EN HAVE I FRANKRIG

For tiden trækkes de første streger til en ny have i Frankrig på tegnebrættet. En ung familie på fire, der til daglig bor og lever Lyon, har for et par år siden erhvervet sig et lille stenhus i en mindre middelalderlandsby i det sydlige Frankrig og med en temmelig stor grund.

 

Med så stort et areal er der selvfølgelig mange muligheder. Stedet er tænkt som et refugium for familien i ferier og weekender, hvor de kan leve et mere tilbagetrukket liv med fysisk arbejde  og visuel kreativitet, som kontrast til den mere hektiske tilværelse i storbyen, - så her handler det også om ikke at tage munden for fuld.

 Det var en opgave jeg egentlig ikke ville påtage mig i første omgang. Jeg mener man skal fornemme lokaliteten ved selvsyn; jorden, solen, vinden, omgivelserne, beplantninger, terrænets hældninger etc. inden man begynder at tegne. Økonomien rakte desværre ikke til den ekstra transport.

 Når opgaven så alligevel ligger på mit bræt, skyldes det ikke mindst ejernes evne til at beskrive, både dem selv og stederne og ikke mindst deres evner til at overtale. I kraft af et ocean af fotos fra alle mulige vinkler, de har sendt mig og som beskriver stedet og de nærmeste omgivelser, bliver projektet et forsøg på at forme noget overordnet, der kan tilpasses stedet efterhånden som de realiserer planen. Erfaringerne med et sådan langdistanceprojekt på den slags opgaver, kan måske anvendes ved en senere lejlighed, hvis de skulle opstå.

 Det skal så vise sig om formgivningen kan løses på afstand og om ejerne kan se idéen med de linjer, flader, punkter og voluminer som planen lægger op til og som skal underlægge sig den stærkt skrånende grund.

 Der arbejdes som sagt med linjer, som både rækker ud i landskabet og skaber skygge og skærmer for de mindre flatterende motiver, - kurver der omfavner mindre haverum, nivellerede flader man kan opholde sig på og landskabsvoluminer, der sætter menneskekroppen i perspektiv og understreger de bedste udsigter fra grunden.

Det lyder måske kryptisk, - men meningen er god nok. Der arbejdes på et abstrakt plan. Både i fantasien, på papiret og i realiteten.

BLOCKS & MATRIX

Jeg ved faktisk ikke helt præcist hvad de to ord dækker. I engelske ordbøger kan man støde på divergerende forklaringer og når man læser Noel Kingsburys bog `Planting - A New Perspective, fortæller teksten et og de fleste af bogens fotos, noget andet. Begge dele er lige interessante, så det handler vel også om, at man gør sig nogle erfaringer ved at prøve sig lidt frem og ved at man har en intention fra starten. Ovenstående bed består af kun to slags planter: Stipa calamagrostis og Agastache `Blue Fortune´

 Det er et, af i alt 14 runde bede på en stor plæne og i forskellige størrelser. Det er de stor gamle taksboller, der har stået her i mange år, som har dikteret formen på bedene. Og for at holde sig til det enkle, er der for sjov skyld anvendt en enkel græsart kombineret med en staudesort i hvert bed. Altså kun to slags planter; en græsart og en staude i hver. Jeg ved godt det lyder alt for kedeligt for de fleste, men det kan lade sig gøre at skabe noget interessant, vil jeg mene.

Indenfor denne begrænsning, har det så været idéen at arbejde med både tyngde, lethed og variation i de 14 bede og endelig; hvert bed skulle præsentere forskellige græsarter som et gennemgående tema for området. Og så man som gæst i parken, kunne opleve en store variation indenfor græsser.

 Alle planterne blev sat i jorden sidste efterår i den værste jord jeg nogensinde har haft fingrene i: sten, grus, sand og silt.

 Derfor er planterne heller ikke udvokset til det yderste endnu, - nogle gør det nok aldrig og nogle må erstattes, da de ganske enkelt ikke vil vokse her.

 Men størsteparten lader til at overleve og af erfaring ved jeg, at hvis de gør det, - så bliver det rigtig smukt til næste år.

 Man kan vel ikke kalde principperne i bedene for hverken matrix eller blocks, da der kun er to plantearter repræsenteret i hvert bed?

 Egentlig er jeg også fløjtende ligeglad. Det rager mig en høstblomst hvad folk kalder det, selvom jeg er enig i at sprog kan være et godt redskab til at forstå hinanden. De vandhuller jeg drikker, af før jeg sammensætter blomstrende landskabsbede, er de få steder der findes tilbage i landskabet, der ikke er spoleret af monokulturer og kystindvinding, men som mere eller mindre er overladte til deres egen frie vilje.

 Jeg er helt klar over, at man ikke kan copypaste et originalt landskab, eller føre et stykke natur ind i en have. Men det er i de selvgroede våde kær- og engområder og tørre overladte strandenge jeg finder den største inspiration til engbede, landskabsbede og græsbede, - og ikke på den amerikanske prærie. Jeg har aldrig været der, og har heller ikke den rette skala til rådighed for at kunne arbejde med det som tema.

