Havefolk generelt er nok en gruppe, der ikke særlig ofte
taler om kunst i havemæssig sammenhæng. Alligevel ser og hører man nu og da, at
der peges på et bestemt haveanlæg, på lige fod med et foto, en bog eller en
film hvori emnet omtales eller vises, og at det beskrevne haveanlæg
kategoriseres som kunst. Men herefter ophører videre forklaringer. Ofte bliver
man overladt til selv at skulle definere årsagen og finde argumenterne for at
bestemte ting benævnes som kunst. Eller finde en forklaring på, eller mening
med at noget fremhæves frem for andet som værende det.
Og ja; kunst opfattes også subjektivt, og kan i den
forbindelse være nogles argumentation for at det ikke kan og skal diskuteres.
For har vi ikke alle fået en grundlovssikret ret i dåbsgave til
at udråbe en have, et billede, et stykke musik eller lyrik som værende kunst,
hvis vi får lyst, hvis vi er af den helt personlige holdning og uden at vi
absolut skal forklare os? - Er det ikke nok at vi hæfter ordet kunst på elementet, hvis
vi synes det fortjener det?
Hvad mere kan man forlange?
Men derved bliver det kun et personligt statement uden
underbygning og for det meste en hurtig afslutning på en samtale, der ellers
kunne blive interessant. Splitsekunder efter at vi er blevet bedt om at
forklare os, snupper vi den nærmeste bagdør med ord som ”jamen det mener jeg
det er” eller ”det er det bare” eller hvis vedkommende bliver gået lidt mere på
klingen; ”jamen det ved jeg ikke hvorfor, jeg har jo ikke forstand på kunst”.
Eller måske den værste af dem alle: ”- smag og behag er så forskelligt, - og
det kan man ikke diskutere!”
Haver adskiller sig fra de mange andre kunstarter ved at de
for en stor dels vedkommende bæres af stil. Og opgaven kolliderer dermed i
nogle havefolks hjerner, da stiløvelse er den værste provokation, man kan
udsætte dem for. For nogle er konsekvensen at de blot tager tøj på, frem for
nogensinde at klæde sig. At kunne
holde varmen, må være alt nok og i forlængelse heraf, kan man spørge, om det er
tilstrækkeligt at maden er grå, når bare man bliver mæt?
Tesen om at årsagen skal findes i generel usikkerhed når vi
taler stil, underbygger C. Th. Sørensen i bogen Haver – Tanker og Arbejder fra
1975 i afsnittet `Havekunstens oprindelse´:
Stilisering
”Ordet stilisering er
brugt uden videre, som om det er entydigt som ordet læse. Det er det desværre
ikke. Stil betyder beherskelse, oplyser ordbøger, men det kan også forstås som
renhed, renselse, klarhed. Således som stilisering bruges her er det noget med
at forfine, fuldkommengøre og forstærke det karakteristiske ved et objekt.
(Måske dækker et ord som improvement.)”
I indledningen anfører han bl.a.: ”Det er vigtigt at erindre sig menneskets dybe trang til at gøre alt
bedre, en evig stræben mod en uopnåelig fuldkommenhed, som er det egentlige,
menneskelige princip. Vi vil gøre tingene teknisk bedre, avle mere og bedre,
såvel planter som dyr…” Og senere fortsætter han ”…men det er egentlig ubegribeligt at vi har en lige så stærk, ja, ret
beset stærkere, dybere og mere oprindelig trang til at gøre tingene skønne. Det
er let og ligetil at vurdere vore tekniske resultater, mængde og kvalitet af
hvede, frugt og kød, styrke og isoleringsevne i en væg og en ovns udnyttelse af
brændsel, men hvad skønhed angår, er vi aldeles usikre. Vi accepterer begrebet,
og at der er et overordentlig stærkt behov for skønhed. Vi er ikke tilfredse
med at skabe hensigtsmæssige ting, funktionelle ting, det skal også være skønne
ting, måske kun skønne ting. Jeg skal ikke her anføre mere kun fremhæve, hvor
vigtigt det er at huske denne kendsgerning. Haver i de forskelligste former er
netop ofte skabt kun med det skønne som formål, men alligevel vil havekunst for
mange være et nok så fremmed eller uklart begreb. Så meget mere mærkeligt, som
det saligste, mennesker verden over kan forestille sig, netop er en have, -
paradiset.
