmalede træmøbler. Beregnet til komsammen med familien søndag eftermiddag, hvor onkler og mostre altid var inviteret.

I foråret var der et væld af blomster. Erantis, gækker, dorthealiljer, forglemmig-ej, påske- , men især pinseliljer. Det var løgplanter i tusindvis. Måske lidt kærmindesøster i blandt.

I bunden en dam med relativt store træer i en halvmåne omkring.

Havens prydtræ var en platan- hjemført og plantet af den forrige ejer, som havde haft sit virke i såvel Indien som Polen.

Det var det.

Efter løgplanterne voksede græsset langt, men blev slået i den centrale del og ned til dammen. Herefter var det en grøn , smuk og kølig ”løvsal.

Der var ingen andre stauder til senere på året. Kun grønt i grønt.

De havde en frugthave med alskens æbler , pærer, blommer og moreller  bag ved laden , men altså helt adskilt.

Der var slid og slæb nok, så haven var til fornøjelse. Jeg tror ikke, de kendte ordet æstetik, men smukt var det.

Bedste hilsener

Susanne Kristensen