EN GRØN PAUSE

Det handler i korte træk om et nyt, lille (vellykket, synes jeg selv) halvtagsdrivhus, jeg har skitseret, og som nu ligger mellem to fredede bygninger på Lindvedgaard. Ønsket var et glashus man kunne opholde sig i og kigge ud til vandet i voldgraven fra, - få et glimt af den gamle vandmølle, eller se over mod hovedbygningen og ellers nyde udsigten til den gamle have, der nu fremstår som et pastoralt landskab med gamle træer og græssende får. 

Havens ældste spor er de gamle træer, der står tilbage efter en kraftig udtynding, og terrænet skråner jævnt ned mod en lille å. Herover er det et overløb fra voldgraven, der i den gamle have var lagt ind som et haveelement i anlægget.

Fra hovedhuset kan man se det lille glashus spejle sig i vandet.

Og helt med vilje er det gravet lidt ned og vendt med ryggen til den gamle mølle, for at få gavn af solens varmende stråler på den høje mur, og så den lange tagflade af glas, korresponderer bedst muligt med møllens enorme stråtækte tagfacader. 

Gulvet er en kombination af nye røde og gamle gyldne tegl 

Huset står på en støbt sokkel under jordoverfladen og på denne er der placeret nogle store borduresten, der indrammer gulvet og støtter glasvæggene.

 Nu mangler kun det sidst af udendørs befæstelsen, nogle gamle vinduer, en høj genbrugsdør mod landskabet og et langt smalt bord man kan arbejde ved når der skal laves mad, koges vand til kaffe eller plantes blomster om i nye potter.

 Meningen med det hele var, at skabe en grøn pause til ophold og selskabelighed. En pause, som de fleste ved er værd at snuppe, når det hele bliver lidt for hektisk.

Jeg har også besluttet mig for at holde en grøn pause her fra bloggen.
I første omgang for at holde ferie.
Dernæst for at overveje, hvad der mon skal ske senere.
Tak for alle kommentarerne.

INDEFRA OG UD - UDEFRA OG IND

Nutidens problemer i byerne er fortætninger; stigende befolkningskoncentrationer på stadig mindre arealer og med kampe om de bedste pladser, til følge. I takt med denne stadig større interesse for at bo tæt i byerne uden særlig megen privat udenomsplads og sideløbende med danske landskabsarkitekters fortsatte fornægtelse af eget adelsmærke (planterne), ja så bliver vegetationsmængden og plantevalget markant underprioriteret i byerne. Israels Plads og Kvæsthusmolen i København er to stærke eksempler på hvorledes vegetationen fravælges til fordel for enorme plantepassive udtrækninger af døde udendørs betongulve. Århus Havn følger efter og nutidens performancekultur på plantemæssige inaktive arealer, siver stødt og roligt ud i de større byer og videre til de mindre, for til sidst at ende som en mentalitet, helt ude på landet.

I provinsen, landdistrikterne og yderområderne, hvor den anden halvdel af landets befolkning bor, får vi derfor nogle nye udfordringer, om end i en lidt anden målestok. For hvorledes sikrer vi at de byggerier der opføres på de mest attraktive grunde, fortsat fremtræder i en form for neutralitet og som samtidig tillader os alle, at kunne opleve de danske landskaber med en grad af oprindelighed, uden tilplastring med alskens urbane tingeltangel af loungemøbler, udekøkkener, lamper, skateboardramper, klatrevægge og hoppeborge mv?  

Her på lokaliteten er opgaven bl.a. at fastholde de nye ejere i selve årsagen til købet af grunden; nemlig deres store kærlighed til landskabets natur, de enorme træer, skovens urter, udsigten, himlen og solnedgangene etc. Alt sammen grundværdier, der hurtigt og meget nemt kan blive forstyrret af aggressive rydninger og efterfølgende ophobninger af menneskeskrammel.

Det er da også en meget spændende opgave som landskabsarkitekt, at få lov at være med i dette husbyggeri, der om få måneder skal igangsættes på denne gamle og helt igennem fantastiske sommerhusgrund. Og før der overhovedet bliver taget det første spadestik, er der en del spørgsmål der trænger sig på. Hvilke træer skal der værnes om? - Hvilke kan vi fælde, så entreprenørerne kan komme til? – Hvor meget af den eksisterende vegetation i skovarealerne kan vi bevare, og hvorledes kan vi få en nænsom terrænregulering med en ny ankomstvej til at føje sig ind i det eksisterende landskab og så pladsen samtidig bliver brugbart? Hvor meget skal husbyggeriet have lov at udvide sig ud i landskabet og hvor tæt ind til ejendommens facader kan vi tillade naturen at den nærmer sig?

 

 

Bygningsarkitektens spidskompetence er huset og rummene. Han sidder som regel inde ved ildstedet og tegner huset indefra og ud imod landskabet. Landskabsarkitekten derimod, tripper rundt i skovene og på marken med skitseblokken, og noterer sig stedernes særkender og nærmer sig beboelsen ude fra landskabet, ind mod huset. - Man må formode at det bedste resultat kan opnås hvis man samtegner de to skitser; `indefra og ud - udefra og ind´.

MORE ALLIUMS

 Allium aflatunense(her er det selve arten, som er lysere og mere afdæmpet i farven end sorten `Purple Sensation´) sammen med den hvide Allium `Mont Blanc´

 

- Anders´ have for godt to år siden.