Helt personligt tror jeg at en af forklaringenerne skal
findes i, at der mangler indlevelsesevne og ord for at kunne begribe en have. At
sproget der skal til, for at kunne underbygge en tese om at noget er havekunst,
ikke er trænet. Eller kort og godt, vi har hverken lavet fælles, individuelle
eller egne personlige præmisser for hvad vi mener der skal være til stede for
at vi vil anvende ordet kunst i havemæssig sammenhæng. Vi gør det bare når det
passer os og uden at gå dybere ned i materien. Vi lader os som regel nøje med
ord som pænt, flot, skønt, smukt, dejligt, sødt eller yndigt og i forlængelse
heraf med lyde som; Ihhhh! Åhhh! Neeeeej! og Waaaauuuuuuuw!
Havekunst praktiseres
af forvænte kvinder
Jeg ved ikke om det er fordi vi lever i forskellige elitære
universer og at der ikke er verbal udveksling imellem disse at forståelsen og
indsigten ofte mangler? - Den svenske professor og landskabsarkitekt Thorbjørn
Andersson, hævder i New Agenda – Dansk landskabsarkitektur 2003-08, at
havekunst ikke er fremmed i Danmark, men er det i Sverige.
Citat:” I Sverige er der ikke mange der betragter
havekunsten som noget særlig vigtigt. Forvænte kvinder der forsørges af deres
rige mænd, helliger sig havekunsten i deres eksklusive hjemlige omgivelser. De
helliger sig dermed også en virkelighedsflugt for at lindre det faktum, at de i
virkeligheden er ved at kede sig ihjel”.
1- i noten bag i bogen kan læses: Det er muligt at velhavende danske kvinder keder sig lige så meget.
Men hvorfor er f.eks. Karen Blixen i Danmark respekteret for sin fine smag, når
samme fænomen i Sverige ville blive betragtet med mistænksomhed?
Jeg kan godt trække på smilebåndet men jeg forstår ikke
pointen. Eller også er jeg bare ikke enig med ham. Karen Blixen var bl.a. kendt
for sine fine blomsterarrangementer, og havde ikke havekunstneriske evner.
Blomsterarrangementer har ikke noget som helst med havekunst at gøre, - og jeg
mener da også at udtalelsen tenderer det populistiske og at det er en
betænkelig måde at argumentere på da havekunst og en haves karakteristik som kunstværk
heller ikke har noget med fin smag at gøre.
En have bliver ikke
til kunst af sig selv i kraft af at den gror, - kunst er ikke tilfældigt
opståede naturfænomener, men menneskeskabte artefacter.
Jeg hører nu og da folk proklamere; at nærbilleder af
blomster med kronblade og støvdrager er større kunst end den nutidens kunstnere
kan frembringe. Total forfejlet i min optik. Natur er ikke kunst. En blomst er
ikke kunst og planter vokser ikke med henblik på at blive til kunst. Mennesker
laver kunst, - naturen gør ikke.
Der skal være en kunstnerisk vilje, - en kunstnerisk
intention, forstået sådan at ophavsmanden eller kvinden til haven har bestemt
sig for at ville anlægge en have med en kunstnerisk bevidsthed, der ligger
udenfor almindelig intuition og indskydelser. Altså at den som udtænker idéerne og formgiver/
tegner haven, vil gøre det med sigtet; at skabe et kunstnerisk værk med
henblik på en bestemt oplevelse og at sætte fokus på et bestemt begreb og
vinkle det fra en side der kan afkodes og læses af beskuere.
-
At der så
ikke er garanti for det bliver et kunstværk er en anden sag, men viljen og
hensigten med opgaven skal være til stede.
Dernæst; havekunst er i modsætning til al anden kunst;
billede, lyrik, musik og teater en processuel kunstart hvor form, rum og tid er
i stadig bevægelse og bliver hermed også et forløb med et langt større
abstraktionsniveau end skulpturen, billedet og huset. Vi taler meget om
symbolindhold og korte sansninger af naturens vidunderlige univers, men alt for
sjældent om den fantasi der skal til for at opleve og forstå en have.
