TID TIL BESKÆRING

I filmkunsten er kameraets varierede afstand til motiverne og hermed beskæringerne af de valgte billeder, ét af mange greb man tager i brug når historier skal fortælles. På samme måde tilrettelægger man tidsskrifter, ugemagasiner og havebøger etc., hvor man - groft sagt - deler fotos op i tre hovedkategorier; heltotalerne der viser hele scenen, halvtotalerne der viser udsnit og close-ups der går helt tæt på og portrætterer enkeltindividerne. Både på film, i billedbøger, havemagasiner og på billedbårne blogs kan man bevidst styre udenom det gabende kedelige, og skabe en musisk dynamik ved at anvende ingredienser fra alle tre kategorier. Alligevel må de fleste af os bloggere nok erkende, at vi har tendenser til at fokusere på særlige interesseområder - og at vores foretrukne motiver er lige så afslørende som teksten, på det der optager os mest? Med fare for endnu engang at blive beskyldt for at være overdommer og kassetænker har jeg kategoriseret de tre motivbeskæringer.

Heltotal af mit dobbelte staudebed med prydgræsser i rimdragt. Man kan se; den snoede plæne, en god del af hegnet til højre, stuehuset med det store træ i mellem- og baggrund og til højre røgen fra naboens skorssten og i horisontlinjen; skoven og den disede himmel. Mere enkelt beskrevet: et foto der beskriver det stedsspecifikke.

Heltotaler (når man zoomer helt ud) elskes af arkitekter, landmålere, metrologer, dokumentarister og landskabsarkitekter samt folk der arbejder med de overordnede linjer og som gerne vil fortælle hvor i landet vi befinder os, og hvorledes de nærmeste omgivelser tager sig ud. Heltotalerne beskriver et totalområdes specielle identitet og karakter og for havearkitekterne; hvorledes den overordnede idé med haven er tænkt. Ulempen med disse typer fotos kan være, at selv den mindste køkkenhave kan fremstå som en hel prærie, hvorfor der da også findes mange ”snydebilleder” i denne kategori. Og ganske ofte vil folk føle sig skuffede med hensyn til et anlægs størrelse, hvis de besøger en have de kun har stiftet bekendtskab med igennem havebøgernes heltotaler. I de fleste privathaver er det temmelig vanskeligt at ”skyde” rigtig gode og vellykkede heltotaler med kameraet, fordi alle ”fejl” og mindre heldige områder i haven jo kommer med i motivet. Derfor er heltotalerne netop også de bedste motiver man kan optage med sit kamera, hvis man vil have indsigt i havens arkitektur og grundidé, hvis man vil registrere sine fejl og rette dem og hvis man vil bruge sig selv og kammeraet, som to gode instrumenter, der kan puste nyt liv i haven og `male med den brede pensel´.

 Et udsnit af staudebedet og som kan kopieres af en hver som har lyst til flere græsser i staudebdet.

Halvtotaler er nok mest for blomsterarrangører, havestylister, staudefreaks og malere, der inspirerer til at lave et enkelt bed om, skabe et særligt arrangement en speciel plante- eller farvekombination eller måske i et maleri fokusere på et interessant motiv, som er skåret ud af en helhed. Dermed sagt at man fokuserer på et specielt udvalgt, vellykket område og med halvtotaler kan man da også lave flotte fotooptagelser af gode motiver i de fleste haver. Men det kan måske være lidt svært at vide hvor i landet og hvor på kloden beskueren befinder sig? Her ligger forklaringen også på hvorfor de appellerer til så bredt et publikum. Det er nemlig ikke så svært at forestille sig en sådan staudekombination overført til egen have. Måske har man lige stedet der venter på forbedringen!? Eller et lille bed der trænger til forandring, og hvor arbejdsindsatsen er rimelig overskuelig for at kunne virkeliggøre drømmen. Men man får ingen garanti for at idéen harmonerer med resten af havens virkelighed.

Pennisetum `Hamelen´ er sortsnavnet på denne græs og således en billedidentifikation for dem som har lyst at anskaffe en lignende til sin egen have.

Close-ups/ TÆT-på eller rettere; nærbilleder, anvendes bl.a. af madskribenter, kokke og portrætfotografer, tilrettelæggere af planteskolernes plantekataloger, biologen der elsker sit mikroskop og plantesamleren der ynder at registrere. Disse fotos sætter spot på havens grundmateriale og dets karakter og i langt de flestes haveinteresseredes tilfælde, på plantens anatomiske identitet. Det stedsspecifikke er helt fraværende til fordel for lyssætning og farve. De dårlige fotos skiller sig markant ud fra de gode som glimrer ved de nøjagtige gengivelser af det sanselige, plantens stoflige kvaliteter og tekstur på kronblade og helt tæt på; den dryssende pollen fra støvdragerne, der skal sikre plantens overlevelse. Det er måske derfor at man nu og da kan finde de saftige macrooptagelser en tand for pornografiske?

Selv foretrækker jeg en god kombination af de tre typer fotos.

Det indviklede bliver mere tilfredsstillende hvis, det er bygget på orden, ja endda simpelhed, og den daglige glæde over simpelheden bliver større, hvis den er en fast bestanddel af det indviklede.

ps: Klik ind på The Gardeners Eye http://thegardenerseye.blogspot.dk/ 
og lad dig inspirere til at gå en tur i din egen have lige nu (med vidvinkel), så du får en fornemmelse af hvorledes det står til med din haves rygrad!