 Så mit råd er; at man skal anskaffer sig planterne; alle dem der nærmer sig de vilde slægtninge - og at man arbejder med dem ved at iagttage, notere sig hvad der sker, vente med at gribe ind, og i det mindste; følger planternes livskadance i minimum et år over vækst, modning og forfald.

 Så begynder man efterhånden at sætte pris på de årstider, der ligger udenfor den gængse havesæson.

 Det aflange og meget dybe bed herover er opstået ved en tilfældighed. Her er der tale om blokbeplantning i sin yderste konsekvens. Calamagrostis x acutiflora `Overdam´, Nepeta, Helictotricon sempervirens, og den hvide pudedannende Anaphalis triplinervis er plantet, takstfast i lige store firkantede blokke langs en asfalteret vej kantet af sveller.

Bag ved disse firkantede beplantninger er der en meget lang række af pil og forneden af dette hegn; en stribe af røde enkeltblomstrende roser af ukendt navn og som var et overskud fra en gammel beplantning et andet sted i parken. Frem for straks at smide dem ud, var tanken en midlertidig opmagasinering her og de skulle derfor danne grundlag for valget af de øvrige planter. Fra et midlertidigt ophold, er det nu blevet til en permanent løsning.
Man kan sagtens plante i både striber og rækker, i blokke og bølger, punktvis og i flader, enkeltvis som solitære og i mægtige arealer, præcis som naturen ofte arter sig når vi holder op med at dyrke jorden. Der er ikke noget der er mere rigtigt end andet. Der er heller ikke noget der er mere naturligt, bæredygtigt, økologisk eller autentisk end andet.
Forskellen ligger i hvilke valg man har truffet.

Alle fotos er fra d. 16 september 2016 - en blå morgen ved tidlig solopgang med resterne fra en kølig nat.

FOREDRAGET - `MIDT IMELLEM TO STOLE´

D. 6 oktober kl. 19.00 holder jeg et billedforedrag i Haveselskabets Odense afdeling på Tarup Bibliotek, Rugvang 40, 5210 Odense. Det bliver en refleksion over hvorledes jeg forholder mig til de to fremherskende og divergerende og polariserede retninger indenfor nutidens havebegreb, når jeg tegner haver. Det ene, der udelukkende bygger på planter - helst så mange og på så lidt plads som muligt - og hvis udtryk og indhold tager afsæt i den fortidige og konservative havekultur, der både er gammeldags og tilbageskuende. Og denne retning, sat op imod en anden tendens, nemlig dansk design som et modernistisk fænomen, der er nutidig og fremadskuende - primært bygger på formgivningen - og som sparer ekstremt meget på plantematerialet, helt ud til det absolutte minimum.

 De to retninger står som modpoler i dagens havekultur. Den første viser sig ofte som maksimalistiske haver der kan få asketen til at føle at han befinder sig i den dybe ende af svømmebassinet, - og den anden havetype, som er totalt strippet for grønt indhold, kan sammenlignes med det supermoderne badeværelse, hvor det er umuligt at finde tandbørsten.

Temaet for foredraget, handler ikke om at gå på kompromis og snuppe lidt fra de to poler, men at man ved en mere analytisk tilgang og med æstetikken som hovedsigte, måske kan opnå noget der lægger sig i den mere tidløse ramme?

 Hvor om alting er, - så har man lidt flere tangenter at spille på, hvis man vedkender sig, at en have er et sted med vækstlighed og hvor formgivningen afslører at den er menneskeskabt.

 Man kan med rette spørge, om en hvid rose med kun 5 kronblade har et mindre romantisk udtryk end en lyserød rose med store blomsterhoveder og mange, tætsiddende kronblade? - og hvorfor betragtes græsser ofte som en plantetype, der først og fremmest egner sig til minimalistiske haver?

 - og hvorledes virker store arealer med samme plantetype, men i forskellige sorter og varierede nuancer, frem for et stort bed med kun samme art og sort?

 - og hvornår tipper balancen mellem vækstlighed og den stringente formgivning med hårde menneske-forarbejdede materialer?

Mange spørgsmål, og ingen svar - så må man møde op til foredraget.

 

"En hver vej til et socialinteressant landskab eller brugbart byrum, går gennem en have" 

MINI FUNKIS HAVE

Nogle gange kan det være svært for nybyggere at forestille sig hvorledes et hus- og haveprojekt kan udarte sig og hvorledes det endelige resultat skal se ud.

Projektet her startede i maj 2015 på en meget besværlig grund der skråner kraftigt, således at man var nødtvunget til at grave ud på grunden, for at kunne opnå de nødvendige kvadratmeter i to plan og uden at byggeriet blev for højt..

Herover ses hvorledes huset nærmest er gravet ned i et hul, med en ny stejl skrænt ud mod fortovet.

 I foråret 2016 leverede jeg en plan på den meget lille grund og fik frie hænder til at tilplante, den besværlige skrænt ud mod vejen. Det er ikke blevet til en helt almindelig forhave, men byggeriet adskiller sig da også markant fra naboernes, - så hvorfor skulle vi copypaste herfra? - Måske er der så kopieret fra andre steder? - Men udgangspunktet var i hvert fald et hvidpudset hus i to plan på en meget lille grund og hvor opgaven var at skabe så meget plads omkring bygningen som muligt.
....der er flere fotos fra stedet her