8 kategorier
Jeg vil pirres når jeg betragter kunst og dermed også et havekunstnerisk værk og anvender derfor følgende 8 vækkelseskategorier.
Det skal:
Være særegent
Have nogle mærkværdighedskvaliteter
Skille sig ud fra mængden og være anderledes
Give anledning til forundring
Ryste beskueren ud af traditionelle konventioner og
forestillinger
Pirre nysgerrigheden
Bevæge, røre og stimulere sanserne
Have nogle overvejede, æstetiske og kompositoriske principper
i materialevalg, rum, form og tid.
Men der er selvfølgelig ingen garanti for at jeg står i et
havekunstnerisk værk hvis alle ovennævnte vækkelsesområder er opfyldte. Der
skal mere til. Noget der måske er uforklarligt og som skal opleves med en
sjette sans. Men det er alt afgørende for mig at haven ikke er anlagt ud fra vilkårlige tilfældighedsprincipper.
Under alle omstændigheder kan vi i det lange tidsperspektiv
kun få lov at opleve brudstykker af kompositionen, kontrasterne, lys- og
skyggevirkningerne, fortællingen, temaet der kan være baseret på farve, plantevalg,
form og arkitektoniske greb, eller at værket er båret af en grundidé som en fortolkning
eller en parafrase over et stykke lyrik eller måske en hyldest til en form, et stykke musik eller videnskaben.
En have - eller
simuleret virkelighed
De fleste havetyper bygger på det arrangerede i sammenstillingen mellem planter, jord, sten og
vand. Men for mit vedkommende er den akkumulerede tid den væsentligste faktor,
og som adskiller havekunsten fra alle andre kunstarter.
Vi lever i en verden der tilbeder evig ungdom og hvor plastikoperationer
og botoxbehandlinger er blevet normal hverdag for mange. De fleste
totalrenoverer/ totalspolerer boligen og det må helst ikke vare ret meget mere
end et par uger, før vi sukker over at det trækker i langdrag. Og vi flytter
igen, som aldrig før, - fra sted til sted, fra region til region, og sjældent
når vi at slå rødder, hvilket også bekræftes i det fænomen at den danske gennemsnitsborger,
kun bor i samme hus i ca. 7 år og at de ukendtes gravsteder eksploderer i
omfang fra år til år.
Som havearkitekt, kan det derfor være en udfordring at se
sig selv som medskaber af haver, der på forhånd ofte er dømt til en alder der
ikke overskrider purkens i første klasse. Min holdning er da også den; at man
som ny haveejer, bør tænke sig grundigt om før man starter motorsaven, fælder
frugttræerne, lægger fliser og strør skærver ud. Hvis ikke det allerede er
gjort.
Showgardens, udstillingshaver, konceptuelle haver,
havetableauer, haveinstallationer, have-paradeborde, potte- og krukkehaver etc,
er alle arrangerede universer, der oftest forsvinder sammen med den første
efterårsstorm. – Derfor er de efter min mening ikke haver og de har meget lidt
at gøre med havebegrebet generelt..ja kald mig bare gammeldags.
Efter min mening går en have dybere, fordi her er tale om
vækster der gror, vokser og udvikler sig i relation til hverandre. I
interaktion med ejerens indsats og mangel på samme, bliver haven virkeliggjort
hen over uger, måneder og årtier. Den akkumulerede tid, som planterne herved
kommer til at symbolisere, skaber en spirituel atmosfære som de andre
arrangementer ikke ejer, endsige; nogensinde vil kunne opnå. Magien i en have
opstår således i kraft af samspillet mellem menneskelig tilstedeværelse og
planternes udvikling og modning. En have er først besjælet i tyveårsalderen, - hvis
der da er plantet vækster i den som kan opnå den alder?
”Al kunst er skabt med inderlighed. - Men at alt hvad der er
lavet med inderlighed ikke bliver til kunst er en anden sag”
Sys Thomsen
