DET GODE LIV PÅ LANDET

Jeg har temmelig svært ved at tro på det, når statistikker dokumenterer, at størsteparten af landets indbyggere går med hemmelige drømme om et harmonisk og bæredygtigt liv på landet. Aldrig før har flugten fra land til by været større. Og den vil med al sandsynlighed bare vokse de næste mange år. Behovet for materiel komfort og nem adgang til fornøjelser, forlystelser og kort transporttid til arbejdet, må vel være hovedmålet med bylivet. For det er ikke den nemmeste opgave man tildeler sig selv på landet hvor alskens produkter og kommunikationsmidler mangler, og hvor fartkontrollen også har ramt internettet og hvor bredbånd tillige er blevet en ny kategori i oppløjning i randzonerne ved landets åer og vandløb. Hvad er der egentlig at komme efter derude, - kan man spørge.
 Jeg bliver så glad og ret så fornøjet, men jeg undrer mig også, når jeg som her, bliver inviteret ud i landzonen af udflyttere, der hele deres liv har været bymennesker, men som nu går i mod strømmen for a vælge et mere fredsommeligt liv langt væk fra de urbane og nok så populære livsbaner. Her skal være have og den skal være god. Lige fra begyndelsen. Der skal ikke laves for mange hovsaløsninger, processen skal være sjov, men vi skal kende retningen.
 Her er rigeligt med jord. Haven skal udvides, så musklerne kan bruges på havearbejde i pensionstilværelsen, der lokker om ganske få år, hvor det bliver muligt at slippe arbejdsmarkedet.
 Fordums tiders frugthave giver fortsat arsenaler af både blommer, kirsebær pærer og æbler, og lysten til at samle forråd bestemmer, at her skal der plantes endnu flere frugttræer.
 Og når man så ikke skal stresse hjemad i bilen og forinden hente børnene i daginstitutionen og suse indenom supermarkedet efter aftensmaden og frugt og grønt i fastfoodudgaven, men selv producere det meste, ja så kan der måske også blive tid til eftertanke og høre hjertet slå i andet end discounttempo?
 Man skal selvfølgelig passe på med at pege fingre, - men en og anden vil ganske sikkert betragte det som verdens kedeligste haveliv, helt uden performance og fravær af den obligatoriske selv-iscenesættelse, at man helt frivilligt og målrettet tilrettelægger en tilværelse i disse omgivelser?
 Andre vil ikke nøjes med at hade naboen, - men også afstanden til ham.
 og hvem er det egentlig lige, ud over alle de bondekarle og velourbønder, der sjosker af sted i træsko til lokalbrugsen eller den nærliggende kiosk, for at forsyne sig med lokalavisen og det allermest nødvendige, så som mælk, the, kaffe, lidt ost, gær og mel? - Resten laver man selv!
Ja ifølge Danmarks Statistik; en del der nærmer sig pensionsalderen. Og det viser sig, at her på pynten af landet og uden nævneværdig trafik, der findes en lyst til at mødes i musiske og litterære laug eller hvor fællesskaber også kan omfatte dyrkningen af haven. Det fællesskab som landets mange større haver var så afhængige af, for at kunne lykkes og for at kunne bestå. Og alt det, er vel egentlig ikke så ringe at få i tilgift, når man nu endelig langt om længe, er flyttet ud på landet?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar