Normalt har jeg det ikke sådan at jeg føler mig snydt hvad angår årstiderne. Og jeg hylder også ordsproget om dårlig påklædning frem for dårligt vejr. Det hører ligesom med til hele havegamet at man ikke må forvente bestemte begivenheder gentage sig på bestemte dage og bestemte årstider. Man må leve med haven i stedet for imod den. Nuvel, man kan da sikkert genkalde sig lyden af brokkehoveder, hvis vejret ikke har levet op til forventningerne, - eller gøre det til en dyd at agere hverdagens lokale meteorologer med opdateringer på nedbør og temperaturer etc. i havens blomsterbede og randområder, hen over hækken eller på andre sociale platforme.
Netop i år har jeg haft en snert af at føle mig lidt snydt og et større behov for at tale om vejret end før hen. Jeg elsker nemlig de vinterkolde rimfrostmorgener før løvet er faldet hen i oktober. Dem har vi ikke haft her.
Og kontrasten mellem det morgenhvide sølvlag, der har lagt sig som et transparent tæppe hen over de endnu ikke kollapsede staude- og græsbede i begyndelsen af november er noget af det bedste jeg ved og som jeg mener at have til gode.
Græsser der flammer op inde bag sølvskæret som den sidste farvehilsen fra sommeren er som et festfyrværkeri der endnu lader vente på sig
og de afpillede sølvsprayskeletter af plantestængler, der læner sig ind over havestien og gør det næsten umuligt at passere, er efterårsmotiver jeg holder rigtig meget af og som nu er for sent at forvente.
Det er først de senere år jeg er blevet opmærksom på at ikke alle er begunstigede med disse knitrende frostkolde rimmorgener hvor græsset knaser, lyden af stilhed er øredøvende og kulden svirper i næsen. Her er ikke brug for opdateringer, for de fleste kender følelsen af denne renhed, der indtræffer hvis sammenfaldet af de forskellige forhold er tilstede: temperaturen der falder tilstrækkeligt, luftfugtigheden der er korrekt og vinden der har lagt sig helt til ro. I mange byområder er temperaturen for høj og forureningen for tung til at disse scenarier er tilbagevendende årlige begivenheder. Her er vi så heldige at bo på spidsen af Jylland nær kysten, og så privilegerede at den frostlomme, der strækker sig hen over haven gør, at disse rimfrostscenarier gentager sig i oktober og november, når de fleste andre har plusgrader. men ikke i år.- Jeg må nøjes med at genkalde fornemmelsen af denne uskyldsrene havetilstand ved hjælp af fotos fra sidste års rimfrostdage.
Det er lidt snyd!
Tak for de smukke billeder. Du har ret - dem må vi nøjes med indtil naturen vælger at tildele os den mulighed igen.
SvarSletDet må du have tilgode til næste år, personligt er jeg vildt glad for at vi endnu ikke har haft frost, ej heller udsigt. Mine følsomme planter har ikke rigtigt noget vinterdrivhus...endnu. Så nyd du nu dine billeder, som jeg nyder sommerens, og så kan vi bytte igen til næste vinter. Men smukt er det med den knitrende sprøde rimfrost i det endnu ubetrådte græs.
SvarSletEr du blevet kamera klogere ?
Henrik
Kære Kjeld Slot.
SvarSletJeg er et af den slags jubelelastiske mennesker, som næsten altid når overfladen med et smil - selv fra det dybeste mørke (hvor jeg ikke havde drømt om skulle komme i nærheden af). Det er lidt irriterende for nogle, fordi hjernen øjensynligt som den dovne hund, den er, har lettest ved at sovse rundt i brok. Min er såmænd ikke anderledes, men den finder oftest sin overmand i, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
At sige, at man ikke vidste, hvad man havde, før det var borte, er det rene vås. I virkeligheden får man dét foræret, at lære længslen at kende og tilmed vise dens ansigt for andre - og enten finde genklang i den fælles skæbne eller måske at åbne øjne (eller slet og ret at opleve ligegyldighed - men det er ikke værd at nævne).
Og når jeg nu har fået gjort en kort historie lidt lang alligevel, så fik dit indlæg mig til at tænke tilbage, vel en 5-6 år siden på skolernes motionsdag, fredag i uge 42. Rent undtagelsesvis ledsagede jeg den yngste datter, som vist nok selv skulle finde vejen på cykel til skoven ved Dueodde. Muligvis har jeg været med 2 gange, men lad det nu ligge.
Det havde den, for mig, herlige bivirkning, at jeg kunne samle mos, kogler og grene til dekorationer, mens ungerns drønede rundt ad stier og langs stranden. Hvad jeg IKKE havde forventet var, at vi fik vinterens allerførste snert af frost. Jeg tabte helt og aldeles mælet og pusten, da rimfrosten glimtede som tusindvis af ædelstene i den opadgående sol. Ikke inde i skoven, men på gangbroen ned til vandet, i bevoksningen af græsser og anden inden området, hvor strandløver slænger sig om sommeren og ikke mindst i sandet med opskyllet tang hist og pist. Det var mageløst! Og iø meget tidlig frost for Solskinsøen.
Tak fordi, du næsten føler dig snydt ;)
Hjerteligst
Edit: Uge 41.
Slet