DET NYE ORANGERI

Det nye drivhus med udsigt over et storslået østjysk landskab, er nu en realitet.  januar var stedet kun en drøm for ejerne og en fantasi i mit hoved. Det er altid nervepirrende, når mange mennesker er sammen om et stort projekt, der må og skal lykkes i første hug. Der er ingen fortrydelsesret. Som have- og landskabsarkitekt har man kun et enkelt skud i bøssen. Ejerne har ikke råd til fejltagelser. Og håndværkerne; murere, elektrikere og anlægsgartnere, dem som skal realisere det hele efter ønsker og anvisninger, må man formode også besidder en vis håndværksmæssig stolthed? På den måde får man ikke som enkeltperson `oliefarver på fingrene af at stå og spartle på et lærred´.
 Store mængder jord er kørt på for at hæve terrænet, så stedet får kontakt til det eksisterende hus men bevarer forbindelsen til landskabet
  En lav glastrempel på muren skaber en lethed og naturlig overgang mellem tag og væg, fordi to materialer, (glas og tegl) ikke støder sammen i et knæk.
Der er meget at tage stilling til i begge situationer. Både for maleren og landskabsarkitekten. Når skitser og arbejdstegninger skal udformes og godkendes til en komposition hvad enten det er illusoriske flader af objekter på et billede, eller det er virkelige nyopførte bygninger, forbindelser og afstande imellem dem, placeringer og skalaforhold og ikke mindst; de eksisterende landskaber og bygninger der ligger heri. Der skal gives forslag og der skal tages beslutninger. Og det bliver så en ekstra udfordring, når der også skal tegnes et drivhus.
Cirkler er anvendt  som koncentriske ringe, der favner de markante træer, definerer ankomstarealerne, gør gårdspladsen lidt hyggeligere, strukturerer terrassen ved drivhuset og giver flere haverum identitet og form.



 Den murede skorsten skærer sig midt op igennem glasgavlen og giver tyngde til bygningen
  Et stort cirkelformet gulv danner bund i drivhuset og forbindelse til stuehuset som én stor sammenhængende terrasse
 Glasset når helt ned til gulvet og ét stort sammenhængende granitgulv opløser skellet mellem ude og inde
 Konturen på terrassen modsvarende den buede linje, hvor vegetation og himmel mødes.
I oktober bliver der tilplantet rundt omkring, i respekt for hvad der er natur og landskab og hvad der er have. - Sommerferien holdes hjemme i år, og tiden skal bruges til at indrette glashuset med grønt.
 
Det er da også det vellykkede samarbejde imellem alle parter, der står tilbage i erindringen. At vi udveksler og diskuterer de mange løsningsmodeller og anbefaler én frem for en anden. At tage beslutninger om detaljeringer og få dem indpasset så de også stemmer overens med helheden. Det realiserede projekt bliver på det vis en tredimensionel manifestation af flere menneskers kræfter og energi, der samles på ét og samme sted.
 
Herefter er det op til ejerne at skabe de fremtidige spor og nødvendige slidmærker, der fortæller om livet også leves her.

1 kommentar:

  1. Meget dejligt og robust orangeri, jeg kan da godt blive lidt jaloux..Håber vi får billeder igen når det er vokset lidt til. Hard landscapeing er et must ved så store ejendomme, men sikke en effekt det får når der arbejdes med overfladen og terræn.
    Henrik

    SvarSlet